Kommentar

Macrons sejr vil styrke Europa

Jubel og optimisme har bredt sig fra EU-hovedstæderne til finansmarkederne efter, at den uafhængige centrumkandidat, Emmanuel Macron, vandt det franske præsidentvalg. Med 66 pct. af stemmerne bag sig slog han den nationalpopulistiske og højreekstremistiske Marine Le Pen meget overbevisende.

Hans sejr er endnu en manifestation af et Europa, hvor de nationalistiske yderpartier mister momentum, og hvor folkeflertallet samler sig om de moderate, reformorienterende og proeuropæiske partier. Som vi så det i Holland, er tendensen fortsat i Frankrig. 
Macron vil ikke alene reformere Frankrig, men også reformere Europa. "Jeg vil forsvare Europa. Vores civilisation er på spil, vores måde at være frie på", sagde han søndag aften i sin takketale, hvor han også lovede at forsvare de franske interesser. Og at lytte til de angste og fortvivlede franskmænd, der har stemt i protest eller ikke har stemt. Han vil samle Frankrig. 

Han er et oprør fra midten, der rækker på tværs af traditionelle partiskel. Han er både social, liberal, grøn, innovativ og frem for alt overbevist europæer. Hans politik lægger op til at styrke EU og lede fra kernen. Sammen med Tyskland. 

Macron repræsenterer folket, Le Pen marginalerne
Marine Le Pen og hendes nationale front fik 34 pct. stemmerne og har cirka 11 millioner franskmænd bag sit projekt. Men så er hun heller ikke stærkere. Mange franske vælgere undlod at stemme og målt i absolutte tal samler hun ikke opbakning fra mere end en fjerdedel af de stemmeberettigede franskmænd. Det vredens og frustrationernes oprør, som hun har forsøgt at blive katalysator for, har ikke formået at samle en bred folkelig alliance i det franske samfund. Hun står stadig ude på sidelinjen og fik færre stemmer end det succeskriterie, som Front National havde sat op. Det store flertal af franskmænd står bag Macron, og har vendt ryggen til Le Pen. Derfor er valget også en understregning af, at det ikke er sandt, når populisterne slår sig op på, at de og kun de repræsenterer folket.

I Frankrig er det frem for alt Macron, der repræsenteret folket. Han har flertallet i det franske samfund bag sig. Lige nu. Hans parti, En Marche, er et parti, der er i bevægelse frem og måske kan blive begyndelsen til en fornyelsen af det politiske landskab i Frankrig. En Marche blev stiftet i 2016, og det er en historisk kraftpræstation, at den 39 årige Macron efter så kort tid har formået at vinde præsidentembedet. Men hvis han skal lede, så skal han og En Marche også vinde det næste valg.
Den næste hurdle for Macron er juni-valget til Nationalforsamlingen, hvor hans bevægelse En Marche! skal forsøge at sikre sig et arbejdende flertal, så Macron kan gennemføre sin politik.

Det tog i sin tid De Gaulle fire år at få skabt et fungerende parlamentarisk flertal, som den franske analytiker, François Heisbourg, har mindet om i Financial Times. Mange vil forsøge at spænde ben for ham. I sin sejrstale understregede han selv, hvor svært det kan blive. Den store risiko er, at hvis han mislykkes og ender med fem års systemkrise uden parlamentarisk handlekraft, så vil Marine Le Pen få en ny chance ved det næste franske præsidentvalg i 2022. 

Macron vil nytænke Europa
Hvis det lykkes for Macron at forme et samarbejdende flertal i midten af fransk politik, så venter der store reformer. I Frankrig såvel som Europa. 
Og det er ikke de traditionelle systembevarende svar, som Macron tilbyder. Han er fornyeren, der store ambitioner på vegne af fremtiden.
Han har de økonomiske konjukturer på sin side, for det økonomiske opsving har fået fodfæste i eurozonen, og det vil alt andet lige skabe flere arbejdspladser. Frankrig er frem for alt afhængig af udviklingen i resten af Europa. 
Macron har i sin bog, Revolution skrevet, at han vil skabe "et nyt og stærkere EU". Han mener, at grundlæggernes EU-projekt er kørt fast i procedurer, er faret vild i de forskellige traktater og mangler visioner. På en måde er han et forvarsel om et oprør mod den etablerede EU-elite, og alligevel vil han styrke EU. Det lyder som et paradoks. Men han mener, at der mangler et stærkere EU-lederskab. Han advarer mod "visionsløs konformisme", hvor man kører videre i det samme spor som hidtil. Eller hvor man forfalder til forvaltningsteknik og flere komplekse og bureaukratiske løsninger. Der er tværtimod brug for at nytænke EU og gøre det til et mere ambitiøst politisk projekt, lyder hans budskab.

Macron er også patriot  
I mange af sine konkrete forslag til Frankrigs politiske dagsorden bruger Macron stærkt patriotiske vendinger om den franske nation, dens historiske bidrag til at udbrede universelle frihedsrettigheder i Europa og styrke det internationale samarbejde. Og i den nationale kontekst er han stærkt optaget af, at staten skal gøres stærkere og hjælpe de borgere, der føler sig presset og truet i den globale konkurrence og i hverdagen oplever social og økonomisk afkobling i udkants-Frankrig. Han vil også hente inspiration i den nordiske flexicurity model med nye arbejdsmarkedsreformer.

Det er en falsk modstilling at sige, at Macron er mindre patriotisk end Marine Le Pen. Hans patriotrisme er af en anden art. Den er ikke lukket overfor omverdenen og imod EU og globaliseringen som Le Pens. Macron slår i stedet til lyd for åbenhedens samfund og den franske nation skal gøre folk frie, lighed for loven og sikkerhed. Han mener, at Front National er drevet af en "absurd nostalgi", fordi den vil lukke Frankrig af for omverdenen. Man skal forholde sig til virkeligheden, og globaliseringen er et uomgængeligt vilkår for alle.

Macron siger, at den bedste måde at varetage de franske interesser er gennem et aktivt engagement i EU. "EU er vores chance til at genoprette vores fulde suverænitet", fastslår han i bogen Revolution. At være suveræn betyder at kunne handle effektivt: "I betragtning af vor tids store udfordringer ville det simpelthen være en illusion, en fejl, at påstå, at man bare kan starte forfra på nationalt niveau. I betragtning af migrantstrømmen, den internationale terrortrussel, klimaforandringerne og den digitale revolution, i betragtning af USA´s og Kinas økonomiske magt er EU det rette niveau at udfolde en handleplan på."

Øget EU-integration i kernen
Her er nogle af hovedpunkterne i Macrons Europa-politik, som lægger op til en revitalisering af det strategiske partnerskab mellem Frankrig og Tyskland i kernen af EU. En række af hans politikforslag vil føre til øget integration i EU:
- Forstærket indsats og investering i en fælles EU-styrke til at bevogte de ydre kyster og grænser. Sikkerhedsunionen ser han som en af grundforudsætningerne. Og det skal kombineres med et mere ambitiøst  samarbejde indenfor efterretning- og asylområdet.
- Bedre regulering af globaliseringen gennem nye handelsaftaler som f.eks. EU-Canada handelsaftalen, og større parlamentarisk åbenhed om frihandelsaftaler.
- Stærkere forholdsregler imod social dumping, og herunder kontrol med strategisk vigtige sektorer og beskyttelse af industrier, der er essentielle for suveræniteten og kan sikre EU adgang til strategisk vigtige teknologier. Her lurer elementer af klassisk fransk industripolitik.
- En mere offensiv investeringsplan for EU, der er meget større end de aktuelle Juncker-plan, herunder til at investere i fibernet, vedvarende energi, energiunionen, uddannelse og forskning. Macron kalder det fremtidsinvesteringer og taler om at skabe en innovationsøkonomi.
- Forudsætningen herfor er ikke mindst at Tyskland investerer meget mere og er villig til i højere grad at stimulere sin økonomi. Macron lægger her op til en Grand Bargain, hvor Frankrig tager ansvar for at mindske sine budgetunderskud, mod at Tyskland fører en aktiv finans- og investeringspolitik.
- Styrkelse af eurozonen med fælles budget, fælles finansminister og et eurozone parlament til at udøve demokratisk kontrol.  Han lægger op til et EU i flere hastigheder med eurozonen som den hårde kerne.
- En EU offensiv imod skatteflugt og skattesvindel, skal kombineres med en fælles selskabsskat for alle lande i eurozonen. Det kan sikre eurozonen egne midler og vil føre til mere integration i dybden.
- Et forstærket forsvarssamarbejde i EU, hvor Frankrig og Tyskland - gerne i fortsat partnerskab med Storbritannien - skaber et uafhængigt kollektivt forsvarssystem i Europa.
- Demokratiske konventer i hele EU lige efter det tyske valg i efteråret 2017, hvor regeringer og lokale myndigheder organiserer en åben debat om, hvordan der er EU´s fælles udfordringer, og hvilke præcise tiltag der bør tages i de næste 5-10 år.
 
Kursændring på vej
Macron ønsker med sin plan at puste nyt liv i EU, som han kalder "vores eneste chance i globaliseringen". Han er udmærket bevidst om, at det kan tage flere år at gennemføre en sådan kursændring. Der er mange mulige snubletråde i processen. Ikke kun i forhold til den franske nationalforsamling, men også i forhold til de andre EU-lande. Det bliver næppe nogen revolution, men snarere en lang kæde af reformdebatter og forhandlinger, hvor Frankrig vil spille en mere aktiv rolle, end det har været tilfældet i de seneste år med Hollande som præsident.
Den næste tyske kansler vil - uanset om det bliver Merkel eller Schulz - fortsat være varm tilhænger af europæisk integration.

Derfor taler meget for, at det vil lykkes for den socialliberale centrumpolitiker, Macron, at genskabe et strategisk partnerskab mellem Frankrig og Tyskland. Efter mange tilbageslag og kriser i de senere år taler meget for, at EU vil komme styrket ud af 2017, hvis Macron bliver præsident i Frankrig. Det vil samtidig pege i retning af det hovedscenarie, der tegner sig, nemlig et EU i flere hastigheder, hvor den indre kerne i eurozonen sætter ekstra fart i integrationsprocessen. For Danmark, der stadig har flere forbehold, kan det blive en større strategisk udfordring at navigere i forhold til det scenarie, der rummer stor risiko for, at Danmark glider yderligere ud i periferien af EU-samarbejdet. 

Denne analyse er revideret søndag d. 7. maj på valgaftenen.
Litteratur: Emmanuel Macrons bog, Revolution, er oversat til dansk af Informations forlag, 2017.
 

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.