Notat

Hvad kan briterne lære af Maastricht, Nice og Lissabon?

Briternes ønsker adskiller sig fra danske og irske erfaringer

Resume Den britiske premierminister David Cameron kræver ændringer i betingelserne for Storbritanniens medlemskab af EU. Herefter skal den britiske befolkning tage stilling til, om de fortsat ønsker at være med i EU. Kernepunktet er restriktioner af ikke-britiske EU-borgeres adgang til sociale velfærdsydelser i Storbritannien. Men hvilke værktøjer har Det Europæiske Råd til at imødekomme de britiske krav? Og kan de danske og irske erfaringer fra Maastricht og Nice og Lissabon signalere en farbar vej for Storbritannien?

Indrømmelser til Storbritannien kan ske af flere veje: revideringer af eksisterende lovgivning (EU-reformer), politiske erklæringer fra Det Europæiske Råd og genforhandlinger. En eventuel genforhandling kan gennemføres gennem en løsning á la Edinburgh-afgørelsen, hvor Storbritannien kan få en juridisk bindende international aftale, der inkorporeres i EU-traktaten, næste gang traktaten åbnes.
 
Danske og irske erfaringer viser, at Det Europæiske Råd er villig til at give en håndsrækning til lande, der kæmper med at få deres EU-kritiske befolkninger om bord. Camerons forhandlingsposition adskiller sig dog markant fra Danmarks situation i 1992 og Irlands situation i 2001 og 2008. Modsat Danmark og Irland søger Cameron at ændre det britiske medlemskab, inden vælgerne har talt og uden at en åbning af traktaterne er på tapetet. Dertil kommer, at Camerons reformkrav kan åbne Pandoras æske og føre til, at andre lande ønsker at ændre deres vilkår.

Hovedkonklusioner
  • David Camerons krav til genforhandling af det britiske medlemskab af EU er ikke første gang et medlemsland søger at ændre sine betingelser. Både Danmark og Irland formåede at ændre på deres medlemsskabsbetingelser som følge af henholdsvis danskernes afvisning af Maastricht-traktaten og irernes nej til Nice- og Lissabontraktaterne.
  • Der er dog væsentlige forskelle mellem den nuværende britiske problematik og situationen i Danmark i  1992 og Irland i 2001 og 2008.
  • Mens Danmark og Irland fik indrømmelser efter, at folkeafstemninger var afholdt, kræver Cameron indrømmelser inden en folkeafstemning. Dertil kommer at regeringerne i Danmark og Irland aldrig krævede grundlæggende ændringer i landenes medlemskab af EU.
  • Der er ingen tvivl om, at Det Europæiske Råd vil gå langt for at holde Storbritannien inden for EU, men der er grænser for, hvor meget Storbritannien kan få.
  • Ændringer af medlemsskabsbetingelser kan komme i mange afskygninger, herunder revideringer af sekundær lovgivning (reformer), politiske erklæringer og genforhandlinger (f.eks. juridiske bindende erklæringer).
  • Danmark fik i 1992 Edinburgh-afgørelsen med de fire danske forbehold, der startede ud som en juridisk bindende aftale under international lov og senere blev EU-traktatfæstet. Irland fik en lignende model efter de irske vælgere nedstemte Lissabon-traktaten i 2008.
  • Der forelægger endnu ingen formelle krav fra den britiske regering, men bekymringerne går primært på ikke-britiske EU-borgeres adgang til sociale velfærdsydelser i Storbritannien, som Cameron ønsker strammet. Derudover ønsker Cameron at undtage Storbritannien fra processen hen imod en stadig snævrere union og give nationale parlamenter magt til at blokere lovgivningsforslag fra Europa-Kommissionen.
<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.