Analyse

Mays Brexit-trilemma

Resume I denne uge mødtes den britiske premierminister med kommissionsformand Juncker i Bruxelles. Hun forventede at kunne indgå en aftale om Brexit, men sådan gik det ikke. Sprøgsmålet om Irland kom imellem.

Det er ikke let at være Theresa May. Som rapporteret af alverdens medier troede hun og alle andre mandag den 4. december, at der var en aftale om de tre centrale punkter i de indledende forhandlinger om Brexit, som hun skulle færdiggøre under en frokost med kommissionsformand, Jean-Claude Juncker.

Disse tre punkter er: Storbritanniens finansielle forpligtelser ved at forlade EU, borgernes rettigheder samt spørgsmålet om grænsen mellem Irland og Nordirland.

Det var især det sidste punkt, der gav problemer. Under frokosten blev Theresa May ringet op af Arlene Foster, leder af den britiske regerings nordirske støtteparti (DUP), der vendte sig mod en central formulering i afsnittet om Nordirland.

Fra forhandlingernes start har det været et krav fra den irske regering, at der ikke igen kom til at opstå en hård grænse (hard border), dvs. en grænse med en form for fysisk infrastruktur og kontrol mellem Irland og Nordirland. Og en grænse, der kan svække den i forvejen skrøbelige forsoningsproces og vække de kræfter, der med voldelige midler går ind for et genforenet Irland. Samt de, der med lige så voldelige midler går imod genforening.

Irlands krav støttes af såvel de øvrige 27 EU-lande som Kommissionen.

Ingen ønsker fysisk grænse

Når grænsespørgsmålet spiller en så vigtig rolle, skyldes det den såkaldte Langfredagsaftale fra 1998, som afsluttede mere end 30 års uroligheder, der kostede mere end 3.600 menneskeliv. Langfredagsaftalen, som blev indgået af den britiske og irske regering med støtte fra bl.a. USA og EU, medførte, at den irske regering opgav sit forfatningsmæssige krav  om genforening af øens to dele, og den britiske regering accepterede, at Nordirland ville kunne blive genforenet med Irland, såfremt et flertal ved en fremtidig folkeafstemning gav udtryk for dette ønske.

Aftalen blev efterfølgende godkendt ved folkeafstemninger med stort flertal såvel i Irland som Nordirland. Derfor har Nordirland en helt anden status, både juridisk og politisk, end de øvrige dele af Storbritannien.

Den britiske regering har offentligt erklæret sig enig i, at en hård grænse i form af fysisk infrastruktur skal undgås (se f.eks. Theresa Mays tale i Firenze den 22. september 2017). Men da den britiske regering samtidig ønsker at forlade både EU’s toldunion og indre marked, er det vanskeligt at se, hvorledes det kan ske.

En form for kontrol på grænsen må der være, hvis samme vare er genstand for forskellige toldsatser i hhv. EU og Storbritannien, eller hvis der er forskellige standarder, som den pågældende vare skal leve op til.

Både Nordirland og Irland er i dag med i EU’s indre marked og toldunion. Det betyder, at der ikke er forskelle mht. told, reguleringer og standarder på de to sider af grænsen. Britiske forhandlere har identificeret mere end 140 områder i samarbejdet mellem nord og syd, såsom fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, det fælles el-marked, transport osv., der vil blive påvirket af Brexit.

Det er blevet udtrykt på den måde, at mens EU og Langfredagsaftalen har taget grænsen ud af det irske spørgsmål, risikerer Brexit at bringe den tilbage igen.

Forhandlerne søgte i ugerne op til mandagens møde at løse dette problem. Det forlyder, at man først gik efter en formulering om, at der ikke skulle være nogen regulatorisk forskel (no regulatory divergence) mellem de to sider af grænsen. Taget for pålydende kunne det opfattes, som om Nordirland i realiteten kunne forblive i EU’s indre marked, hvilket ville medføre en anden tilstand end i det øvrige Storbritannien og dermed en grænse, der kunne komme til gå i Det irske Hav.

Senere skulle formuleringen være rettet til, at der skulle tilstræbes efter fortsat ”regulatorisk tilnærmelse" (regulatory alignment), som er mere upræcist og giver mulighed for fortolkninger, hvilket ofte er det, der skal til for at nå et kompromis.

Den irske regering skal efter det oplyste se ret afslappet på, om det bliver den ene eller anden formulering – bare man undgår en hård grænse. Men det var altså ikke godt nok for DUP.

DUP frygter øjensynligt, at en økonomisk grænse i Det irske Hav kan blive første skridt på en glidebane, der kan føre til en anden status for Nordirland og måske ligefrem til en genforening med Republikken.

Omvendt ønsker den irske regering ikke noget som helst, der kan forværre den skrøbelige fredsproces og den politiske (u)stabilitet i Nordirland, der har været uden lokalregering siden januar 2017 som følge af sammenbrud i forhandlingerne mellem de to største partier, nemlig DUP (der som nævnt ønsker at bevare status quo) og Sinn Fein, der ønsker Nordirlands genforening med Irland.

Hun er færdig

Efter det britiske parlamentsvalg i juni måned i år er DUP's 10 medlemmer af Underhuset tilmed blevet parlamentarisk støtte til Theresa Mays regering, hvilket får mange til at frygte, at regeringen i London ikke længere kan agere neutralt i nordirske anliggender. Det kan i sig selv få de politiske spændinger til at øges yderligere.

En britisk kommentator, Ian Dunt (politics.co.uk) har et meget pessimistisk syn på det, han kalder Theresa Mays tre dilemmaer:

“May har tre valg, som alle vil knække hende. Hvis hun insisterer på en grænse i Irland, vil forhandlingerne bryde sammen, og hun er færdig. Hvis hun insisterer på en grænse i Det Irske Hav, vil DUP trække stikket til hendes parlamentsaftale, og hun er færdig. Hvis hun accepterer regulatorisk tilnærmelse for hele Storbritannien, vil høgene i regeringen gøre oprør, og hun er færdig. Uanset hvad der sker, er det vanskeligt at se, hvorledes hun overlever”.

Den irske regeringschef, Leo Varadkar, udtrykte mandag eftermiddag skuffelse over forløbet, men i en redegørelse til det irske parlament onsdag udviste han forståelse for Mays situation og var villig til at overveje nye tekstforslag, som kunne løse op og sikre overgang til næste fase af Brexit-forhandlingerne. Men han pointerede samtidig, at man ikke kun skulle lytte til DUP.

Der er også andre parter i Nordirland, og selvom DUP er det største parti der, repræsenterer partiet ikke flertallet af befolkningen.

En politisk kommentator ved Irish Times, Pat Leahy, der har gode politiske kilder i Dublin, mener at vide, at det var de 10 DUP-medlemmer af det britiske underhus, der som de første gik imod den forventede aftale. Han mener, at DUP i dette tilfælde ikke så meget frygtede ”Dublin’s designs” som at blive svigtet af London (”betrayal by London”).

Mange frygter dog, at den manglende evne til at danne en regering i Belfast er udtryk for øget polarisering i Nordirland, og at dets politiske centrum er blevet svagere.

Brexit kan kun forværre det problem.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.