Debat

Nationalstater kan ikke vinde kampen mod skattely

Resume Det er urealistisk, at de nationale parlamenter effektivt kan bekæmpe skatteunddragelse. Den kamp kræver fælleseuropæiske løsninger.

En version af dette indlæg blev bragt i Information 12. maj 2018

For nylig har Enhedslisten sammen med fire europæiske venstrefløjspartier lanceret en kampagne mod skattely. Fra Enhedslistens nyvalgte spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2019, Nikolaj Villumsen, lyder det bl.a., at de nationale parlamenter skal gå til kamp mod skattely, da »EU nægter at indføre et solidt regelsæt«.

Kampen skal ifølge Villumsen foregå i en »koalition af villige lande«.

Skatteunddragelse har skabt stor frustration hos både borgere og politikere i mange lande. Der er dog ingen – som i slet ingen – chance for at komme problemerne til livs ved at lægge opgaven over på de nationale parlamenter.

Der findes ikke en koalition af villige lande. Der er ikke opbakning i de nationale parlamenter til at gå solo på skatteområdet.

Årsagen er enkel: Det vil have store omkostninger for de enkelte lande, men ingen effekt på skattelyene. Hvorfor skulle de gøre det? Problemet er, at enkelte lande, eventuelt i en koalition, ikke kan bestemme, hvordan f.eks. Cayman Island, Panama, Irland – eller for den sags skyld Danmark – indretter sin skattelovgivning, for landene er jo suveræne.

I en kronik i Information 16. april 2016 nævner skatteforsker Rasmus Corlin Christensen netop spørgsmålet om suverænitet som en af de væsentligste udfordringer for at komme skattely til livs.

Vi har ingen mulighed for at øve indflydelse på skattelovgivningen i en suveræn stat som Panama, men samtidig undergraver skattelyene suveræniteten i andre lande, hvor skatteindtægterne og dermed det politiske og økonomiske råderum reduceres, skriver han.

Løsningen skal findes i EU-regi

EU kan gøre en forskel.

EU er nemlig et samarbejde, hvor medlemslandene har valgt at afgive en del af deres suverænitet, fordi det giver mulighed for at håndtere grænseoverskridende problemer, som intet land kan håndtere alene.

Skatteområdet er dog stadig et rent nationalt anliggende, men skatteafsløringerne har bragt skat øverst på EU’s dagsorden, og man kan forestille sig, at dele af skattelovgivningen underlægges fælles regler, f.eks. selskabsskat.

Hvis man forestiller sig en frivillig koalition som den, der omtales af Villumsen m.fl., rejser det en række uafklarede spørgsmål. Hvordan skal landene forpligtes (man må gå ud fra, at Villumsen ikke ønsker at afgive suverænitet)?

Hvem skal håndhæve, at de villige lever op til deres forpligtelser?

Hvilke sanktioner skal tages i brug, hvis det ikke sker?

EU er et samarbejde, hvor den institutionelle basis for at håndtere de spørgsmål er på plads i form af Kommissionen, Parlamentet og EU-Domstolen. Men vi har politisk valgt, at skattelovgivningen alene varetages nationalt, så EU’s muligheder er indtil videre begrænsede.

Alligevel har EU i de sidste år vedtaget love, der gør det sværere at lave skatteunddragelse.

EU har bl.a. gjort op med bankhemmeligheden, vedtaget regler imod aggressiv skattetænkning og indført automatisk indberetning af indkomster. Endelig har EU’s trussel om sortlistning af oversøiske skattely fået flere lande uden for EU til at ændre regler.

Det er derfor vildledende, når de fem venstrefløjspolitikere påstår, at EU nægter at indføre et solidt regelsæt. Det er faktisk nationalstater, der blokerer.

Hvis EU-landene samler kræfterne, får de muskler til at lægge arm med de store fisk i verdenshavene.

Det er handelspolitikken et godt eksempel på, for her har vi delt suveræniteten. Som en af verdens største økonomier og med en fælles handelspolitik har EU vist sig i stand til at presse andre lande eller store multinationale virksomheder til at acceptere de spilleregler, som vi vedtager i fællesskab.

Efter Donald Trump har bragt USA ind på en mere handelsprotektionistisk kurs, står en lang række lande i kø for at indgå aftaler, der kan styrke deres handel med EU. Her bruger EU også sin vægt til at presse nye handelspartnere på områder som f.eks. sociale forhold, menneskerettigheder, digital regulering, klima og miljø.

Dette kunne EU også gøre med skat. For nok er lande suveræne, men de har samtidig interesse i at handle og samarbejde med andre. At insistere uforbeholdent på sin nationale suverænitet vil ofte være i konflikt med egne økonomiske og politiske interesser.

Vælgerne kan godt gennemskue, at nationale parlamenter ikke har en chance for at dæmme op for problemerne. Derfor ville det være modigt og gavnligt, hvis Nikolaj Villumsen og de andre kandidater til Europa-Parlamentsvalget kastede sig ind i debatten om, hvordan vi bedst forvalter vores suverænitet i en stadig mere globaliseret verden.

De kunne hente inspiration hos den franske præsident Macron, der har talt for en fælles europæisk suverænitet, »der er stærkere end vores egen nationale suverænitet, når vi står over for store globale udfordringer«.

Dét er en debat, der kan gøre en forskel. Også i kampen mod skattely.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.