Analyse

Pro-europæere vandt valget i 24 lande

Resume Le Pen og Nigel Farage vandt ikke Europa-Parlamentsvalget. Samlet set fik pro-europæiske partier flertallet af stemmerne i 24 ud af 28 medlemslande – herunder i Frankrig og Storbritannien. Aldrig har vælgerne stemt mere positivt i Danmark.

Europa-Parlamentet fik sit store gennembrud i Danmark, da over 66 pct. af de danske vælgere stemte ved EP-valget den 26. maj. Det er historisk rekord, og det giver ikke længere mening at tale om EP-valget som et andenrangsvalg, der ikke rigtig betyder noget. Det gør det, for Parlamentet har medindflydelse på en meget stor del af EU-lovgivningen. Og det er gået op for danskerne i stort tal. Danmark er et af de lande i Europa, hvor flest vælgere stemte.
 
Med enkelte undtagelser steg stemmeprocenten i de fleste EU-lande, og lidt over halvdelen af de europæiske vælgere benyttede sig af deres demokratiske ret. En stigning på over 8 procentpoint siden sidste valg. I Danmark tog vi endda et lidt højere hop. Det er for alvor gået op for os, hvor vigtig EU er for et lille land som Danmark.
 
Brexit med dets politiske og økonomiske kaos har fået flere vælgere til at stemme på de pro-europæiske partier, og den folkelige tilslutning til EU har nået historiske højder.
 
De partier, der havde jublet over Brexit og til tider flirtet med en dansk exit, fik et katastrofevalg, mens de pro-europæiske partier gik frem og vandt 12 ud af 14 mandater.
 
Der blev samtidig skrevet historie, da unionsmodstanderne i Folkebevægelsen mod EU for første gang ikke fik plads i Parlamentet. Deres exit-dagsorden fængede ikke hos vælgerne. Enhedslisten kom derimod for første gang ind med et enkelt mandat og overtager Folkebevægelsens post.
 
Men Enhedslistens linje er anderledes, og partiet er mere fokuseret på at få rød-grønne reformer inden for EU end at videreføre den klassiske modstand mod EU (også selv om den stadig findes spor af den i partiprogrammet).
 
Valgets største taber blev Dansk Folkeparti, der blev slået hele tre mandater tilbage og måtte nøjes med ét mandat, der går til spidskandidaten Peter Kofod. Partiets højtproklamerede alliance med de yderligtgående højrenationalister som Matteo Salvini i Italien og Marine Le Pen i Frankrig viste sig ikke at være en vinderopskrift.
 
Pro-europæere sejrede i 24 lande
 
Efter Brexit er opbakningen til EU steget generelt i de europæiske lande, og det er blevet langt sværere for dem, der sætter nationalstaten op som et alternativ til EU. De fleste vælgere vil helst have et både-og inden for rammerne af et stærkt EU.
 
I enkelte lande som Italien, Ungarn, Polen og Tjekkiet oplevede de EU-skeptiske partier dog fremgang og løb med flertallet af stemmerne. Men det er mere undtagelsen end reglen, at de EU-skeptiske nationalistpartier høster et flertal af stemmerne.
 
Selv i Frankrig og Storbritannien, hvor nogle medier har udråbt Marine Le Pen og Nigel Farage og hans nye Brexit Party som "vindere", fordi de blev størst, er historien faktisk en helt anden: Samlet set fik de pro-europæiske partier flertallet af stemmerne i 24 ud af 28 medlemslande – herunder i Frankrig og Storbritannien.
 
I Europa-Parlamentet er de højrenationalistiske partier kun gået en smule frem, men de er splittede i tre indbyrdes uenige grupper. Den venstrenationalistiske GUE/NGL-gruppe, hvor Folkebevægelsen mod EU hørte hjemme, er gået tilbage. Se figur.

Pro-europæiske partier vinder

De traditionelle regeringsbærende mainstream-partier fra den konservative og den socialdemokratiske lejr er udfordret i mange lande, og nye partier og bevægelser, der søger at overtage magten, er vokset frem.
 
Ved EP-valget var det dog ikke de nationalistiske og populistiske partier, der vandt kampen om at udfylde tomrummet efter to gamle mainstreampartier. Det var i første række de liberale og grønne partier. Deres succes kan bane vej for en større pluralisme i Europa-Parlamentet, der vil give flere alliancemuligheder på kryds og tværs.
 
Alle partierne skal vænne sig til, at forhandlingsspillet ændrer sig i det nye Europa-Parlament. Her bliver det afgørende at finde flertallet i feltet af de fire pro-europæiske partier – de konservative kristendemokrater i EPP, socialdemokraterne i S&D, de liberale i ALDE og De Grønne. De sidder til sammen på omkring 70 pct. af stemmerne, mens EU-skeptikerne og nationalisterne med kun 30 pct. får svært ved at gøre sig gældende.

Løkke udnyttede Macron-effekten
 
Med valget har danskerne for alvor bekendt kulør og vist, hvor Danmark som et lille land skal placere sig: Ikke i den lejr, der ønsker et svagere, mere splittet og nationalistisk Europa, og som flirter med Brexit, men i den lejr, der vil Europa og ønsker at arbejde konstruktivt for sine politiske ideer og interesser inden for rammen af EU.
 
80 pct. af danskerne stemte på de pro-europæiske partier, og kun 1/5 stemte på de EU-skeptiske partier, og det svarer stort set til den andel af danskerne, der i Eurobarometers målinger siger, at medlemskabet er en god ting for Danmark, og som ønsker at blive i EU.
 
Venstre fik et langt bedre valg, end meningsmålerne havde forudset, og Venstre blev det største parti ved EP-valget med 23 pct. og fire mandater skarpt efterfulgt af Socialdemokratiet, der også gik frem til over 21 pct. og erobrede tre mandater.
 
For Socialdemokratiet, der helt frem til valgaftenens exit-polls lå i front, var det sikkert overraskende at se Venstre rykke forbi i slutspurten, men partiet kan dog glæde sig over, at Danmarks centrum-venstreorienterede partier samlet set løb med flere mandater end den borgerlige blok.
 
Der er ingen tvivl om, at resultatet vil blive brugt som løftestang for partiernes kampagne i de næste ti dage frem mod folketingsvalget den 5. juni. Set med europæiske briller er det dog værd at notere, at vælgernes interesse for EP-valget blev stimuleret ekstra af, at de to valgkampe overlappede hinanden. Det blev klart for vælgerne, at EU-politikken faktisk er vigtig også for den nationale politik.
 
Der er flere forklaringer på fremgangen. Venstre høstede ekstra point, fordi partiet i tide hoppede med på den pro-europæiske bølge, som alvor fik fat i danskerne efter Brexit. Siden Statsministeren for over et år siden gik i brechen for EU i sin store Europa-tale ved et arrangement hos Dansk Metal, der var afholdt af Tænketanken EUROPA, er Venstre gået benhårdt efter de EU-positive vælgere. Og partiet har fået succes med det.
 
Man kan på en måde sige, at Macron-effekten er slået igennem i Danmark. Det er faktisk muligt at køre en pro-europæisk kampagne og vinde vælgere på det. I stedet for at tale EU ned, kan man mobilisere flere vælgere på at sige, hvordan EU aktivt kan gøre en positiv forskel for borgerne.
 
Det er ikke kun Løkke, der har fisket vælgere med den taktik. Både Radikale Venstre – under parolen "Europa eller kaos" – og SF har ført en meget pro-europæiske kampegner. Og begge partier gik frem til to mandater.
 
Der er også en klimaeffekt, som kan være slået igennem hos de to partier, der begge har talt for en mere ambitiøs europæisk klimapolitik. SF definerer sig selv som et EU-engageret parti, og der er ingen tvivl om, at spidskandidaten Margrete Aukens mangeårige indsats for miljøet og i Parlamentets grønne gruppe har givet ekstra stemmer nu, hvor flere borgere mobiliserer på klimadagsordenen.
 
Også de konservative med Pernille Weiss har i valgkampen slået på, at EU skal føre en mere ambitiøs klimapolitik, men i kampagnens slutspurt fik Weiss især ekstra luft under vingerne ved at henvise til, at det gjaldt om at redde den danske plads i den magtfulde EPP-gruppe.
 
Opbakning fra en række danske erhvervsorganisationer og ikke mindst formanden for CO-industri, Claus Jensen, betød, at et truende konservativt farvel til parlamentet i sidste ende blev afværget. Den danske plads i EPP-gruppen blev sikret.
 
Den store stemmesluger
 
Venstre har også søgt at melde sig ind i klimadebatten, men det har næppe været udslagsgivende for deres fremgang. Måske er partiets dobbeltmagtsstrategi snarere hemmeligheden. Ikke med et unisont budskab, men pluralistisk i erkendelse af virkeligheden sjældent kan sættes på en formel. Hverken den europæiske eller den danske.
 
Så Venstres kampagne virkede målrettet til to forskellige segmenter. Det urbane Danmark versus det gule segment i Jylland.  Morten Løkkegaard fremstod som den pro-europæiske spidskandidat, der med Lars Løkkes velsignelse skulle appellere til byvælgerne. Det gjorde han ved at sige, at "Venstre er Danmarks mest pro-europæiske parti”.
 
Søren Gade lagde derimod fra start afstand til Løkkegaard-linjen og kaldte den klodset. Fra en beskeden fjerdeplads på Venstres liste har Gade skovlet stemmer ind på den jyske hede og op til Himmerland og Nordjylland på en mere EU-skeptisk linje, og ved bl.a. at tale grænsekontrollen op, før partiet gjorde kravet permanent.
 
Noget tyder på, at det har hentet en del DF-vælgere tilbage i folden. Gade, der har en meget lav profil på sociale medier og i det københavnske, har været synlig som person på valgmøder i provinsen og i lokalaviser. Det har virket.
 
Venstre satte i valgkampens slutspurt bl.a. trumf på, da statsminister Lars Løkke Rasmussen rykkede ud og lancerede partiets forslag om at skabe en form for permanent grænsekontrol, så Danmark med statsministerens ord bevarer "ejendomsretten" over grænsen.
 
At det kan være i strid med Schengen-aftalen og den danske særaftale om Europol, var noget, der optog EU-eksperter, men for Venstre var det vigtigt at signalere, at partiet vil forsvare Danmarks suverænitet gennem en re-nationalisering af Schengen-aquis’et.
 
Der gik da ikke mange sekunder, før Socialdemokratiet rykkede ud og hilste det velkomment og sagde, at Venstre i virkeligheden blot foreslog noget, som S allerede havde foreslået.
 
At tage kontrollen tilbage – med visse grænser
 
Både V og S kæmpede med DF om ejendomsretten til grænsekontrollen. For både V og S var denne sag et signal til DF-vælgere om, at de også trygt kunne stemme på dem.
 
Om forslagene kan realiseres i EU, er tvivlsomt. For den nye Europa-Kommission vil nok gerne have en Schengen-reform, men næppe en reform, der vil svække EU og føre beslutningsmagten over de indre grænser helt tilbage til nationalstaten.
 
I valgkampen lykkedes det ikke for DF at monopolisere sloganet om, at ”der skal være en grænse”. I stedet er partiets politik på dette område i vid udstrækning blev overtaget af de andre borgerlige partier og af Socialdemokratiet.
 
Som et spejlbillede på debatten om grænsekontrollen har Socialdemokratiet også i sin kampagne lagt op til, at der skal sættes andre grænser i forhold til EU. Det var tydeligt ikke mindst ift. social dumping, hvor partiet gerne vil sætte grænser for EU og det, som partiet opfatter som konkrete trusler mod den danske model.
 
I stedet for arbejdskraftens ”frie ”bevægelighed har man slået mere til lyd for ”fair” bevægelighed, som om det var noget, Danmark skal gøre imod EU’s vilje. Sådan er det ikke, da Kommissionen også ønsker mere fair bevægelighed, men det var historien om Danmark der skal stoppe noget fra EU, som vælgerne fik at høre.
 
Det er ingen tvivl om, at valgstrategerne i de store partier ikke har villet lade Dansk Folkeparti få frit spillerum til at erobre socialt frustrerede vælgere, som udtrykker bekymring over negative sideeffekter af EU-reguleringer.
 
Venstre og Socialdemokratiet er begge lykkedes med at erobre vælgere fra Dansk Folkeparti undervejs i valgkampen. Hvad det betyder for EU-debatten på længere sigt, er det endnu for tidligt at sige. Tilbage står dog, at de pro-europæiske partier i dag har opbakning fra cirka 80 pct. af de danske vælgere, mens de EU-skeptiske partier og EU-modstanderne er gået tilbage fra en tredjedel af stemmerne i 2014 til nu kun at høste en femtedel.
 
Nationalisterne sejrede ikke
 
Kigger man ud over det politiske landskab i Europa, har de pro-europæiske partier holdt skansen, og de har et flertallet af vælgere bag sig i 24 medlemslande, bortset fra Italien, Ungarn, Polen og Tjekkiet. Der er specifikke nationale årsager til, at netop disse fire lande skiller sig ud.
 
Matteo Salvinis Lega har med 34 pct. af stemmerne vundet EP-valget i Italien, og det er værd at bemærke, at femstjernebevægelsen taber terræn, mens socialdemokraterne igen er på vej op og får næsten 23 pct. af stemmerne. Italien er et af de få lande, hvor der er blevet valgt flere EU-skeptikere end pro-europæere.
 
I Polen vandt Kaczynskis Lov og Retfærdighedsparti, PiS, valget med hele 45 pct., og den løbende konflikt med Europa-Kommissionen om de fundamentale værdier og retsstaten har PiS kunnet udnytte til at mobilisere vælgere. Man bør dog ikke overse, at det nye brede europæiske koalitionsparti også er på vej frem og høstede 38 pct. af stemmerne.
 
Det kan være et forvarsel om et kommende polsk forår, og det er bl.a. det parti, som præsidenten for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, vil være knyttet til, hvis han vender tilbage til polsk politik, når hans post udløber i efteråret.
 
I Ungarn sidder Viktor Orban også tungt på magten, og også han har udnyttet de løbende konfrontationer med Bruxelles til egen fordel. Hans Fidesz-regeringsparti vandt en overlegen sejr ved EP-valget på 52 pct. Op imod 2/3 af de nye ungarske Europaparlamentarikere må betragtes som EU-skeptikere.
 
Det bør dog bemærkes, at Orbans parti under tiden opfører sig som en kamæleon i vekslen mellem liberal-demokratisk parti og et illiberalt parti. Fidesz er midlertidigt suspenderet fra den konservative EPP-gruppe. For at sikre den rige strøm at EU-støttemidler, som tilflyder Ungarn, vil Orban måske forsøge at blive taget til nåde af EPP-familien igen frem for at søge tilflugt hos Salvinis europæiske nationalistalliance, EAPN. 
 
Salvini og hans kampfæller har ikke fået det kanonvalg, som de håbede på, og med samlet set kun 58 mandater kan de hverken gøre fra eller til i Europa-Parlamentet.
 
Deres planlagte revolution indefra har lidt et alvorligt knæk, fordi de mangler den fornødne bredde og sammenhængskraft. Salvini har – på grund af sin pro-russiske og Putin-venlige politik – ikke formået at få de polske nationalkonservative i PiS til at slutte sig til den brede nationalistalliance. PIS foretrækker at blive som ledende kraft i den reformkonservative ECR-gruppe, der har 63 mandater i Europa-Parlamentet. PIS er også EU-skeptikere og nationalister, men de er også pragmatikere og ønsker fortsat polsk EU-medlemskab.
 
I Frankrig har Marine Le Pens parti, National Samling (RN) iscenesat sig selv som "vinder" i medierne, men mindre end ét procentpoint adskiller hende fra Emmanuel Macrons parti. RN gik reelt tilbage ift. valget i 2014, og sammenlignet med præsidentvalget i 2017 er hendes "forspring" nu lidt mindre end efter første runde ved præsidentvalget i 2017, hvor Emmanuel Macron og hans En Marche-bevægelse blæste hende af banen i anden runde.
 
EP-valget er måske et varsel om, at Macron er ved at finde sit fodfæste igen, efter at han i månedsvis har kæmpet for at imødegå de gule vestes protestbevægelse med både dialog og nye reforminitiativer. Efter et stort dyk i meningsmålingerne og tillidsbarometeret er Macron på vej op igen.
 
Konklusionen er derfor nok snarere, at Macron og de pro-europæiske partier har holdt skansen, selv om franskmændene i et hav af meningsmålinger har givet udtryk for stor skepsis over for den måde, som der regeres på i EU.
 
Frankrig er også et af de lande, hvor de grønne har oplevet stor fremgang, og som i Danmark (med SF) er de grønne blevet det tredje største parti i Frankrig.
 
Gamechangeren er grøn
 
De grønne partier og de liberale partier fra ALDE-gruppen hører til Europa-Parlamentsvalgets store sejrherrer. I Tyskland er de grønne blevet landets andet største parti med en femtedel af vælgerne, mens socialdemokraterne er sunket endnu dybere og befinder sig i en eksistenskrise.
 
Også Angela Merkels CDU/CSU kan mærke, at de tider er ovre, hvor de let kunne hente over 30 pct. af vælgerne. Det kunne de ikke denne gang med knap 29 pct. af stemmerne, og det er en del af den større historie om, hvordan de store traditionelle partier i Europa i øjeblikket kæmper for at forny sig for ikke at miste følingen med vælgerne.
 
Der er i de senere år også blevet skrevet meget i medierne om det højrenationalistiske parti AfD, der som DF er med i Salvinis alliance, men AfD er på retur og ved EP-valget fik de kun 11 pct. af stemmerne. Det er langt under de op imod 18 pct., som de fik i meningsmålingerne sidste år.
 
Den store game changer i Tyskland er ikke længere AfD, men De Grønne, som vokser i rekordtempo og er ved at blive et af Tysklands største partier. I en række delstatsregeringer har De Grønne bevist, at de er regeringsduelige, samtidig med at de leverer fornyelse med høje ambitioner på klimaområdet.
 
De Grønne er et meget pro-europæisk parti, og selv om de tyske socialdemokraterne pt. befinder sig i en krise, så ændrer det ikke det forhold, at der i Tyskland stadig er en solid majoritet af pro-europæiske partier.
 
I europæisk sammenhæng har den grønne bølge stadig ikke fået fat i vælgerne i alle medlemslande, og den er stadig relativ afgrænset rent geografisk. Fra Tyskland og Frankrig til Holland, Finland, Irland og Danmark er bølgen begyndt at rulle, men i store dele af Sydeuropa og Øst- og Centraleuropa er klima stadig en niche. I disse lande er borgerne mere er optaget af enten sociale og økonomiske uligheder eller af udlændingepolitiske spørgsmål fra Italien til Centraleuropa.
 
ALDE, den liberale dronningemager
 
Set med danske briller er det særlig interessant, at ALDE-gruppen ser ud til at få øget indflydelse efter EP-valget. Danmark vil takket være Radikale Venstres to mandater og Venstres fire mandater (det fjerde udløses først, når briterne forlader EU) blive en vigtig spiller i ALDE-gruppen. Det kan forhåbentlig omsættes til tunge udvalgsposter i Parlamentet.
 
Samtidig ser ALDE ud til at blive bragt i en nøgleposition, fordi de nu også tæller Macrons parti. Med op imod 105 mandater har ALDE udsigt til at blive den helt centrale konge/dronningemager i Europa-Parlamentet.
 
Kan de med enkeltsager og på udvalgte strategiske dagsordener knytte bånd til den grønne gruppe, der har 69 mandater, kan de liberal-grønne samlet få lige så mange muskler som EPP-gruppen.
 
Historisk set har Europa-Parlamentet altid været domineret og kontrolleret af de to store grupper, de konservative/kristendemokraterne i EPP-gruppen og socialdemokraterne i S&D-gruppen. Men de to grupper har mistet deres absolutte flertal.
 
EPP bliver den største gruppe med omkring 179 mandater, men hvis Orban forlader gruppen, mister de 13 af dem. S&D-gruppen er også gået tilbage til nu 153 mandater, og det skyldes ikke mindst, at de tyske og franske socialdemokrater befinder sig i en dyb krise. Se figur.

I Italien er det demokratiske parti som førnævnt langsomt ved at finde sig selv igen. Men der er langt op til de imod 40 pct., som de erobrede ved EP-valget i 2014. De store lyspunkter i den socialdemokratiske familier er derimod de spanske og de portugisiske socialistpartier, der begge har regeringsmagten og erobrede en tredjedel af stemmerne i EP-valget.
 
Den spanske regeringschef Pedro Sanchez kan blive en af de nye vigtige magtspillere i Det Europæiske Råd, sådan som Felipe González var det tilbage i 1980’erne og begyndelsen af 1990´erne.
 
Det er sigende, at den franske præsident Emmanuel Macron her mandag holdt et bilateralt formøde med netop Pedro Sánchez før tirsdagens uformelle EU-topmøde. Macron ved, at hvis de liberale i ALDE skal udnytte sin position som dronningemager i kabalen om EU’s topposter, så kræver det stærke alliancer på tværs af partier og ideologier.
 
I Holland fik arbejderpartiet, anført af socialisternes spidskandidat Frans Timmermans, også et stort comeback og blev det største parti med knap en femtedel af stemmerne. Men de er også tvunget i at tænke i nye alliancer. ALDE kan udnytte det, fordi gruppen råder over de afgørende stemmer. Det bliver særlig vigtigt i spillet om, hvem der skal være ny formand for Europa-Kommissionen. Her skal Det Europæiske Råd indstille et navn, men der skal også findes et flertal i Europa-Parlamentet, der vil godkende kandidaten.
 
Kampen om formandsstolen
 
EPP’s tilbagegang ved valget kan få en høj pris. Partiets spidskandidat, Manfred Weber, kan næppe samle et flertal bag sig i Parlamentet som den næste formand for Europa-Kommissionen.
 
De liberale har allerede tilkendegivet, at EPP’s monopol nu er brudt, og de grønne i Parlamentet presser også på for en politisk forandring. Weber har stadig opbakning fra Angela Merkel og den tyske regering, men Frankrig vil næppe bøje sig. Flere mulige franske kandidater kan byde sig til, bl.a. EU’s chefforhandler på Brexit, Michel Barnier. 
 
Mange andre navne har været på tale, men efter EPP og socialisterne har mistet deres absolutte flertal i Europa-Parlamentet, kan de ikke længere klappe posterne af alene. Den tid er ovre, og det åbner spillet. Weber kan være nødt til at tage til takke med formandsposten for Europa-Parlamentet.
 
I Det Europæiske Råd er der en række stats- og regeringschefer, som ikke har tænkt sig at lade Parlamentet diktere, hvem der skal være formand for Europa-Kommissionen og efterfølge Jean-Claude Juncker.
 
Indkaldelsen til et uformelt topmøde i Det Europæiske Råd her tirsdag er et klart vidnesbyrd om, at denne gang vil Rådet ikke overlade initiativet til parlamentet.
 
Flere navne vil komme i spil i forhandlingerne om fordelingen af EU’s forskellige topposter, og til posten som formand for Europa-Kommissionen regnes Margrethe Vestager som et af de helt stærke kort. Ifølge britiske bookmakere deler hun tredjepladsen som den mest sandsynlige bud på den næste kommissionsformand med Timmermans. Weber og Barnier indtager hhv. 1.- og 2.- pladsen.
 
Forleden kom det britiske magasin The Economist med en meget varm anbefaling af Vestager.
 
The Economist betragter hende som en person, der har bevist at hun er en magtfuld, effektiv leder med en klar forståelse af, hvordan verden ændrer sig. Hun har ministererfaringer og ved, hvordan en kollektiv Kommission arbejder, og hun nyder bred anerkendelse for sin indsats som konkurrencekommissær. Samtidig er hun vellidt på tværs af politiske skel og geografi.
 
Ifølge The Economist har Europa brug for én, der "er acceptabel for venstre og højre, for nord og syd. (…) Vestager kan sætte kryds i alle boksene. Det vil være dumt af Europa at overse hende."
 
Margrethe Vestager har ført kampagne som en af ALDE-gruppens spidskandidater, men det har været uvist, om hun kunne få opbakning fra den danske regering. På vej mod topmøde i Bruxelles tirsdag efter valget har Lars Løkke Rasmussen endelig tilkendegivet, at Vestager er klart det stærkeste bud fra den liberale familie.
 
Det giver hende et ekstra rygstød, men mange andre europæiske toppolitikere kan stå på spring til at overhale hende. Udfordringen er bl.a., at det ikke bare handler om at finde en formand til Europa-Kommissionen.
 
I de kommende uger skal der lægges en vanskelig kabale, hvor man skal fordele posterne som præsident for Det Europæiske Råd, den europæiske udenrigsminister, formandsposten i Den Europæiske Centralbank og formandsposten i Europa-Parlamentet. Udfaldet vil få altafgørende betydning på Europas fremtid.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.