Kommentar

Laver Mette Frederiksen en ”Tony Blair” i Europa-politikken?

Statsminister Mette Frederiksen

Kommentaren blev bragt i Altinget d. 26. januar 2022

Det er langt fra nyt, at politikere tyer til anatomien, når det gælder Europa-politikken. Et nøgleeksempel er Storbritanniens forhenværende premierminister Tony Blair, der efter sin jordskredssejr i 1997, flere gange erklærede, at Storbritannien skulle ”være i hjertet af EU”. Noget lignende har statsminister Mette Frederiksen nu gjort. Første gang var til Det Udenrigspolitiske Selskabs jubilæumskonference i oktober sidste år, hvor hun slog fast, at ”Danmark er i hjertet af EU og i hjertet af NATO”. I nytårstaleudgaven lød det kun marginalt anderledes: ”Danmark skal være i hjertet af vores kontinent”.

Udtrykket er interessant, da det lukker det retoriske hul, der i de seneste år har præget den danske EU-debat. For hvor er Danmark placeret i EU? I årevis var de såkaldte ja-partier enige om, at Danmark skulle være ”så tæt på kernen som muligt”. Dette var politiker-lingo for, at Danmark fortsat skulle have som mål at spille en central rolle i samarbejdet – også selvom det realpolitisk ikke var realistisk at komme af med alle eller blot nogle af Danmarks forbehold fra 1992 foreløbigt. Netop opfattelsen af, at forbeholdene lå fast, var det, der tidligere fik Mette Frederiksen til at skrotte debatten om Danmarks placering i ”kernen”. Eller for at citere hende direkte fra Tænketanken Europas konference i 2019: ”Hele det ønske om mere EU-integration for integrationens skyld deler jeg ikke… Derfor giver det heller ikke længere mening at tale om, at Danmark skal være så tæt på kernen som muligt, sådan som det har været fast mål for ja-partierne i mange år.”

Hvor Blair med hjerte-udtrykket signalerede et opgør med det britiske euro-forbehold, er det derfor ingenlunde tilfældet for statsministeren. I 50-året for det danske EU-medlemskab og 30-året for det danske nej til Maastricht-traktaten vil der ikke blive rokket ved undtagelserne. Så hvorfor overhovedet ty til anatomiens verden? Spydigt kunne man godt bemærke, at der som bekendt i anatomien kun findes ét hjerte – og at Olaf Scholz, Emmanuel Macron, Mario Draghi eller for den sags skylds Mark Rutte formentlig vil mene, at euroen, forsvarspolitikken og retlige samarbejde er en vigtig del af EU’s hjerte. Og det kunne man så bruge meget tid på at hudflette. Tilsvarende kunne man filosofere over, hvorfor udenrigsminister Jeppe Kofod over for Information for nyligt både relancerer den gamle ”kerne” og overtager sin chefs hjertemetafor: ”Vi skal være i kernen. Vi skal være i hjertet, som statsministeren sagde. Og Europa er i øvrigt i vores hjerter”.

Langt mere givende er det dog at spekulere over, hvorfor statsministeren overhovedet har følt trang til at bekende kulør. Et bud kunne være ønsket om at lægge luft til anklagen om at være ”Danmarkshistoriens mest EU-skeptiske statsminister” i en tid, hvor alliancer vitterligt betyder mere end meget længe. Bare tag Litauen, som lige nu udsættes for sanktioner af Kina. Eller Ukraine, der trues af Rusland. Et andet bud er, at statsministeren har taget pejling af de nye europapolitiske vinde i Tyskland og Holland. De nye regeringer ønsker et mere aktivt EU, der ikke har blikket stift rettet mod tidligere tiders finanspolitiske dyder. Kort sagt: statsministerens budskab kan være, at forbehold og nej til mindsteløn skal fastholdes, men at regeringen er klar til at øge engagementet i Europa, ikke mindst på det klimapolitiske område. Eller som det lød 1. januar: ”EU startede som en kul- og stålunion. Nu kæmper vi for, at det bliver en klimaunion”

Tese nummer 2 vil imidlertid kræve, at regeringen i den kommende tid for alvor stempler ind i debatten om, hvordan klimaunionen kan finansieres. Ligesom det bliver afgørende, at regeringen forholder sig aktivt til meningsmålinger, der viser, at mange landes befolkninger i Syd-og Østeuropa langt fra har klima så højt oppe på deres dagsorden som danskerne, ligesom de gruer for stigende energipriser. Kort sagt: det hjælper ikke meget, at danske ministre får grønne eksportlys i øjnene, når klimasagen i andre lande er alt andet end populær- også fordi lande som Polen, Rumænien og Italien nu engang ikke hurtigt kan blive uafhængige af fossile brændsler. 

I praksis betyder det, at Danmark må spille en løsningsskabende rolle i de kommende års altafgørende diskussioner. Det gælder bl.a. ideen om mulig EU-klimafond og en såkaldt ”grøn” Stabilitets- og Vækstpagt, hvor grønne investeringer ikke i samme omfang tælles med i EU-landenes gæld. Førstnævnte vil, som Frankrigs Macron og Italiens Draghi signalerede lillejuleaften, kunne lægge sig i slipstrømmen på den nuværende genopretningsfond, som finansieres gennem fælles EU-lån. Diskussionen om, hvor vidt der skal gælde andre gældsregler for grønne investeringer end de gængse kører allerede på de høje nagler under det franske EU-formandskab. Den skærpede sikkerhedspolitiske situation ved grænsen mellem Ukraine og Rusland sætter unægtelig også mange europæiske landes afhængighed af russisk gas i et nyt lys. Hvis ikke vi i fællesskab bliver mere uafhængige af gasimport, vil Rusland i krisesituationer kunne bruge gashåndtaget imod Europa og drive kiler ind imellem gasafhængige- og uafhængige lande. Med andre ord: Med Ukraine i baghovedet bør f.eks. en ny klimafond, hvor fællesskabet hjælper lande med at håndtere bl.a. gas-afhængigheden, ikke kun ses i et finansministerielt ”sparebandeperspektiv”, men i høj grad også som et stykke vigtigt sikkerhedspolitik. En ny europapolitisk aftale vil være et oplagt sted at adressere disse spørgsmål. 

Europapolitik drejer sig som alt andet politik om at få noget på ”kontoen” og være relevant for andre aktører. Er lande ikke i stand til det, skal de ikke forvente, at andre kommer dem til undsætning, når der pludselig opstår et behov. Set i det lys vil hjerteudtrykket i udlandet kun være troværdigt, hvis det følges op med konkret handling. Det samme gælder i øvrigt den hjemlige befolkning, der med rette vil efterspørge en afklaring af, hvad der skal lægges i den nye retorik. Tony Blair er her lidt af et skrækeksempel: hans hjerteretorik blev aldrig omsat i konkret handling. Alle ellers veltimede tilløb til at sætte euroen til afstemning blev droppet; ikke mindst efter pres fra finansminister Gordon Brown. The rest is history….

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.