Analyse

Junckers tale blev et slag for europæisk patriotisme

Resume Jean-Claude Junckers sidste State of the European Union-tale blev ikke en oppustet gennemgang af egne resultater, men en afdæmpet, næsten ydmyg, appel til europæisk patriotisme. Direktør Bjarke Møller analyserer talen.

Der er blevet sagt og skrevet meget om den State of the Union tale, som Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, holdt onsdag den 12. september. Men det måske allermest opsigtsvækkende var, at han forsøgte at tilbageerobre den patriotisme og de stærke følelser for territoriet, som nationalisterne normalt påstår, de har patent på.
 
Det er værd at reflektere mere over, for det er et dristigt tema for en tale af denne art.
 
I den offentlige debat er der nogle, der opfatter EU som et meget skrøbeligt projekt, fordi EU i de senere år har været plaget af mange kriser. Denne grundstemning af krise har sat sig i krop og hoved hos mange. I dag er EU under hårde angreb fra nationalister og politiske ledere, der erklærer sig som antiliberale og anti-EU. De mobiliserer nationalt og vil mobilisere endnu mere til næste års valg til Europaparlamentsvalget.
 
Alligevel gik Juncker direkte i kødet på den store åndelige udfordring for Europa. For ham kan Europa ikke blot være et mekanisk, teknokratisk og rationelt anliggende, men må også appellere til befolkningen, til de følelser og bekymringer, der optager dem.
 
"Lad os sige ja til patriotisme, som ikke er vendt mod andre. Lad os sige nej til overdreven nationalisme, som forkaster og foragter andre, ødelægger og leder efter syndebukke i stedet for løsninger, der muliggør et bedre samliv."
 
Sådan sagde han i talen, Tiden er inde til et suverænt Europa, hvor han gjorde status over årets tilstand for Den Europæiske Union.
 
Fra tanke til følelse
 
Junckers sluttede af med en personlig kærlighedserklæring: Europa er "mit livs kærlighed. Jeg elsker stadig Europa og vil gøre det resten af mit liv". Det er sjældent at høre politikere sige det så direkte og entydigt.
 
Den franske præsident Emmanuel Macron er en af undtagelserne, for han vandt det franske præsidentvalg på at tale Europa op, og han har med stor patos talt om, at Frankrig og andre EU-lande kan vinde suverænitet ved at styrke EU i forhold til de store fælles udfordringer.
 
Men med sin åbne kærlighedserklæring gik Juncker dog et skridt videre. Ikke bare som et interessebaseret fælles projekt, men også noget der skal mobilisere dybere følelser.
 
På dette punkt har han nok hentet mere inspiration fra U2-forsangeren og rockstjernen, Bono, end fra europæiske tænketanke, der som oftest bevæger sig mere i de klassiske policy-spor.
 
Bono – med det civile navn, Paul David Hewson – skrev den 27. august et stort opsat indlæg i Frankfurter Allgemeine Zeitung, der vakte en del opsigt. "Europa er en tanke, der bør blive til en følelse" var hans hovedbudskab i indlæg, der var et passioneret forsvar for det europæiske projekt.
 
At en rockstjerne er optaget af følelser, vil næppe undre nogen.
 
Men hvem havde troet det, at EU’s førende bureaukrat – selveste Kommissionsformanden – skulle stå der som en ældre herre og erklære sin kærlighed til Europa?
 
I det kølige nord tør EU-tilhængere sjældent anvende et højstemt og passioneret sprog. Skepsis og kritisk sans plejer at være adelsmærker i EU-debatten.
 
I Danmark er der dog i reglen masser af følelse og patos, når folk i salmer og festtaler taler om det Danmark, vi har kært, når vi taler om det særligt danske og den danske nation. Eller som Grundtvig digtede i "Folkeligheden", der indeholder de berømte ord:
 
Til et folk de sig alle høre
som sig regne selv dertil
har for modersmålet øre
har for fædrelandet ild
 
Dette er det nationale i betydningen et valgslægtskab, hvor man skal have øre for modersmålet og med ild forsvare sit fædreland. Og digtet slutter, med ordene om "Hvad der end gaar op og ned. Dansk er immer Kærlighed!".
 
”Oplyst patriotisme”
 
Fædrelandskærlighed behøver dog ikke at være i strid med kærligheden til Europa. Og det er det, Juncker forsøgte at minde os om i sin State of the Union-tale. At man både kan elske sin nation og have kærlighed til Europa:
 
"Mit håb er, at vi vender usund nationalisme ryggen og i stedet vender os mod oplyst patriotisme. Vi må aldrig glemme, at det 21. århundredes patriotisme har to dimensioner: En europæisk og en national, uden at den ene udelukker den anden. Som den franske filosof Blaise Pascal sagde: Jeg foretrækker, når ting går hånd i hånd. For at kunne stå på egne fødder, må Europa bevæge sig fremad i samlet trop. Kærligheden til Europa er uadskillelig fra kærligheden til dens nationer. Hvis du elsker din nation, elsker du Europa. Patriotisme er en dyd. Upåagtet nationalisme er ofte giftig og løgnagtig."
 
Beskyldninger om løgnagtighed flyver gennem luften i disse år, hvor mængden af falske nyheder og spekulationer eksploderer på de sociale medier, i takt med at stadig mere sofistikerede algoritmer forsøger at sætte turbo på folks følelser, forargelser og vrede.
 
Juncker indledte dog ikke sin tale i det højstemte leje, men lavmælt og uden patos. Og inden han nåede frem til sin afsluttende kærlighedserklæring, talte han mere som en aldrende bedstefar, der længes efter at få ro.
 
"Vi må forblive tro mod os selv. Lad os i dag plante de træer, i hvis skygge vores oldebørn kan vokse og leve i fred – hvad enten de stammer fra øst, vest, syd eller nord."
 
Talen startede afdæmpet, nærmest fra en position af ydmyghed og med et beskedent ønske om at trække i arbejdstøjet. Det var slet ikke en tale, der lagde op til den pompøse selvfejring, som Junckers forgænger, José Manuel Barroso, forsøgte at iscenesætte i sin sidste State of The Union-tale i 2014.
 
Som Juncker mindede om, er denne Kommission kun "et flygtigt øjeblik i Den Europæiske Unions lange historie."
 
Resultaterne
 
Som det hør og bør sig gik han undervejs igennem en række af Kommissionens vigtigste resultater og Europas store udfordringer.
 
Han kunne især glæde sig over, at der nu været uafbrudt vækst i Den Europæiske Union i 21 kvartaler. Der er skabt næsten 12 mio. job siden 2014, og alene sidste år blev der skabt 3 mio. nye job. Aldrig har så mange — 239 mio. mænd og kvinder — været i beskæftigelse i Europa.
 
Junckers strategiske investeringsfond, der snart har udløst op imod 400 mia. euro i offentlige og private investeringer, har været med til at sætte ekstra fart på udviklingen. Men sandheden er også, at det tog meget længere for EU-landene at komme ud af finanskrisen end USA. Det er først fra 2015 og fremefter, at resultaterne – efter flere års hårde spareprogrammer og europæisk tilbageholdenhed – er begyndt at melde sig.
 
Euroen har overlevet de store statsgældskriser, men den er endnu ikke blevet en global verdensvaluta, der kan matche USA’s dollar. Det er et problem, som Juncker gerne vil adressere ved at styrke euroen yderligere.
 
Internt i EU har ofrene i den lange række af krise- og sparepakker været betydelige, og i nogle lande som Grækenland har befolkningen været plaget af store sociale problemer. Først nu er de ved at komme ud af krisen. Juncker fremhævede det græske folks kraftpræstation under krisen og sagde, at han var stolt over, at Grækenland stadig er med i euroen.
 
Solidaritet og kompromiser
 
Juncker talte meget om solidaritet i sin tale. Sådan som han har gjort det i alle sine State of the Union-taler.
 
Denne gang gjorde han det otte gange. Ikke kun solidaritet over for Grækenland, men også i forhold til flygtningekrisen, europæisk diplomati, Schengen-samarbejdet og et opgør med de indre grænser og solidaritet med Irland i Brexit-forhandlingerne.
 
Særlig prægnant var formuleringen i forhold til flygtningekrisen, hvor han uden at sige det, direkte kritiserede den højtråbende italienske vicestatsminister og indenrigsminister, Matteo Salvini: "Vi kan ikke blive ved med at mundhugges for at finde ad hoc-løsninger, hver gang der kommer et nyt skib. Det er ikke godt nok med midlertidig solidaritet. Vi har brug for varig solidaritet – såvel i dag som i morgen."
 
Et andet sted opfordrede han til at finde en anden kammertone: "Europa kommer ingen vegne med hårde eller sårende ord," sagde han. "Vi skal i det hele taget blive bedre til at genlære den glemte kunst at gå på kompromis. Kompromis er ikke det samme som at give afkald på vores egen overbevisning eller give køb på vores værdier."
 
I forhold til det sidste markerede han, at der er en ydre grænse for kompromisvilligheden.
 
Retsstaten og EU’s grundlæggende principper er ikke til forhandling. Og uden at nævne Viktor Orban – som inden havde måttet stå skoleret i Europa-Parlamentet – ved navn, sagde Juncker, at Kommissionen er "yderst foruroliget over den udvikling, vi ser i nogle af vores medlemsstater. Artikel 7 skal anvendes hver gang, nogen truer retsstatsprincippet."
 
Onsdag stemte et flertal af Europa-Parlamentet for, at der skal indledes en artikel 7-procedure mod Orbans Ungarn for at overtræde grundlæggende europæiske principper om domstolenes uafhængighed og fundamentale rettigheder såsom pressefrihed og mindretalsbeskyttelse.
 
Juncker undlod i sin tale at name og shame udvalgte medlemslande, men alle vidste, hvem han tænkte på, når han talte om ikke at give afkald på vores overbevisning og ikke at give køb på de europæiske værdier.
 
Vi kan – hvis vi står sammen
 
I talen nævnte Juncker som forventeligt en række reformer, der skal forhandles om eller færdiggøres i det kommende år: energiunionen, det digitale indre marked, bankunionen, kapitalmarkedsreform, digital skat på internetgiganterne, fuldførelse af sikkerhedsunionen, styrket europæisk anklagemyndighed, en migrationsreform, hjemsendelse af irregulære migranter, et nyt investeringspartnerskab med Afrika og globale handelsaftaler som den med Japan. Ja og harmoniseringen af sommertiden blev sandelig også nævnt.
 
I modsætning til tidligere år var dette års State of the Union tale dog ikke fyldt med så mange konkrete nye reformforslag. For tiden er ved at rinde ud for Junckers Kommission. Selv om den fortsætter sit arbejde, er de fleste forslag fra dens reformkatalog gennemført eller under forhandling i Parlamentet og i Rådet.
 
Europa skal have en stærkere stemme i det turbulente globale landskab. De europæiske lande og borgere får mere sikkerhed og kan bedre forsvare deres interesser ved at handle i fællesskab. EU kan være en civiliserende magt, der er med til at skabe mere stabilitet i verden ved forsvare de multilaterale aftaler og den internationale retsorden.
 
EU skal være standardsætter og ikke en regeltager i verden, lød det fra Juncker, der vil sætte fuld skrue på EU’s indsats med at indgå handelsaftaler.
 
EU har verdens største indre marked, og står vi sammen, kan vi sætte indgå fordelagtige handelsaftaler, der beskytter job i en åben og forbundet verden. Vi kan sætte standarder for big data, kunstig intelligens og automatisering, lød det i talen.
 
Men kun hvis vi står sammen i Europa, lød hans påmindelse igen og igen.
 
"Kun et Europa, som er stærkt og forenet, kan beskytte vores borgere mod indre og ydre trusler — det være sig terrorisme eller klimaændringer," sagde han.
 
Uden at sige det direkte, lyste det ud af de enkelte formuleringer, at Junckers EU ikke skal bøje nakken for Trumps turbulens og Amerika Først dagsorden, men vedholdende forsvare internationale aftaler og holde fast i principperne, uden at forfalde til naivitet.
 
Rakte hånd ud til May
 
I budskabet om at stå sammen, lå der også et hint til EU27-landene om ikke at forlade skuden, sådan som briterne har valgt.
 
Juncker sagde mere om Brexit end i sidste års State of the Union tale, og i Downing Street blev der lagt mærke til, at han værdsatte Theresa Mays Chequers-hvidbog for Brexit, og samtidig kom med formuleringen, at Storbritannien aldrig bliver "helt almindeligt tredjeland for os efter den 29. marts 2019".
 
Storbritannien er noget særligt, og Juncker lagde op til, at briterne også fremover skal være en nær politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssig partner for EU.
 
Det gjorde han samtidig med meldingen om, at det indre markeds principper fortsat er udelelige, at EU må være solidarisk med Irland i spørgsmålet om åbne grænser til Nordirland.
 
Nogle talesider inden havde Juncker desuden nævnt et af de fælles europæiske projekter, Galileo, EU’s rumprogram, som Storbritannien gerne vil være med i, men som de næppe får lov til at deltage i som et tredjeland på grund af de stramme sikkerhedskrav.
 
På nogle områder kan briterne få svært ved at blive behandlet som mere end et ordinært tredjeland. Ordvalget var sigende, for det slog takten an til et andet af de store temaer i Junckers tale, nemlig europæisk suverænitet. Eller grænserne for den nationale.
 
26 satellitter
 
"Ingen medlemsstat kunne på egen hånd sende 26 satellitter i omløb til gavn for 400 mio. brugere i hele verden," sagde han. "Ingen medlemsstat kunne have gjort det alene. Ja, Galileo er først og fremmest, for ikke at sige udelukkende, en europæisk succeshistorie. Uden Europa, ingen Galileo. Det kan vi godt være stolte af."
 
Galileo er et af de man of the moon-projekter, hvor det kun er ved fælles indsats, at medlemslandene kan gøre noget, der rækker ud over deres egen muligheder. Række ud efter stjernerne, som det hedder i den engelske oversættelse af talen. Men ikke i den danske.
 
"Europæisk suverænitet træder ikke i stedet for medlemsstaternes nationale suverænitet, men udspringer af denne. Ved at dele suverænitet, når og hvor der er behov for det, styrker vi hver eneste af vores nationalstater," understregede Juncker.
 
Det er et åbent spørgsmål, om tiden er inde til et suverænt Europa, sådan som Juncker lagde op til i sin tale. En del medlemsstater vil stritte kraftigt imod. Også selv om de allerede på en række områder, f.eks. i konkurrencepolitikken, har valgt at poole de nationale suveræniteter og samle dem i EU.
 
Blandt andet så EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, får styrke til at lægge arm med nogle af verdens største digitale virksomhedsgiganter. Herunder så de betaler skat af det overskud, de har tjent i europæiske lande.
 
I forhold til det indre marked har EU-landene også samlet deres suverænitet og kan træffe beslutninger med flertal i Parlamentet og Rådet. EU-landene står langt stærkere i de globale handelsforhandlinger, fordi EU i dag råder verdens største indre marked.
 
Det giver mulighed for at definere standarderne – hvad enten det handler om energieffektivitet eller beskyttelse af private data. EU behøver ikke at stå på tæer for Donald Trump, når han sender tweets rundt, eller skrotter netop indgåede aftaler på vej op i helikopteren.
 
EU kan godt sidde med korslagte hænder, som Juncker har gjort det på topmøder med Trump og andre statsledere, for at afvente det øjeblik i forhandlingerne, hvor Trump selv beder om at få en aftale. Det skete i sommer på det bilaterale møde i Washington mellem de to præsidenter.
 
"Når vi europæere står sammen som Union, udgør vi en magtfaktor, som ikke er til at komme uden om," mindede Juncker om.
 
Forsvar forbigået
 
Han brugte det tyske ord om weltpolitikfähigkeit – det vil sige evnen til at spille en rolle, som union, i den globale politik.
 
På nogle områder har EU slet ikke den kapacitet. I diplomati og handelspolitik kan EU-landene gøre meget sammen. I valutapolitikken er EU – selv om euroen er verdens anden største valuta – stadig underlagt den amerikanske dollars globale dominans.
 
Det har man set senest i kølvandet på Trumps brud med Iran-aftalen, hvor selv Den Europæiske Investeringsbank ikke tør gøre andet end at følge trop ift. Trumps diktat.
 
I forsvarspolitikken er EU-landene stadig afhængige af NATO-samarbejdet og USA´s vilje til fortsat at forsvare europæerne, som det fremgår af Atlantpagtens artikel 5. Trump har skabt en del usikkerhed om sin fremtidige forsvarsvilje, så derfor var det overraskende, at Juncker i årets State of the Union-tale ikke rigtig fulgte op på sidste års klare opfordring til at gøre Europas forsvar stærkt gennem et styrket forsvarssamarbejde.
 
I det forløbne år har EU-landene styrket det permanente forsvarssamarbejde i PESCO og etableret en europæisk forsvarsfond til at fremme forskning og udvikling af militærteknologi.
 
Måske følte Juncker, at der er sagt nok om det.
 
I årets tale lovede han til gengæld "ikke at militarisere EU", som om han vil berolige de medlemslande og politikere, der frygter, at PESCO og forsvarsfonden over tid vil bevæge sig i den retning.
 
Flygtninge har defineret Junckers tid
 
Juncker brugte langt mere energi på at forsvare fællesskabets ydre grænser. Det var den ydre grænsekontrol og migrationspolitikken, som fyldte allermest i Junckers tale. Og det er måske ikke overraskende i lyset af, at intet politisk spørgsmål har skabt så stor splittelse i og mellem medlemsstaterne.
 
I de danske medier har det vakt opsigt, at Kommissionen vil styrke den ydre europæiske grænsekontrol med 10.000 mand fra 2020. Grænsekontrol og beskyttelse mod indvandring udefra er en sag, der optager mange danskere.
 
Der tale om et stort og markant reformskridt fra EU’s side, der direkte adresserer de folkelige bekymringer, der opstod i kølvandet på den massive strøm af over en million flygtninge og illegale migranter i i 2015.
 
Nogle har sagt, at forslaget var nyt, selvom Kommissionen i sit budgetforslag til den nye syvårige budgetperiode har lagt op til, at der skal afsættes penge til at udvide Frontex og EU’s ydre grænseværn på 10.000 personer.
 
I mediernes analyser har flere sammenlignet med Junckers første State of the Union-tale i 2015, da hele hans formandstid har været mærket af flygtningekrisen. Krisen har fremkaldt frygt og vrede hos nogle og fået andre til at åbne armene med humanisme og håb.
 
De mange nytilkomne udlændinge har også pustet ekstra liv i de nationalistiske bevægelser og partier, hvoraf nogle som bl.a. Ungarns Viktor Orban efterhånden definerer sig som værende i opposition til EU og de liberale demokratiske værdier.
 
EU har gjort en forskel
 
Selv om nogle råber højt og mange er vrede, kan man i dag nøgternt konstatere, at EU faktisk har gjort en kæmpe forskel. Eller som Juncker sagde: "Vores bestræbelser på at styre migrationen har båret frugt: antallet af nye migranter er blevet drastisk reduceret."
 
Hvor der i 2015 kom over en million flygtninge og irregulære migranter til Europa over Middelhavet, så er antallet nu nedbragt til omkring 150.000 om året. Trods mange krisemøder mellem medlemsstaterne og mange uenigheder, har EU leveret en række reformer, der radikalt dæmmer op for folkevandringen fra det globale syd, og som betyder, at der i dag er ved at komme styr på de ydre europæiske grænser.
 
Allerede i sin State of the Union-tale tilbage i 2015 slog Juncker til lyd for en sammenhængende migrationsreform, og et af forslagene dengang var netop etableringen af et fælles europæisk grænse- og kystværn.
 
Forslaget blev gentaget i de følgende State of the Union-taler i 2016 og 2017 – først med 200 vagter til den bulgarske grænse, og siden med 1.700 mand i Frontex. I det lys er det nye forslag om udstationering af hele 10.000 mand et stort tigerspring frem. Det vil give det ydre grænseværn en stærkere rygrad.
 
Det er samtidig et billede på, at Juncker undervejs har rykket sig. Har forstået, at der også skal håndfaste tiltag til for at overbevise de frustrerede borgere om, at EU kan gøre en forskel.
 
I 2015-talen kom Juncker med et moralsk politisk budskab om, at Europa er formet af generationer af flygtninge, og at vi derfor har en moralsk forpligtelse til at byde velkommen til de nødstedte, der er flygtet fra krig, terror og undertrykkelse.
 
Dengang sagde han, at Europa burde kunne klare opgaven og fordele byrderne mellem os. I solidaritet. Og her var han på linje med den tyske forbundskansler Angela Merkel.
 
Byrdefordelingen er Kommissionen stadig ikke kommet igennem med, og det er meget tvivlsomt, at det vil lykkes på grund af modstand i en række medlemslande, herunder Danmark.
 
Det har været en lang proces, hvor det har været svært at få enderne til at mødes.

Året efter, i 2016 State of the Union-talen, mente Juncker, at EU befandt sig i en eksistentiel krise. Han talte om handlingslammelse og følelsen af frustration. Om risikoen for en kollektiv depression, og at unionen kunne blive revet i stykker indefra. 
 
2016-talen var på en gang en mørk og hudløst ærlig tale, og samtidig et opråb til stats- og regeringscheferne om at stå sammen, smøge ærmerne op og handle. Det år kom Kommissionen med sit første konkrete forslag til det nye europæiske grænse- og kystværn, som nu for alvor tager form.
 
Der var også forslag til stram visumkontrol i det nye entry-exit-system ved grænserne. Og en styrkelse af Europol gennem langt bedre dataadgang. Og EU indgik en grænsekontrol med Tyrkiet og efter pres fra Rådets sekretariat fik man også effektivt lukket Vest Balkan ruten.
 
EU har endnu ikke gennemført den store sammenhængende og afbalancerede migrationsreform, som Juncker argumenterer for. Og der er stadig mange ad hoc løsninger, som han fordømmer, men samlet set har EU´s grænsekontrol og migrationspolitik taget et tigerspring frem i de sidste tre år.
 
Det er ikke sikkert, at de vrede vælgere, der stemmer på de populistiske partier, har opdaget det endnu eller kan gøres tilfredse, men EU’s ydre grænser har aldrig været bedre beskyttet, end de er i dag.
 
Fra blød til hård magt
 
Den markante opprioritering i forsvaret af de ydre grænser kan på en måde siges at være et materielt og meget konkret udtryk for den europæiske patriotisme, som Juncker advokerer for. Det vil også sige viljen til at forsvare sit territorium.
 
EU-landene er stadig ikke i mål på dette punkt, men udvider man det europæiske grænseværn til 10.000 mand eller mere, vil det vise borgerne, at man mener det meget seriøst. Her er EU gået fra at være en blød humanitær magt til i stigende grad også at ville forsvare sine grænser med hård magt. 
 
Optrapningen af den ydre europæiske grænsekontrol har allerede fået antallet af asylansøgere i Danmark og andre EU-lande til at falde markant, og det er derfor i stigende grad spørgsmålet, hvor længe lande som Danmark, Frankrig, Tyskland, Østrig og Sverige kan forsvare den midlertidige grænsekontrol, som de har indført under indtryk af flygtningekrisen.
 
Juncker vil have kontrollen ved de indre grænser fjernet.
 
Han sagde, at han stærkt er imod dem. Og at de repræsenterer "et uacceptabelt tilbageskridt for Europa nu og i fremtiden." Den opfattelse er der helt sikkert politikere i de nævnte medlemslande, der ikke deler.
 
Det er muligt, at man kan enes om at bidrage mere til et stærkere og hårdere ydre grænseværn i Europa, men intet tyder på, at disse medlemsstater på dette punkt er klar til at omfavne den europæiske patriotrisme og solidaritet, som Juncker plæderer for.
 
Derfor må det forudses, at man også fremover vil blive vidne til en række ad-hoc løsninger og midlertidige kompromisser, der efterhånden er blevet en fast konstant i europæisk politik. Juncker sender med sin State of the Union tale en stærk appel om, at det er på tide at stoppe "den sørgelige forestilling om et splittet Europa."
 
Forskellighed er Europas styrke
 
Der er som altid grænser for enigheden og harmonien i den europæiske koncert. Der er ingen tvivl om, at de europæiske staters skæbne er bundet tættere sammen i dag end nogensinde tidligere i historien.
 
Europæerne står stærkere i verden, når de forstår at tale med en stemme og handle sammen. Og når de forsvarer fælles interesser og principper uden at lade indre splid spolere festen.
 
Dette er blevet endnu vigtigere i en tid, hvor ikke alene Donald Trump, men også Vladimir Putin, Erdogan i Tyrkiet og andre autoritære ledere forsøget at undergrave den internationale politik, mens Xi Jipings Kina fylder mere og mere i det globale landskab.
 
I det geopolitiske spil gør størrelse og sammenhold en stor forskel.
 
Det ændrer ikke, at uenighed og forskellighed også er en del af den indre europæiske egenart. Måske er det her på sin plads at slutte med et citat af Bono, der i sit essay forsøgte at definere den patriotisme, der ikke ender i uniform homogenitet og disciplin, men som er åben, er inkluderende og værdsætter de frugtbare forskelligheder.
 
Forskellighed er selve essensen i det europæiske projekt, og den bør respekteres og endda kultiveres, skrev Bono:
 
"Jeg elsker vore forskelligheder, vore dialekter, vore traditioner og vore særheder, denne ’humanitetens essens’, som John Hume har formuleret det. Og jeg tror, at det giver rum for, hvad Churchill kaldte for ’en udvidet patriotisme’, hvor der kan være loyalitet i flerhed, identiteter i flere lag, og man kan være både irsk og europæisk, både tysk og europæisk, og ikke kun er enten-eller. Ordet patriotisme er blevet stjålet fra os af nationalister og ekstremister, som forlanger ensartethed. Men sande patrioter søger sammenhold frem for ensartethed. At bekræfte det, er for mig, det sande europæiske projekt.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.