Rapport

Parlamenternes rolle i ØMU'en – status og fremtid

Europa-Parlamentet for mere magt over ØMU'en

Resume Vil Kommissionens plan for ØMU'en bidrage til at styrke den parlamentariske inddragelse og kontrol? Og er der behov for at styrke de eksisterende tiltag eller introducere nye? I denne rapport gør vi status over de tilsynsbeføjelser, parlamenterne fik under den økonomiske krise – såsom det europæiske semester og den økonomiske dialog – og diskuterer, hvorvidt der er brug for nye tiltag for sikre ØMU'ens demokratiske forankring.

Europa-Kommissionens plan for at styrke den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) lægger op til, at Europa-Parlamentet i højere grad skal inddrages og have bedre mulighed for at føre tilsyn. Planen skal bl.a. formalisere den økonomiske dialog, skabe en europæisk økonomi- og finansminister, som er ansvarlig over for Europa-Parlamentet (EP), indarbejde finanspagten i EU-retten og oprette en europæisk monetær fond forankret i EU-retten.

EU’s reaktion på den europæiske gældskrise har været præget af forhandlinger mellem organer uden direkte demokratisk legitimitet. Det har delvist sat nationale parlamenter og EP ud på et sidespor. Kommissionens forslag om at styrke parlamenternes rolle i ØMU’en fremstår derfor umiddelbart som et kærkomment skridt.

I denne rapport gør vi status over brugbarheden af de tilsynsbeføjelser, parlamenterne fik under krisen (såsom det europæiske semester og den økonomiske dialog). Vi diskuterer, hvorvidt der er behov for at styrke dem og/eller introducere nye tiltag. Vi ser også nærmere på, hvorvidt Europa-Kommissionens forslag rent faktisk kan være med til at styrke parlamentarisk inddragelse i EU’s økonomiske politik.

Rapportens første tre bidrag fokuserer på nationale parlamenters rolle i ØMU’en, de næste fire på EP og det sidste på Kommissionens forslag om at skabe en ministerpost på det økonomiske og finansielle område. Hvert bidrag starter med et kort resume.

Rapporten viser bl.a.:

  • Nationale parlamenters inddragelse i ØMU’en er ret uformel. Det er op til de enkelte medlemslande – og ikke EU – at bestemme, hvordan nationale parlamenter bliver inddraget i EU’s økonomiske styring. Det har ført til en fragmenteret inddragelse af nationale parlamenter blandt EU’s medlemslande.
  • Både nationale parlamenter og EP spiller en overvejende ”diskursiv” rolle i EU’s økonomiske politik. Det skyldes, at de kan debattere og indgå i dialog med udøvende instanser, men sjældent har mulighed for at nedlægge veto.
  • I de fleste medlemslande bliver nationale parlamenter i stigende grad inddraget i det europæiske semester og har fået større kontrol med deres respektive regeringer siden 2012.
  • Budgetudvalg er i højere grad inddraget i semestret i forhold til Europaudvalg. Nationale budgetter bliver i dag typisk diskuteret inden for rammerne af det europæiske semester, hvilket har ført til en større ”Europæisering” af nationale parlamenter.
  • EP og nationale parlamenter har fået mulighed for at føre fælles demokratisk kontrol med EU’s udøvende magtinstanser gennem deling af information og best practice i den interparlamentarisk konference om stabilitet, økonomisk koordination og governance i EU (SEGG).
  • SEGG er det primære forum for interparlamentarisk samarbejde på EU’s økonomiske område, selvom nationale parlamenter og EP langt fra taler med én stemme.

Europa-Parlamentet har fået mere magt

Europa-Parlamentet har i de senere år være succesfuld med at udvide sine tilsynsbeføjelser i ØMU’en langt ud over sin formelle magt. I rapporten viser vi, hvordan EP har gjort brug af fem kreative strategier for at styrke sin reelle magt i EU’s økonomiske politik nemlig ved (1) at lave forbindelser mellem forskellige forhandlingsarenaer, (2) true med at forsinke beslutninger, (3) mobilisere den offentlige opinion, (4) alliere sig med ”like-minded” medlemslande og institutioner og (5) ved pionerfordele.

Det er blandt andet EP’s fortjeneste, at den økonomiske dialog blev etableret som en del af ”Six-packen”, som Kommissionen med sin nye køreplan nu forslår at formalisere. En formalisering af den økonomiske dialog synes dog ikke at ændre på Kommissionens og parlamentets nuværende forhold, da Kommissionen allerede har en traktatforpligtelse til at svare på spørgsmål fra europaparlamentarikerne (MEP’erne).

Der er i højere grad brug for at adressere nogle af de svagheder, den økonomiske dialog har i praksis. Den måde det europæiske semester er opbygget på, gør det svært at udøve demokratisk kontrol med Kommissionen, Rådet og Det Europæiske Råd. Semesteret gør det nærmest umuligt at tillægge specifikke aktører ansvaret for de vedtagne beslutninger.

Desuden trænger dialogens format og den type spørgsmål, MEP’erne stiller til at blive set grundigt efter i sømmene. En styrkelse af den økonomiske dialog bør gå langt længere end blot at formalisere eksisterende praksis. Dialogen er et forholdsvist ungt initiativ og er selvfølgelig en del af en vedvarende læringsproces.

Den monetære dialog – der har eksisteret i flere år – har f.eks. modnet sig over tid. Stilen og substansen af den monetære dialog mellem formanden for Den Europæiske Centralbank (ECB) og EP er blevet forbedret gennem tiden. I rapporten viser vi, hvordan ECB’s formand siden 2009 til i dag har udvist større villighed til at diskutere både tekniske detaljer og de bredere følger af ECB’s førte politik.

Kommissionens forslag om at skabe en europæisk økonomi- og finansminister kan også være med til at give EP en større stemme i EU’s økonomiske styring særligt på de områder, hvor EP ikke er medlovgiver.  Det skyldes, at den nye minister – hvis det bliver vedtaget – vil bære to hatte med både mellemstatslige og overstatslige elementer, der kan være svære at adskille i praksis.

Det er dog tvivlsomt om den nye ministerpost vil have nogen reel magt uden ”normale midler” såsom et budget og evnen til at føre økonomisk politik (dvs. udskrive skatter og spare offentlige midler). Personen vil ikke have beføjelser til at gennemføre økonomiske reformer. Det tyder på, at posten vil være en paradefigur, der risikerer at bidrage til billedet af EU som et bureaukrati og en masse snak mellem institutionerne og medlemslande uden reel handling.

Det er håbet at denne rapport kan bidrage til en bedre forståelse af parlamenters nuværende rolle i ØMU’en og give ideer til, hvordan de fremadrettet kan blive bedre involveret. Rapporten er skrevet på baggrund af en workshop afholdt ved Tænketanken EUROPA i marts 2018 som en del af et Horizon-2020 projekt (Transcrisis), tænketanken er med i.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.