Kommentar

Nina Hagen og Angela Merkel heler Tyskland

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten d. 2. december 2021

”Jeg er så træt af alle Deres løgne og hykleri”. Sådan afbrød en stærkt ophidset punker i 1992 en ung, tysk ligestillingsminister under en tv-debat. Temaet var unges narkoforbrug. Begge kvinder var østtyskere, men var flyttet til Vesten. Punkeren Nina Hagen sluttede sig i 1976 til sin stedfader, den systemkritiske sanger Wolf Biermann, der var blevet udvist af DDR. Ligestillingsministeren Angela Merkel flyttede i 1991 til Bonn, efter at Muren var faldet, og Helmut Kohl udpegede hende til posten. 

Inden Nina Hagen vinkede farvel til DDR, var hun blevet kult med hittet ”Du hast den Farbfilm vergessen”. Sangen, hvor en DDR-badeferie i bedste FKK-stil (altså uden badetøj!), kun kan mindes i sort-hvid, fordi farvefilmen er blevet glemt i derhjemme, blev hurtigt DDR-borgernes egen hymne.

Når det officielle Tyskland torsdag tager afsked med Merkel ved en over 200 år gammel ceremoni med musik og fakler, vil de to østtyskeres veje igen krydses. Vanen tro må kansleren selv vælge den afskedsmusik, som militærorkesteret skal spille. Merkel har her peget på Hagens kult-hit, hvilket er alt andet end en tilfældighed. Selvom playlisten også indeholder to andre numre, er valget af DDR-hymnen en måde, hvorpå hun kan minde tyskerne om, at landet i 16 år er blevet regeret af en østtysker - med alt hvad det indebærer fra modige mandagsdemonstrationer i 1989 til tab af eksistensgrundsgrundlag, da de statsejede virksomheder lukkede med dags varsel. Kort sagt: erfaringer og musik fra Leipzig, Dresden og Weimar er lige så meget en del af det moderne Tyskland som Kiel, Bonn og München.

Fra et dansk synpunkt kan dette forekomme som den største selvfølge. Hvilken politiker i Danmark er da ikke stolt af at være jyde, fynbo eller bornholmer? Pointen er imidlertid, at det først er helt til sidst i sin kanslertid, at Merkel for alvor har bekendt sig til sin østtyske fortid. Hendes læsning var, at hun ikke kunne være blevet formand i et særdeles vesttysk domineret parti, hvis hun havde slået på sin mindretalsbaggrund som østtysker. Det spillede også ind, at hun som kvinde, fraskilt, barnløs og protestant heller ikke lige frem var den oplagte kanslerkandidat for det mandsdominerede, familieorienterede og katolske CDU.

Selvom Merkel i de senere år har optonet det østtyske noget, var det først i en tale efter forbundsdagsvalget i september i år, at hun for alvor satte ord på sin østtyske baggrund. Her betegnede hun sig selv om ”én af de 16 millioner” (i det gamle DDR), samtidigt med at hun gik i rette med vesttyskerne for at opfatte østtyskernes erfaring som unødig dødvægt, som blot skulle kastes over bord i det nye Tyskland. Talen blev modtaget med begejstring af østtyskere, der længe havde været dybt frustreret over, at Merkel ikke talte deres sag. Efter talen betegnede f.eks. den østtyske forfatter Jana Hensel Merkel som ”en østtysk kansler for alle tyskere” – en betegnelse, som Merkel hurtigt tog til sig.

Ifølge Hensel er det forhold, at en østtysker kunne blive nummer 1 og nu også står ved sin østtyske baggrund med til at hele Tyskland. At Tyskland fortsat ikke er mål med den mentale genforening, vedkendte Merkel sig til fulde forleden: ”Vi tyskere i øst og vest kan lære at lytte meget mere til hinanden. Vi kan udvise mere interesse for vores forskellige livsveje og udvise mere respekt for dem”. Set i det lys vil der fortsat være meget at gøre for kansler Scholz. Og hvem ved? Måske er det første gang, at hamborgeren Scholz nu stifter bekendtskab med Hagens kulthit. I hvert fald lå det tyske militærorkester ikke inde med noderne.
 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.