Analyse

Italienske populister risikerer frontalt sammenstød med EU

Denne analyse blev bragt i Berlingske 10. november 2018.

EU og Italiens budgetstrid stiller begge parter i et dilemma. Den italienske regering bliver straffet af sine vælgere, hvis den giver efter over for EU. Den bliver straffet af de finansielle markeder, hvis den ikke gør. EU bliver nødt til at håndhæve sine regler, men står magtesløs tilbage, hvis Italien ikke retter ind.

Den italienske regering skal inden tirsdag komme med et nyt budgetudspil til Europa-Kommissionen. Det sker, efter at Kommissionen i oktober afviste det italienske finanslovsudspil for 2019, fordi det brød med eurozonens spilleregler. Hvis ikke Italien retter ind, kan Kommissionen, med støtte fra medlemslandene, i sidste ende sanktionere gennem bøder.

Den populistiske italienske koalitionsregering mellem Lega (ledet af Matteo Salvini) og Femstjernebevægelsen (ledet af Luigi Di Maio) har dog ikke tænkt sig at ændre et komma i sin finanslov. Samtidig står EU fast på at overholde eurozonens regler. EU har ikke noget andet valg end at håndhæve sine regler, men kan ikke tvinge Italien til at makke ret. Kommissionen risikerer også at hælde vand på de populistiske partiers mølle forud for Europa-Parlamentsvalget i 2019, hvis den presser for hårdt på.

Salvini og Di Maio taber ansigt over for deres vælgere, hvis de giver efter. De to partiledere risikerer dog at blive straffet af de finansielle markeder, hvis de ikke gør det.

EU's procedure for at samordne medlemslandenes økonomiske politikker forudsætter, at landene efterlever reglerne. EU mangler dog større muskler for at kunne håndhæve reglerne. EU kan reelt kun »straffe« medlemslande ved at tilbageholde finansiering, når de er  nettobudgetmodtagere eller får finansiel støtte fra EU. Italien er nettobidragsyder til EUs budget og har afvist finansiel støtte fra EU.

EU håber, at de finansielle markeder vil presse Italien til at give efter over for EU, før det bliver nødvendigt at pålægge sanktioner, der er svære at håndhæve i praksis. Den italienske regering håber tilsyneladende på, at den kan holde på sit lang tid nok til, at Bruxelles trækker sig.

Italiens dilemma

Problemet for den italienske regering er, at den ikke kan leve op til sine valgløfter uden at forværre de offentlige finanser. Ægteskabet mellem Lega og Femstjernebevægelsen får endnu sværere kår, hvis de begge løber fra deres valgløfter. Salvini bliver nødt til at levere skattelettelser til sine vælgere i Norditalien, og Di Maio bedre pension og en basal minimumsindkomst til sine vælgere i Syd.

Ingen af dem kan give afkald på deres løfter, uden at den anden må gøre det samme. Derfor er det nemmere for dem at placere aben hos EU end at risikere, at deres koalitionsregering går i opløsning. De har brug for en fælles fjende for at retfærdiggøre deres sameksistens. Den fjende er EU.

Salvini og Di Maios hovedpine er dog, at de italienske banker har fået et gok i nøden, siden d’herrer overtog magten i juni. De står til at få flere tæsk, når markedspresset på italienske statsobligationer gør indhug i deres kapital.

I sidste uge gjorde Den Europæiske Centralbank (ECB) det klart, at man ikke vil redde italienske banker, med mindre den italienske regering går med til et finansielt støtteprogram. Noget Salvini og Di Maio klart har afvist. Dermed risikerer endnu en italiensk krise at smitte af på resten af Europa.

Risiko for frontalt sammenstød

Budgetkonflikten mellem EU og Italien kan køre af sporet på flere måder. Kommissionen kan for eksempel fremskynde iværksættelsen af sanktioner mod Italien, men står med håret i postkassen, hvis landet nægter at samarbejde. Denne strategi vil ikke blot sætte rationalet bag EUs makroøkonomiske koordinering over styr. Den vil også fremhæve EUs hjælpeløshed over for regelbrydere. I værste fald kan det bane vejen for, at flere bryder reglerne.

Der er også den mulighed, at Salvini og Di Maio er så fokuseret på at vinde kampen mod  Kommissionen, at de venter for lang tid med at forbedre investorernes tillid til italienske statsobligationer.

Det værst tænkelige scenario er, at hverken Kommissionen eller den italienske regering giver sig. EU nægter at forberede sig på den finansielle krise, der vil smitte af på resten af Europa, hvis markederne mister tilliden til Italiens økonomi. Det vil føre til en direkte kollision mellem EU og Italien. Et usandsynligt scenario, men kun hvis EU og Italien arbejder sammen for at finde fælles fodfæste.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.