Kommentar

Han er Tysklands skyggekansler

Denne artikel blev bragt i RÆSON d. 4. april 2021.

Mød manden fra Bayern, som vil dominere tysk politik i de kommende år

Merkel, Merkel og atter Merkel. I de sidste 16 år har Angela Merkel domineret tysk politik. Godt fem måneder inden det tyske valg, er det mere end åbent end nogensinde, hvem der kommer til at afløse hende. Én tiltrækker sig særlig opmærksomhed lige nu. Så også i Danmark gør vi klogt i at stille skarpt på Bayerns ministerpræsident.

Solen stråler fra en skyfri himmel over den blikstille sø med snebeklædte bjerge i baggrunden. Parret kommer sejlende ind på en damper og skal videre i guldkaret til slottet. Det hele minder mest af alt om et eventyrbryllup. Men parret skal ikke giftes. For det er Bayerns ministerpræsident Markus Söder, der tager imod kansler Angela Merkel på Ludwig den Andens mini-Versaillesslot ved Herrenchiemsee.

Med den fabelagtige orkestrering på slottet, hvor alt glimter af guld, virker seancen mest af alt, som om Söder bliver kronet af sin forgænger. Söder-fans er da også dukket talstærkt op ved søbredden med et stort banner – ”Söder Kanzlerkandidat”. På en journalists spørgsmål om, hvorvidt Söder ville blive en god kansler, svarer Merkel dog på vanlig ordknap facon: ”Bayern har en god ministerpræsident”.

Godt syv måneder efter kan meningsmålingerne i Tyskland nærmest læses som et folkekrav om, at Söder bliver kristendemokraternes (CDU/CSU) kanslerkandidat til valget den 26. september. På rekordtid har den 54-årige bayer gennemført en af de største forvandlinger i moderne tysk politik – fra polariserende politiker på højrefløjen til midtsøgende politiker med fokus på alt fra klima til nationalt sammenhold. Eller for at bruge en mere bayersk terminologi: Söder er gået fra at være den slagfærdige politiker, der hyldes i de bayerske øltelte til statsmanden, der kan bringe tyskerne sikkert igennem corona- og klimakrisen. Hvor journalister, der tidligere skulle interviewe Söder fik medlidende blikke som om de skulle til rodbehandling, får de nu ét spørgsmål med på vejen: hør ham lige, om han vil blive kansler.

Spørgsmålet om, hvem der skal blive kanslerkandidat for de kristendemokratiske søsterpartier, CDU og det bayerske CSU, skal afgøres mellem påske og pinse. Sidst storbror CDU overlod posten til den bayerske lillebror CSU var i januar 2002. Dengang drog CDU-formand Angela Merkel til Wolfratshausen i Bayern for at spise morgenmad i Edmund Stoibers hjem. Over hustruens nybagte boller blev de to enige om, at CSU-formanden skulle påtage sig kanslerkandidaturet.

Denne gang er det Söder og den nyslåede CDU-formand Armin Laschet, der skal blive enige om, hvem der skal forsøge at blive kansler. Hvis de to står stejlt over for hinanden, kan de vælge modellen fra den anden gang i moderne tysk historie, da CSU stillede med kanslerkandidaten, nemlig i 1980. Dengang overlod Bayerns ministerpræsident Franz Josef Strauss og CDU-kollegaen i Niedersachsen, Ernst Albrecht, spørgsmålet til den fælles gruppe af CDU/CSU-parlamentarikere i Forbundsdagen. Strauss vandt, men kun kandidaturet. Kanslerposten gik nemlig til socialdemokraten Helmut Schmidt, helt ligesom Stoiber i 2002 tabte til Gerhard Schröder.

Selvom Laschet halser håbløst efter Söder i meningsmålingerne, har han stadig gode chancer. I hvert fald vil CDU’erne nærmest igen skulle gå på jagt efter en ny formand, hvis de blot tre måneder efter valget af Laschet dropper ham som kanslerkandidat. For mange vil det også være en torn i øjet, hvis en kandidat fra den selverklærede Freistaat i Bayern, bliver kansler for hele Tyskland. Men so oder so vil Söder i de kommende år være en af de stærkeste spillere i tysk politik. Ikke alene er han i dag Tysklands mest populære politiker efter Merkel; han vil også fra sin magtposition i Bayern kunne gøre livet surt for enhver tysk kansler – uanset partifarve.

Så hvem er han egentlig – Markus Thomas Theodor Söder? Spørgsmålet er vanskeligt at besvare. Söder er nemlig en politisk kamalæon – eller uhyre forandringsparat, for nu at udtrykke det mere diplomatisk. 

Franz Josef Strauss på teenageværelset

I midt 1980erne var de fleste drenge teenageværelser i Bayern og omegn besmykket med plakater af de lokale fodboldikoner Franz Beckenbauer og Karl-Heinz Rummenigge. Sådan var det ikke i rækkehuset i udkanten af Nürnberg, hvor murermestersønnen Markus havde hængt en plakat op af ministerpræsidenten og landsfaderen Franz Josef Strauss. Allerede som 16-årig meldte Söder sig ind i CSU’s ungdomsparti og fik hurtigt tilnavnet – ”immer da Söder”, da der ikke kunne holdes en grillfest, uden at han lagde vejen forbi, ofte med et ølfad under armen. Som 27-årig blev han valgt ind i landdagen i München. Slagnummeret i hans valgkamp var protesten imod, at der skulle placeres et asylhjem i Nürnberg – en sag, som også havde fået datidens Alternative für Deutschland, Die Republikaner, op i det røde felt.

Placeringen på højrefløjen med et skarpt udlændingepolitisk blik var i årevis Söders varemærke, ikke mindst da han i 2003 blev CSU’s generalsekretær. ”Som generalsekretær skal man ikke tale til salonerne, men til Hofbräuhaus”, lød det var den nyvalgte Söder, der også slog fast, at politik, trods ”indpakningens erotik” først og fremmest drejer sig om indhold. Det sidste var det dog næppe alle, der var enige i, da Söder - som tidligere tv-journalist - hurtigt udviklede sig til iscenesættelsens mester.   

Alle hans efterfølgende bayerske ministerposter blev fluks omdefineret. Som Europaminister betegnede han sig selv som ”Bayerns udenrigsminister” og omdannede det hensygnede bayerske repræsentationskontor i Bruxelles til en slagkraftig ambassade, mens han kæmpede hårdnakket for den sydtyske, ellipseformede vinflaskes (Bocksbeutel) bevarelse. Som miljøminister var han ”Lebensminister” og ikke mindst ”Heimatminister”. Og som finansminister statsminister in spe.

Helt i særklasse var Söders årlige optræden til karnevallet, Fastnacht in Franken, der troligt trækker over fire mio tv-seere. I årevis sweepstakede bayrerne om Söders udklædning. Ludvig den Anden, Marylin Monroe og Shrek var blandt vinderne, mens en rockerudgave af Söder med rød hanekam, iført t-shirt med ”Giv du mig en euro” på maven landede på forsiden af Wall Street Journal midt under Grækenlandskrisen. Det var også i den forbindelse, at Söder udtalte, at ”alle på et tidspunkt må flytte væk hjemmefra hos mor, og at turen nu var kommet til grækerne”.

Söders ærgerrighed og utålmodighed for at komme til tops var for meget for mange partifæller. Det gjaldt ikke mindst partiformand Horst Seehofer. Som forfatterne til en ny biografi om Söder har udtrykt det, var de to politikere i årevis som tegneseriefigurerne Tom og Jerry – bortset fra, at de begge hele tiden gjorde som Tom, nemlig satte ild til hinandens haler. På en julefrokost lod Seehofer forstå, at Söder havde en slet karakter, mens Seehofer den dag i dag er overbevist om, at det var Söder, der lækkede historien om hans sidespring og datter uden for ægteskab til den bayerske tabloidpresse.

De årelange kampe mellem Merkel og Seehofer om især flygtningepolitik var ofte i lige så høj grad et benhårdt, internt bayersk opgør, hvor Söder gik efter Seehofers stol. I hvert fald fungerede Söder som indpiskeren, der konsekvent tvang Seehofer til at gå hårdt op imod Merkel. Tag bare terrorangrebet på Bataclan-teateret i Paris i 2015. Få minutter efter, at nyheden ramte medierne, tweetede Söder, at ”Paris ændrer alt”, og at Tyskland ikke må acceptere ukontrolleret og illegal indvandring. Merkel skulle derfor undskylde, at hun havde ”åbnet grænserne” for syriske flygtninge, selvom ”ikke alle flygtninge er terrorister for Islamisk Stat”.

Söders hårde kurs udviklede sig i takt med, at Alternative für Deutschland kravlede op i målingerne og for alvor udfordrede CDU/CSU. Helt i tråd med sit politiske forbillede Franz Josef Strauss var Söder overbevist om, at der ikke måtte komme et parti til højre for CDU/CSU - og at Seehofer, Merkel osv. derfor skulle rykke partierne markant til højre. Så sent som i juni 2018 gjorde Söder sig bemærket ved at kritisere Merkel for at åbne døren for ”asylturisme”.

Forvandlingsmesteren fra Bayern

I foråret 2021 er ord som asylturisme og leflen for det yderste højre lagt på hylden. Op til delstatsvalget i Bayern i oktober 2018 foretog Söder, som nyudnævnt ministerpræsident, en håndbremsevending og besluttede at lægge lang afstand til AfD. Det skyldtes ifølge ham selv, at partiet under optøjerne i østtyske Chemnitz nogle få måneder inden havde vist sit sande ansigt ved at gå i ledtog med bl.a. nynazister. Uden tvivl spillede det nu også ind, at målinger viste, at CSU tabte flere vælgere til De Grønne end til AfD. Frem for at rykke partiet længere til højere skulle CSU appellere til alle. Eller for at citere Söder: ”Bayern er måske som Californien ... Alle skal kunne finde deres lykke her”.

Fra at være Merkels argeste kritiker er Söder i dag hendes mest trofaste væbner. Under corona-krisen har Söder konsekvent støttet kanslerens hårde corona-kurs og klare opfordring om, at delstaterne lukker mere ned. Da Merkel meget opsigtsvækkende i slutningen af marts kritiserede Laschet for ikke at lukke sin delstat, Nordrhein-Westfalen, hurtigt nok ned igen, bakkede Söder hurtigt op om kansleren: ”Jeg støtter kansleren”. Med ét er der dermed vendt op og ned på rollerne: Hvor Laschet under flygtningekrisen - som én af de få - bakkede op om Merkel, distancerer hun sig nu fra ham. Söder, der før klart appellerede til ”Merkel muss weg-segmentet”, har med slet skjult henvisning til Laschet udtalt, at man kun ”kan få Merkel-stemmerne, hvis man fører Merkel-politik”. Modsat under flygtningekrisen er Merkel-politik nu for Söder et politisk adelsmærke.

Netop ønsket om at fastholde de mange Merkel-stemmer, der snart bliver hjemløse, når Merkel holder op, er uden tvivl en vigtig del af forklaringen på Söders nye midtsøgende kurs. Under sine 16 år ved magten har kansleren udmærket sig ved at udgøre den fleksible midte i tysk politik. Ofte er det sket efter, at hun har overtaget sine konkurrenters mærkesager, såsom afskaffelse af atomkraft eller indførslen af mindsteløn. Resultatet har været anklager fra egne rækker om at udvande den konservative profil. Til gengæld har kansleren trukket mange stemmer over midten, lige fra højreorienterede, socialdemokrater til klimabevidste unge.  

Med Merkels exit tyder målinger på, at De Grønne er ved at blive den nye hjemstavn for Merkel-stemmerne eller Merkelianerne. For at undgå det har Söder – igen på rekordtid – foretaget endnu en forvandling: fra ”cheerleader” for atomkraft til en politiker, der forsøger at overhale De Grønne indenom. Som det mest naturlige plæderer Söder nu for biernes bevarelse over en lavere moms på offentlig transport til, at klimabeskyttelse skrives ind i den tyske grundlov.

At Söder ikke kun gør kur til De Grønnes vælgere men også til dets ledere ses af, at han for længst har gjort sig til talsmand for en såkaldt sort-grøn regering i Berlin, bestående af CDU/CSU og De Grønne: Det vil være et ”godt fremtidshold, som kan give inspiration, fordi det har blikket rettet mod vor tids største spørgsmål: forsoning mellem økonomi og økologi”. Derimod er der ikke plads til det liberale FDP, som normalt ligger til højre for De Grønne. Ifølge Söder gør ”flere kokke ikke nødvendigvis grøden til en større nydelse”.

Udover at være forvandlet til en loyal, midtsøgende, klimabevidst Merkel-støtte har Söder også indtaget rollen som den besindige statsmand. Tidligere tiders hårde retorik til glæde for Hofbräus-segmentet er erstattet af landsfaderlige formaninger om at holde sammen og passe på hinanden. Kort sagt: Söder er blevet en troværdig ”krisemanager”, helt i tråd med socialdemokraterne Helmut Schmidt og Gerhard Schröder. Da Elben gik over sine bredder i 1962 og 1998, håndterede de begge katastrofen på fornemste vis ved skrivebordet og i gummistøvler ved flodbredden. Udover dygtigt politiske håndelag og fremragende kommunikative evner er Söder blevet hjulpet af, at han har haft det roterende formandskab for de 16 tyske ministerpræsidenter. Normalt er det en ceremoniel position, men under coronakrisen har det været adgangsbilletten til at sidde ved siden af Merkel til de nærmest ugentlige pressekonferencer om coronakrisen.

Hvad står han egentlig for?

Måske ikke overraskende har Söders omfattende og hurtige forvandling skabt nogen forvirring og usikkerhed. For hvad står han egentlig for? Hvorfor er det fx først nu, at han har erkendt, at bierne bør reddes, og at CO2-udslippet skal ned? Og hvad hvis AfD ikke var gået i ledtog med nynazisterne i Chemnitz? Havde han så fastholdt forsøget på at overhale AfD højre om? Og hvor troværdigt er det, at en tidligere slagsbror nu gør et stort nummer ud af at sende fredspiben rundt til alle?

Hvis Söder bliver kanslerkandidat, vil sådanne spørgsmål hurtigt udgøre angrebsflader for hovedstadskorrespondenter og naturligvis også de andre partiers spidskandidater. Fx vil han også med det samme bliver spurgt til udlændingepolitikken: Er den nu også helt udvandet? Söder, derimod, vil givetvis pege på, at han har draget de rigtige lærer af corona- og klimakrisen. Under alle omstændigheder har han aldrig markeret sig som den store ideolog. Tag bare et af hans yndlingsudtryk: ”Vi kan ikke ændre vinden, men vi kan sætte sejlet rigtigt”.

En anden potentiel svaghed er hans overdrevne kærlighed til Bayern. For Söder er der ganske enkelt intet over, under eller ved siden af Bayern. Bayern er det smukkeste og stærkeste land i hele verden. Hverken mere eller mindre. Og som ”stærkt land” skal Bayern naturligvis også have et rumprogram og ”Bavaria One”. Det var ét af Söders valgudspil i oktober 2018.

Én ting er, at tyskere, der i forvejen er skeptiske over det selvsikre, brovtende Bayern, trækker på smilebåndene over storhedsvanviddet. Noget helt andet er, at de irriteres over Söders tilbøjelighed til at fremhæve Bayern på deres bekostning. Den mangeårige leder af De Grønne, Cem Özdemir, har udtrykt det på følgende vis: ”Hvis du vil vælges i hele Tyskland, har du også brug for opbakning i de øvrige 15 delstater. Folk bliver trætte, hvis du konstant river dem i næsen med, hvor dårligt det går hos dem”. Kort sagt: hvis Söder skal påtage sig kandidaturet og også blive kansler skal han gennemgå endnu en forvandling – fra at være ”Bayern over alt” til at være over alt i Tyskland.

Ananasfarm i Alaska

”Jeg vil hellere drive en ananasfarm i Alaska end at blive kanslerkandidat”. ”Det er mere sandsynligt, at jeg bliver træner for Bayern München end kanslerkandidat”. Sådan sagde Franz Josef Strauss i 1980 og Edmund Stoiber i 2002. Alligevel endte begge med at takke ja til kandidaturet. Söder-udgaven anno 2021, som han vel at mærke lancerede før spørgsmålet overhovedet var aktuelt, er: ”Min plads er i Bayern og ikke i Berlin”.

Selvom det fortsat er Söders linje, har retorikken forandret sig i takt med, at opbakningen til CDU og CSU er dalet. Op til påske var der nærmest tale om en nedsmeltning, hvor kristendemokraterne er gået tilbage med over 10 procentpoint på en måned. Det skyldes først og fremmest en stor skuffelse over den langsommelige udrulning af vacciner og kaotiske teststrategi.

Pludselig er det dermed langt fra sikkert, at Merkel kan give nøglerne til kanslerkontoret videre til en kristendemokrat. Selvom Söders eget parti også er involveret i den korruptionsskandale, hvor konservative parlamentarikere har tjent tykt på salg af værnemidler, er det ikke noget, der påvirker hans popularitet i meningsmålingerne. I de nyeste målinger indtager Söder en stabil andenplads som Tysklands mest populære politiker efter Merkel. Opbakningen til Laschet i den brede befolkning er imidlertid nu så lav, at der næsten skal et forstørrelsesglas til for at få øje på den. Og se, derfor er det nok ikke et tilfælde, at Söder nu skruer op for retorikken: ”CDU og CSU må væk fra kamillete-tempo over i Red Bull- eller cola-light-tempo”. Gæt selv, hvad der er Söders yndlingsdrik… Stort set samtidigt lød det fra regeringskontoret i München, at han syntes det ”var mærkværdigt, at CDU-formanden skændes med CDU-kansleren et halvt år før valget”.

CDU/CSU og Laschets tilbagegang i målingerne er Söders store chancer. Som bayersk ministerpræsident vil det være tæt på landsforræderi, hvis han går efter at blive kanslerkandidat for så at tabe kandidaturet. Det vil være det samme som, hvis Bayern Münchens træner Hans-Dieter Flick gør sine hoser grønne for at afløse Jogi Löw som fodboldlandsholdstræner for blot at få et nej af fodboldforbundet. For intet er jo over Bayern München!

Hvis Söder skal påtage sig kanslerkandidaturet, skal CDU’erne derfor næsten ned på deres knæ: Markus, du må tage én for holdet. Du er den eneste, der kan sikre os kanslerposten! Indtil videre er lydstyrken i CDU’ernes appeller til Söder dog ikke overdøvende. Det kan være årsagen til, at Söder mener, at kanslerkandidaturet skal afklares så sent henimod pinsesøndag som muligt, mens Laschet har påskesøndag som pejlemærket. Under alle omstændigheder er det ikke en fordel for Söder, at han aldrig har kunnet se en pointe i at opbygge et netværk blandt konservative partifæller uden for Bayern. For hvorfor skulle han dog det? Indtil for nyligt var hans plads jo helt entydigt i Bayern.

Nu er det naturligvis kun Söder, der ved, hvad han drømmer om. I Tyskland er der imidlertid kun få, der tvivler på, at Söder selv tror, at kan vil være en bedre kansler end Laschet, Olaf Scholz eller De Grønnes leder. Det spørgsmål, der splitter, er derimod om han virkelig vil forlade sit elskede Bayern. For hvorfor risikere at forlade verdens centrum for så alligevel at tabe valget i det fjerne Berlin? Og vil der ikke være lige så meget magt i at være skyggekansleren, som storsindet har overladt kanslerposten til Laschet, som dermed er kansler på Söders nåde? Og som om det ikke var nok: Hvordan kan Bayerns interesser blive varetaget, når der ikke er nogen stærk efterfølger til hans post i Bayern? Så det gode spørgsmål for Söder i de kommende uger er derfor, om der i sidste instans alligevel er noget, som er vigtigere for ham end Bayern.

Fun fact:
Söder holder med FC Nürnberg og ikke Bayern München, er protestant og ikke katolik og drikker primært cola light og ikke øl.

Vil du vide mere om Markus Söder, så læs Roman Deininger og Uwe Ritzer, Der Schattenkanzler, Droemer, 2021

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.