Debat

Nyfortolk forsvars-forbeholdet for Danmarks skyld

Resume Mens vi i de seneste 25 år er blevet mere aktivistiske i udenrigspolitikken, og via Nato, har vi lagt os selv i lænker med forsvarsforbeholdet i EU.

Denne kommentar blev bragt i Jyllands-Posten d. 5. september 2018.

Det er forståeligt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har lagt op til en åben debat om det danske forsvarsforbehold. Selv SF's Holger K. Nielsen, en af fædrene bag de danske EU-forbehold, sekunderer fra venstre side.

Det er realpolitik på tværs af midten, for vi kan desværre ikke længere helt kan stole på Donald Trumps USA i Nato. Og vi oplever nye trusler fra Rusland til Mellemøsten og Afrika. Forsvarsforbeholdet er utidssvarende. Det giver mere sikkerhed, hvis Danmark går med i et stærkere europæisk forsvarssamarbejde som supplement til Nato – som en ekstra forsikringsordning.

Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten kræver, at de danske forbehold bevares. Man henviser til, at danskerne ønsker status quo. Men hvad nu, hvis danskerne anno 2018 er mere optaget af at få mere sikkerhed?

Danmark stiller sig på grund af den hidtidige fortolkning af forbeholdet uden for fredsskabende militære EU-operationer i Centralafrika. Disse aktioner kan skabe mere sikkerhed og også bidrage til at mindske strømmen af flygtninge og migranter fra Afrika til Europa, så hvorfor vil Danmark ikke deltage?

Problemet er, at man bøjer sig i støvet for en meget stram juridisk fortolkning af forsvarsforbeholdet fra 1993 om, at Danmark skal holde sig uden for den forsvarspolitiske dimension, der indebærer medlemskab af Vestunionen samt fælles forsvarspolitik og fælles forsvar.

Vestunionen er forsvundet, og dens funktioner er med Lissabon-traktaten lagt ind under EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. EU's fælles forsvar indebærer ingen overstatslig tvang. Man træffer beslutninger ved enstemmighed. Man respekterer medlemslandenes suverænitet i en grad, hvor selv danske unionsskeptikere burde sove roligt om natten.

Skræmmebillede gjort til skamme

EU's forsvarssamarbejde er aldrig blevet den overstatslige militærunion i skræmmebilledet om EU's føderale stat, der blev fremmanet før folkeafstemningen i 1992. Det var det, danskerne tog forbehold mod i sin tid. Ikke at Danmark – som også i Nato – stiller soldater til rådighed for internationale militære operationer, når det er i dansk interesse.

Så mens vi i de seneste 25 år er blevet mere aktivistiske i udenrigspolitikken, og via Nato, har vi lagt os selv i lænker med forsvarsforbeholdet i EU. Over 140 gange er forbeholdet blevet aktiveret, viser Tænketanken EUROPAs opgørelse. Og tallet stiger.

Vi skyder os selv i foden, som når Danmark f.eks. ikke kan deltage i EU-aktioner imod pirater, der truer vores handelsflåde. Danske militærfolk deltager i parallelle Nato-operationer imod piraterne, så hvorfor så ikke i EU?

I Middelhavet hjælper danske Challengerfly EU's grænseværn med at patruljere i Triton-operationen, men vi er ikke med i EU's Sophia-operation i Middelhavet, der har destrueret over 500 menneskesmuglerbåde, arresterer menneskesmuglere og har reddet tusindvis af nødstedte.

Mister suverænitet

Den juridiske forbeholdsforsigtighed er i strid med Danmarks sikkerhedspolitiske interesser. Forsvarsforbeholdet sætter os uden for indflydelse i EU. I stedet for at vinde suverænitet mister vi den i praksis.

Hvad med at anlægge en mere pragmatisk tilgang til de militære operationer, som EU udfører i Afrika? Når de udføres på FN-mandat, når de bekæmper terrorister eller pirater, og når de genskaber lov og orden for at dæmme op for flygtningestrømme og illegal migration.

Sådanne missioner fører ikke til en overstatslig militærunion. Det er koalitioner af villige nationalstater, der pragmatisk går sammen om at løse fælles problemer. Når EU´s operationer er et supplement til Nato, bør politikerne forsvare dansk deltagelse. Præcis som da forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen før sommerferien sikrede, at Danmark sammen med otte andre EU-lande går med i en fælles militær interventionsstyrke, der kan deployeres rundtomkring i verden.

Qua forbeholdet kan Danmark ikke være med i EU´s permanente Pesco-struktur, men vi bør kunne deltage i mere via interventionsstyrken og konkrete militære EU-aktioner. Når formålet er bredere end ren forsvarspolitik, når Danmark kan tage en suveræn beslutning om at deltage fra gang til gang uden tvang, og så længe det “fælles” i de fælles EU-aktioner ikke er en lovbestemt pligt til at deltage.

Hvis S og DF vil diktere status quo for forsvarsforbeholdet, er tiden måske inde til en nyfortolkning af forbeholdet. Med fokus på pragmatisk varetagelse af danske interesser frem for stramt juristeri.

Man kan respektere ånden fra 92 og i realpolitikken varetage danske kerneinteresser mere aktivt. Også i militære aktioner. Ledetråden kan passende hentes i det berømte nationale kompromis: Danmark skal ikke isoleres, men spille en aktiv rolle i Europas fortsatte udvikling.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.