Notat

Lydhør EU-Domstol sætter stopper for sociale ydelser til ikke erhvervsaktive

EU-Domstolen begrænser adgangen til sociale ydelser

Resume Den 25. februar 2016 afsagde EU-Domstolen en dom, der begrænser EU-borgeres ret til sociale ydelser. Sagen er den seneste i en række, der også omfatter Dano- og Alimanovic-sagerne.

Med henvisning til opholdsdirektivet fra 2004 afgrænser EU-Domstolen i disse sager EU-borgeres ret til sociale ydelser, hvis borgeren ikke er økonomisk aktiv. Denne praksis flugter med det politiske ønske om at begrænse adgangen til sociale ydelser, som gør sig gældende i flere medlemslande, herunder Danmark. Linjen står i modsætning til tidligere retspraksis, hvor EU-Domstolen i udgangspunktet hævdede, at alle borgere havde ret til ligebehandling – også i forhold til sociale ydelser. Der er således sket et kursskifte, hvor EU-Domstolen udviser større lydhørhed over for aktuelle politiske strømninger.

Dommene markerer en skarp grænse for, hvornår borgere har ret til sociale ydelser. Retten gælder f.eks. ikke for økonomisk inaktive borgere. Det kan tage noget af luften ud af den britiske nej-kampagne frem mod folkeafstemningen den 23. juni, hvor velfærdsturisme har fået en helt central rolle i debatten.

Dommene tager imidlertid ikke hånd om de politiske bekymringer vedrørende (økonomisk aktive) arbejdstageres ret til sociale ydelser, men Kommissionen ventes senere på året at fremlægge en mobilitetspakke, der vil justere reglerne på dette område.

Hovedkonklusioner
  • En række domme, senest i februar 2016, fra EU-Domstolen giver medlemslandene medhold i, at de kan begrænse ikke økonomisk aktive EU-borgeres ret til sociale ydelser.
  • Dommene kan ses som et udtryk for en domstol, der er mere lydhør over for den debat om sociale ydelser, som foregår i mange medlemslande.
  • Dommene gør det sværere at shoppe velfærdsydelser, da ikke erhvervsaktive EU-borgere ikke har ret til sociale ydelser i andre EU-lande. Medlemslandene kan således afvise åbenlyse tilfælde af velfærdsturisme.
  • Der er i sagerne tale om et kurskifte fra at have fokus på traktatens bestemmelse om unionsborgerskabet og kravet om ligebehandling til en direkte anvendelse af det mere begrænsende opholdsdirektiv, hvilket betyder en mere begrænset adgang til sociale ydelser. Det fremhæves direkte, at selve formålet med direktivet er at beskytte de offentlige finanser.
  • Den traditionelle tolkning fra EU-Domstolen var, at unionsborgere havde ret til ligebehandling, også ift. sociale ydelser. Der kunne dog indføres legitime og proportionelle begrænsninger. Opholdsdirektivet fra 2004 satte en stopper for dette ved at begrænse adgangen til sociale ydelser til økonomisk aktive borgere.
  • Begrænsningen blev dog i første omgang ikke accepteret af EU-Domstolen. Særligt Vatsouras-sagen gav anledning til debat, da det her blev vurderet, at arbejdssøgende havde ret til visse sociale ydelser, der letter adgangen til arbejdsmarkedet. Undtagelsesbestemmelsen i opholdsdirektivet blev således fortolket meget indskrænkende.
  • Med de seneste domme er der ved at forme sig en klar retspraksis, hvor personer, der ikke opfylder kravene i opholdsdirektivet, ikke har ret til ligebehandling ift. sociale ydelser. Den juridiske basis for ikke økonomisk aktive unionsborgeres ret til sociale ydelser er således primært opholdsdirektivet og ikke traktatens bestemmelser, hvilket tidligere var tilfældet.
  • Da sagerne alene handler om personer, der ikke er økonomisk aktive, har de ikke betydning ift. (økonomisk aktive) arbejdstageres ret til sociale ydelser. Kommissionen ventes dog senere på året at fremlægge en mobilitetspakke, der skal imødekomme EU-landenes bekymringer på området.
Hent PDF
<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.