Analyse

Hvis glidebane er den største?

Nej-sigere har også en glidebane - retsforbehold

Resume Både ja-og nejsigerne bør tale åbent om risici ved deres ønsker for det danske retsforbehold.

Denne analyse blev bragt i Politiken d. 29. august 2015.

Uanset om man stemmer ja eller nej ved folkeafstemningen 3. december, er drømmen om at bevare status quo en illusion. Og uanset hvad kan det åbne en glidebane på begge sider.

Det vil klæde både ja-og nejsigere at sige det åbent og ærligt til vælgerne. I glidebanedebatten har ingen af siderne noget at lade den anden høre.

Et ja kan i praksis sikre en slags status quo for dansk politi, som fortsat kan blive i Europol. Men formen ændres, da det retlige grundlag skifter fra et mellemstatsligt samarbejde til et overstatsligt. Ved et ja ved vælgerne på forhånd, hvilke af de nuværende retsakter der tilvælges og fravælges. Det skaber klarhed og kan give vælgerne en tryghed for, hvad de stemmer om – til en vis grænse.

EU's retslige samarbejde har i de sidste 5 år gennemgået en proces med mange nye initiativer mod organiseret kriminalitet, og tendensen kan fortsætte de kommende år. Samtidig vil flere nuværende retsakter blive revideret - bl. a. Eurojust, arrestordren, Dublin III, Blue Card-direktivet - og det kan føre til mere integration, ikke mindre. Det åbner for, at tilvalgsordningen over tid fører til flere tilvalg end dem, der lægges op til i dag.

Nogle vælgere vil måske opleve det som en glidebane.

Der er dog indsat klare bindinger på Folketingets handlefrihed. På forhånd har japartierne fravalgt en række EU-retsakter, og Folketinget kan på et senere tidspunkt kun tilvælge disse, hvis alle japartier er enige, og/eller vælgerne informeres om partiernes planer forud for et folketingsvalg. Jasiden har indført en nogo-zone for asyl og indvandring, hvor alle japartier har vetoret, og der skal udskrives nyvalg inden nye tilvalg.

Dette punkt er en slags forbehold inden for tilvalgsordningen, og både Venstre og Socialdemokratiet har været kategoriske her. Også selv om meningsmålinger i sommer har vist, at et flertal nu støtter en fælles EU-asyl-og udlændingepolitik, og 73 procent siger ja til fælles fordelingsnøgle for asylansøgere.

Nejsiden har dog forsøgt at så tvivl om japartiernes hensigter. De forsøger at monopolisere argumentet om, at et ja er en glidebane mod mere union. Det er ikke tilfældigt. Glidebanen italesættes som noget ukontrollabelt, en vej til en ukendt fremtid. Der står over for status quo, trygheden og det velkendte.

En række undersøgelser af dansk euroskepsis har vist, at glidebaneargumentet har tung genklang blandt nejsigere og tvivlere. Så sent som i juni undersøgte Tænketanken Europa det i en YouGov-måling. 37 procent af nejsigerne og tvivlerne begrunder deres skepsis over for tilvalgsordningen med, at det kan være »en glidebane mod for stor indflydelse for EU«. Kun en lille del er bekymret over, at tilvalgsordningen er udemokratisk (9 procent), eller at den medfører væsentlige merudgifter (13 procent).

Når man ser bort fra ikke-viden, står glidebaneargumentet stærkt.

Nejsidens alternativ kan også blive til en glidebane. Ved et nej glider Danmark ud af Europol, når den nye overstatslige forordning træder i kraft i det nye år. Så kan Danmark ikke deltage i det videre samarbejde, da det er i strid med retsforbeholdet.

Risikoen er dansk isolation.

Nejpartierne håber på at komme tilbage ved en parallelaftale. Det forslag er usikkert, da Lissabontraktaten ikke åbner for parallelaftaler, fordi Danmark har fået tilvalgsordningen som mulighed. Men selv hvis vi antager, at nejpartierne kan få deres ønske opfyldt, skal flere forhindringer overvindes.

Før Lissabontraktaten fik Danmark 4 parallelaftaler, men vi fik også afvist to. Så nejsiden kan ikke garantere en parallelaftale.

For det andet skal den være i EU's interesse, og er den det? For det tredje er parallelaftaler kun midlertidige, så det er ikke en permanent sikring af dansk politis deltagelse. Den kan man til gengæld få via tilvalgsordningen. Endnu en usikkerhed er, om vi undgår at blive sendt ud i venteværelset - de hidtidige danske parallelaftaler tog det 5-6 år at forhandle på plads. Nejpartierne imødegår påstanden med, at Norge fik en parallelaftale på under 2 år. Det gik relativt hurtigt dengang.

Men Norge har kun en samarbejdsaftale som tredjeland. Norske politifolk kan ikke søge direkte i Europols informationssystem, men skal anmode om oplysningerne bilateralt. En anden svaghed ved den norske model er, at nordmændene heller ikke har sikkerhed for at få parallelaftaler på andre EU-retsakter, som er vigtige for politiets arbejde. De har indtil nu ventet over 9 år på at få en parallelaftale for den europæiske arrestordre. Det svækker deres handlemuligheder, og de glider derfor ud i periferien af Europol.

Beslutningsprocessen er også besværlig.

Først skal kommissionen tage initiativet, og så kræves et kvalificeret flertal i ministerrådet. Siden skal man finde et flertal i Europaparlamentet. Det kan derfor tage flere år at få en parallelaftale gennem EU-systemet. Nejsidens foretrukne alternativ med en parallelaftale virker yderst usikkert og ligner mere en glidebane.

Selv hvis man mod alle odds får en returbillet til Europol via en parallelaftale, risikerer danske politifolk ikke at få samme arbejdsredskaber som de andre EU-lande. Og hvis de skal have det, må Danmark søge en stribe andre parallelaftaler for efterforskningskendelsen, den nye arrestordre og alle de direktiver og forordninger, der giver europæisk hjemmel til at deltage fuldt ud i kampen imod menneskehandel, imod seksuelt misbrug af børn og imod cyberkriminalitet.

Det er usikkert, om vi kan få dem, og det vil i al fald tage flere år.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.