Analyse

Mays paradoksale Brexit

Resume Theresa Mays nylige møde med Lars Løkke Rasmussen gjorde os ikke klogere på, hvad den britiske premierminister mener, når hun siger "Brexit means Brexit". Men når May taler til sine egne, er hun anderledes klar i spyttet. Dog udestår der stadig (mindst) tre store paradokser i hendes politiske udmeldinger.

Premierminister Theresa Mays møde med Lars Løkke Ramussen på Marienborg for nylig førte som ventet ikke bemærkelsesværdige, nye udmeldinger med sig. Løkke stod fast på EU’s strategi om, at man ikke forhandler med Storbritannien, før briterne aktiverer artikel 50 i Lissabontraktaten. Og May undlod – i hvert fald på det officielle pressemøde – at give nogen som helst indikationer af, hvilket forhold Storbritannien ønsker til EU efter Brexit.
 
Danmark var det første land, som May valgte at besøge efter de britiske konservatives partikongres, men der venter besøg i en række andre europæiske hovedstæder. Taktikken er at afsøge mulige alliancer forud for de forestående forhandlinger. For så snart disse officielt sættes i gang, skal det Europæiske Råd, dvs. stats- og regeringscheferne fra alle EU’s medlemslande, ved konsensus blive enige om EU’s forhandlingsmandat. Mays bilaterale møder er altså et forsøg på at påvirke processen, inden Rådet finder fælles fodslag.
 
Sammenligner man Mays udmeldinger i København med hendes taler på partikongressen, er det tydeligt, at retorikken adskiller sig på den indenrigs- og udenrigspolitiske scene. På kongressen i Birmingham gik May noget hårdere til stålet, og det var svært at tolke hendes udmeldinger som andet end, at briterne lægger an til et såkaldt ”hårdt” Brexit.

På vej mod hårdt Brexit
 
Selv tager May afstand fra distinktionen mellem et ”blødt” (dvs. fuld adgang til det indre marked og EU’s toldunion) og et ”hårdt” (dvs. begrænset adgang til det indre marked uden adgang til EU’s toldunion) Brexit. Men May lod det stå klart, at hun ønsker at begrænse den fri bevægelighed for personer, tage afstand fra EU-domstolen og kunne fastsætte egne standarder, f.eks. i forhold fødevaremærkning. Og det er reelt ensbetydende med et hårdt Brexit, da May dermed rokker ved grundpillerne i deltagelsen i det indre marked. Meget tyder på, at Theresa May går efter en opgraderet version af EU’s handelsaftale med Canada.

Pundet reagerede skarpt på Mays hårde kurs og har efterfølgende taget flere dyk. Og udmeldingerne har igen sat gang i bekymringerne om, hvorvidt Brexit kan bringe den britiske økonomi ud af kurs. Bekymringer, der ellers i første omgang er blevet udskudt, bl.a. fordi det lave pund umiddelbart har styrket den britiske eksport og fordi Bank of England har gjort hvad den kunne for at berolige markederne ved sænke renterne og pumpe penge ud i den britiske økonomi.

Tre paradokser

Det ændrer dog ikke på, at Brexit stadig fremstår yderst uklart, og det er begrænset, hvor længe ”Brexit means Brexit” kan være et tilstrækkeligt svar, når May bliver spurgt, hvad hun vil. Lige nu tegner der sig (mindst) tre væsentlige paradokser i den britiske håndtering af Brexit.

For det første går regeringen efter et hårdt Brexit, men de kan blive nødt til at sluge et blødt Brexit på den korte bane. Det er ikke realistisk, at det exit, som May lægger op til, kan forhandles på plads inden for to år som angivet i Lissabontraktatens artikel 50. Det kan tage op til et årti at forhandle en langsigtet handelsaftale på plads. Deltagelse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) er blevet foreslået som en midlertidig kompromisløsning, hvor briterne i en afgrænset periode accepterer den frie bevægelighed, indtil ny, langsigtet handelsaftale med EU er faldet på plads. Det vil sikre adgangen til det indre marked, mens Storbritannien og EU forhandler en omfattende langsigtet handelsaftale på plads. Men det vil dog være en væsentlig indrømmelse ift. den hårde kurs, som May har stukket ud.
 
For det andet vil den britiske regering for at undgå et juridisk tomrum opretholde al EU-lovgivning, men gøre den til britisk lov efter Brexit. Hvis det ikke sker, vil sekundær lovgivning, der stammer fra EU, ikke længere være juridisk gældende i Storbritannien, hvilket vil skabe et enormt juridisk vakuum. For at undgå dette ønsker May, at Storbritanniens retsstilling på dagen før udtrædelsen bliver opretholdt, indtil den bliver ændret ved lov eller bekendtgørelse i det britiske parlamentet. Det giver briterne mulighed for efter Brexit at ændre lovene i deres eget tempo.
 
Planen om at give al EU-lovgivning et britisk juridisk grundlag rejser en række juridiske og praktiske spørgsmål. Kan Storbritannien f.eks. nå at erstatte EU’s tilsynsmyndigheder, når de træder ud? Ændrer magtfordelingen sig mellem de decentrale forsamlinger og Westminister? Kan arbejdstagers rettigheder og miljøstandarder garanteres efter Brexit?
 
Dertil kommer, at den britiske regering har lovet ikke at udhule arbejdstageres rettigheder eller miljøstandarder efter Brexit. Der er dog ingen garanti for, at de kan holde sit løfte. Så snart Storbritannien skal forhandle handelsaftaler med andre lande, vil de sandsynligvis komme under pres for at acceptere lavere standarder end dem, de har nu. Den britiske regering vil samtidig være ivrig efter at få forhandlet handelsaftaler på plads så hurtigt som muligt for at få økonomisk og politisk stabilitet. Det kan i værste fald resultere i et ræs mod bunden, hvor den britiske regering er tilskyndet til at sænke deres standarder for hurtigt at få nye handelsaftaler på plads.

Skulle parlamentet have magt eller hvad?

For det tredje ser det britiske parlament ud til at blive kørt ud på et sidespor i de forestående Brexit-forhandlinger på trods af, at et væsentligt element i afstemningsdebatten var ønsket om at øge parlamentets selvbestemmelse og suverænitet. Den ny-liberale, euroskeptiske fløj inden for det konservative parti argumenterede for, at EU-medlemsskabet havde eroderet national parlamentarisk suverænitet, og at regler for Storbritannien burde vedtages i Storbritannien.
 
Nu, hvor afstemningsresultatet faldt ud til de hårde EU-kritikeres side, synes de fleste at have glemt, hvad de lovede i kampagnen. Det er påfaldende, at flere af dem, der plæderede for mere parlamentarisk suverænitet, nu er tilbageholdende med at give det britiske parlament en rolle i de forestående Brexit-forhandlinger. Det gælder både spørgsmålene om, hvem der har magten til at aktivere artikel 50, hvem der skal bestemme det britiske forhandlingsmandat og den parlamentariske kontrol med regeringen under forhandlingerne.
 
Disse spørgsmål bliver i øjeblikket testet ved de britiske domstole, hvor en række borgere udfordrer regeringens fortolkning af Parlamentets rolle i Brexit-forhandlingerne.
 
Den juridiske kontrovers handler om, hvorvidt udtrækningen af Storbritannien fra EU er underlagt et ”royalt privilegium” (der giver regeringen magten til at forhandle nye traktater og udenlandske relationer), eller kræver ”parlamentarisk godkendelse”. Udfaldet af retssagen bliver afgørende for, om den britiske regering kommer til at gå efter et hårdt eller blødt Brexit.
 
Kontroversen splitter de britiske partier – ikke mindst det konservative regeringsparti. Selvom konservative har et flertal i det britiske parlament, er det langt fra sikkert, at et flertal af de britiske parlamentsmedlemmer, vil bakke op om Theresa Mays linje, hvis hun skulle sikre sig et mandat fra Underhuset.
 
Ironisk nok har det britiske parlament på nuværende tidspunkt mindre demokratisk kontrol med den britiske regering i Brexit-forhandlingerne, end Europa-Parlamentet har med Rådet. Europa-Parlamentet skal godkende den forhandlede aftale mellem EU og Storbritannien og holdes ajour undervejs i forhandlingerne, mens det britiske Underhus ikke skal informeres undervejs i forhandlingerne.
 
Det ser således ud til, at princippet om parlamentarisk suverænitet i Storbritannien har fået en lidt anden klang, end det havde under kampagnen forud for afstemningen.

Læs mere i notatet Tre paradokser i Mays udmeldinger om Brexit.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.