Analyse

Parallelaftale har lange udsigter

Usikkert om Danmark kan få parallelaftale

Resume Regeringens parallelstrategi kan sende Danmark ud af Europol. Et bredt flertal af Folketingets partier fra både ja- og nejsiden bør derfor snarest indlede forhandlinger om et nyt nationalt kompromis.

Denne analyse blev bragt i Politiken 11. januar 2016. Læs også notatet Nyt nationalt kompromis er den sikre vej til fuldt medlemskab af Europol.

Efter nejet 3. december har regeringen med støtte fra nejpartierne arbejdet på at få en parallelaftale om Europol. Partierne ønsker som det store flertal af vælgerne, at dansk politi fortsat skal være en del af det europæiske politisamarbejde imod den grænseoverskridende kriminalitet. Problemet er bare, at forhandlingsstrategien med at søge en parallelaftale kan ende i en blindgyde.

Efter Løkkes første møder i Bruxelles og EU-topmødet i december ser det ikke ud til at være muligt at opnå en parallelaftale inden april 2017, hvor den nye overnationale Europol-forordning endeligt træder i kraft. Den danske køreplan holder ikke. Der er fire alvorlige snubletråde.

For det første kan Danmark rent formelt ikke indlede forhandlingerne om en særaftale for Europol, før den nye overnationale forordning er vedtaget.
Det sker på Europaparlamentets plenarsamling i april 2016. Det betyder, at reelle danske forhandlinger tidligst kan indledes efter ministerrådsmødet 9.-10. juni 2016.

For det andet lurer Storbritanniens kommende folkeafstemning om EU-medlemskabet. Inden den er afklaret – sikkert i efteråret 2016 – vil kommissionen ikke tage initiativ til at forhandle en Europol-aftale med Danmark. EU har ikke interesse i at lave en dansk særaftale, der foregriber og påvirker de juridiske rammer for en ny britisk ordning.

Den tredje alvorlige snubletråd er, at EU-kommissionen næppe har tid til at tage sig af det særlige danske problem de første mange måneder. Den skal først have overstået de vanskelige forhandlinger om en reform af Schengen-grænseaftalen, af Dublin-asylreglerne og af Eurodac, der bliver udslagsgivende for den frie bevægelighed over EU's indre grænser. Det er langt vigtigere for EU at løse dette problem end at hjælpe os danskere ud af den kattepine, folkeafstemningen 3. december skabte.

Den fjerde snubletråd er, at EU-juraen stiller sig på tværs. Den enslydende besked fra både kommissionen og ministerrådet er, at Danmark rent traktatmæssigt kun kan gøre brug af tilvalgsordningen, der er defineret i Danmarks protokol 22. Danmark har tidligere fået 4 ud af 6 parallelaftaler, men det var før Lissabon-traktaten. EU-juristerne siger med fælles stemme, at hvis ikke Danmark benytter tilvalgsordningen i protokol 22, kan vi kun få en samarbejdsaftale om Europol, der svarer til, hvad tredjelande har, dvs. ikke-EU-lande som Norge og Schweiz.

Morten Messerschmidt (DF) lovede i sin kampagne, at danskerne selv efter et nej kan "fastholde status quo". Men en samarbejdsaftale på norsk niveau vil give dansk politi ringere vilkår og fremstå som et løftebrud over for vælgerne. Med en norsk samarbejdsaftale vil Danmark ikke få indflydelse på Europols beslutninger og indsatsområder. Og dansk politi vil ikke få fuld og direkte adgang til Europols informationssystem, EIS. I dag har dansk politi direkte adgang til EIS.

I 2001 tog det Norge halvandet år at få en Europolaftale, men EU har med Lissabon-traktaten indført en længere procedure. Derfor kan der gå flere år. Kommissionen skal først anmode ministerrådet om at tage initiativet, før man indleder forhandlinger om en tredjelandsaftale af denne type. Og når aftalen er færdigforhandlet, skal der sikres et kvalificeret flertal i ministerrådet og samles et flertal i Europaparlamentet.

Hvis Danmark er lige så heldig som Norge og opnår en lynaftale på halvandet år – hvad der forekommer næsten umuligt – kan vi først komme med i Europol ved udgangen af 2017 eller i begyndelsen af 2018. Mere realistisk kan dansk politi først komme ind i Europol-varmen igen i 2019 eller 2020. I værste fald kan der gå endnu længere tid, for det tog i gennemsnit 5-6 år for Danmark at få gennemført sine hidtidige parallelaftaler.

Politikerne håber muligvis på mirakler, men jo længere tid de er om at indse realiteterne, jo større risiko for, at dansk politi ryger ud af Europol i årevis.

Køreplanen for en parallelaftale er ekstremt urealistisk.

Og det virker illusorisk at tro, at de andre EU-lande midt i en historisk stor flygtninge-og grænsekrise vil sætte himmel og hav i bevægelse for at løse et dansk Europol-problem med en parallelaftale, der ikke alene kan være i strid med EU-traktaten, men som også er ubelejlig i forhold til den britiske folkeafstemning.

Et bredt flertal af Folketingets partier – fra både ja- og nejsiden – bør derfor snarest indlede forhandlinger om et nyt nationalt kompromis. Det skal sikre, at Danmark via en mere afgrænset tilvalgsordning selv kan søge om optagelse i Europol og et afgrænset antal EU-retsakter. Så kan vi selv bestemme, hvornår og på hvilke betingelser vi går med.

Det bør så efterfølges af en ny folkeafstemning senest i 2016 for at få bred opbakning bag kompromiset mellem ja- og nejpartier. På den måde kan man anerkende vælgernes nej i december uden at sende Danmark ind i en blindgyde som et isoleret parallelsamfund i det europæiske samarbejde.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.