Analyse

Merkel og Macron på fortet – nu kan selv Mbappé og Müller ikke splitte dem

Resume Den tysk-franske motor har længe kørt i tomgang. Kansler Merkels besøg i torsdags på præsident Macrons fort i Middelhavet var endnu et tegn på, at motoren nu igen er kommet op i omdrejninger. Og det kan selv søndagens tysk-franske fodboldbrag i Champions League ikke ændre på. Nærmest tværtimod. Forude venter dog et stort spørgsmål.

Denne analyse blev bragt i Berlingske d. 23. august 2020.

»Vores hjerter slår noget forskelligt.«

Sådan sagde Angela Merkel, da hun torsdag besøgte Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i hans sommerresidens Fort de Brégançon, med henvisning til søndagens Champions League-finale mellem Bayern München og Paris Saint-Germain. Men det kan vores forhold godt klare, forsikrede kansleren.

Allerede ugen forinden havde Macron udtrykt sin glæde over den tysk-franske magtdemonstration – både inden for EU-politikken og i Champions League, hvor der for første gang kun var tyske og franske hold i semifinalerne.

»Frankrig og Tyskland er Europas motor – både i Bruxelles og på banen,« tweetede præsidenten.

Symbolikken i torsdagens besøg var da heller ikke til at tage fejl af. Med den første invitation til fortet til en tysk kansler siden Helmut Kohl i 1985 fik Macron sendt et klart signal om, at forholdet nu er tilbage på samme niveau som i François Mitterrands og Kohls tid. Ja, mødet var en slags præsidentiel service til fremtidens historikere.

På grund af coronakrisen har de nemlig ikke et ikonisk billede, der kan illustrere det tysk-franske gennembrud om den milliardtunge lånebaserede europæiske genopretningsfond. Den 18. maj sad de to regeringsledere nemlig foran hver sin computer og annoncerede gennembruddet pr. videolink. Med de maleriske billeder fra Fort de Brégançon har historikerne nu fået pendanten til Kohl-Mitterrand-billedet fra krigskirkegården i Verdun i kassen.

Budskabet foran det såkaldte »Knoglehus« i 1984 var tysk-fransk forsoning efter Første og Anden Verdenskrig.

Denne gang er budskabet, at Europa kun kan komme igennem coronakrisen, hvis de to lande påtager sig lederskabet. USA har med Trump skabt en verden uden globalt lederskab, hvor europæerne bogstaveligt er alene hjemme.

Og hvad der er mindst lige så klart: Andre EU-lande har hverken viljen eller indflydelsen til at fremlægge konkrete løsningsforslag. Ganske symptomatisk præsenterede de såkaldte sparsommelige fire (Holland, Østrig, Danmark og Sverige) på EU-topmødet i juli ikke en alternativ genopretningsplan, men koncentrerede sig om at ændre balancen i den tysk-franske.

Før coronakrisen ramte, var Macron ellers tæt på at opgive Merkel. Samtlige af hans store EU-taler blev besvaret med larmende tavshed. Det var derfor alt andet end et tilfælde, at han på årets sikkerhedspolitiske konference i München pludselig afsatte en halv dag til at holde møde med Robert Habeck og Annalena Baerbock fra De Grønne. Når nu Merkel ikke var til noget, måtte han forsøge sig med nye kræfter.

På fortet i torsdags havde Merkel og Macron imidlertid allerede travlt med at støbe nye kugler efter budgetforliget. Ikke alene skal EU-landene styrke samarbejdet om coronabekæmpelsen for på den måde at undgå ny grænsekontrol og »lockdown«; landene skal også agere mere samlet over for resten af verden – om det så er USA, Kina, Libyen, Rusland eller Hviderusland.

Eller som Merkel formulerede det: Arbejdstitlen på vores »fælles dagsorden« er »europæisk suverænitet«. Til den hører også, at Tyskland nu er enig med Frankrig i, at der skal føres en »proaktiv industripolitik«, hvor såkaldte »europæiske champions« i højere grad skal kunne holde trit med kinesiske giganter.

Tankegangen fik i denne uge en gruppe prominente tyske økonomer til at advare om, at dannelsen af et »Fort Europa« ikke er vejen frem til at styrke Europas konkurrenceevne.

Fodbold og fortet

Selvfølgelig er alle uenigheder mellem Merkel og Macron ikke blevet skyllet væk i den første coronabølge. For eksempel plæderer Macron for, at genopretningsfonden og økonomisk omfordeling mellem landene er kommet for at blive, mens den for Merkel kun er en engangsforanstaltning.

Men som søndagens fodboldfinale med al tydelighed viser, indgår de to lande nu på mange måder i et skæbnefællesskab. Uanset hvem der vinder, vil Macron kunne slå på, at der er fem franskmænd på Bayerns hold. Og mon ikke allerede Merkels spindoktor, i tilfælde af en fransk sejr, har forberedt en sætning om, at PSG jo har en tysk træner og to tyske landsholdsspillere i truppen? Så uanset hvad vil begge regeringsledere være på vinderholdet!

Nøgleproblemet for Macron ligger derfor et helt andet sted. For hvem er det, han om en række år igen kan invitere ud på fortet? Som bekendt stiller Merkel ikke op til valget i efteråret 2021, og reelt er det tyske valg mere åbent end meget længe. Det er nemlig første gang siden 1949, at en siddende kansler ikke er at finde på stemmesedlen.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.