Debat

Gør op med forsvars-forbeholdet

Resume Danmark er endt som det yderste land i EU. Mens de andre EU-lande styrker forsvarssamarbejdet, og Emmanuel Macron og Angela Merkel rykker tættere sammen, står vi tilbage som en fodslæbende nation på den yderste mark.

Dette indlæg blev bragt i Information d. 9. februar 2018.

I december lancerede 25 af EU’s 28 medlemslande et nyt permanent og struktureret forsvarssamarbejde (også kaldet PESCO). Det er det vigtigste skridt i mange år på forsvarsområdet. Det kan blive en stærk EU-forsvarssøjle, der komplementerer NATO på områder, hvor USA ikke kan eller vil garantere vores sikkerhed.

Det er i klar dansk interesse at gå med i EU’s nye forsvarssamarbejde. Problemet er bare, at det kan vi ikke. Det skyldes vores 25 år gamle forsvarsforbehold. Danmark har dermed sammen med exit-landet Storbritannien og ø-staten Malta valgt at stå uden for PESCO.

Denne isolationisme er skadelig for vores sikkerhed, og den kan i sidste ende også koste arbejdspladser. Danske virksomheder risikerer de facto at gå glip af attraktive eksportordrer fra den nye europæiske forsvarsfond. Alvoren i situationen er ikke gået op for så mange, men det er på høje tid. Derfor bør regeringen og oppositionspartierne give danskerne mulighed for at stemme om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

Nye trusler

Siden Anden Verdenskrig har vi danskere kunnet regne med, at USA via NATO og qua Atlantpagtens artikel 5 ville beskytte vores land over for ydre militære trusler. Det er ikke længere helt sikkert.

Donald Trump har som præsident skabt usikkerhed om USA’s vilje til at tage del i forsvaret af Europa. Milliardæren er mere optaget af landenes betalingsvilje end den moralske og politiske solidaritet i artikel 5.

Siden Anden Verdenskrig har skiftende amerikanske præsidenter forsvaret multilateralismen og den internationale retsorden, men Twitter-præsidenten vil bygge mure, isolere sig og tale brovtende om sit eget geni. Narcissisme og megalomani går hånd i hånd, men man må håbe, at Kongressen og oplyste embedsmænd i USA forstår at holde præsidenten i ave. Det tomrum, som USA efterlader internationalt – fra sikkerheds- til handelspolitikken – bør EU-landene udfylde. Europa må tage sin skæbne i egne hænder.

Vores sikkerhed udfordres af et ekspansionistisk Rusland, der har krænket Ukraines territoriale suverænitet, og i fremtiden skal vi kunne håndtere Putins lunefulde udfald, hvad enten det er gammeldags eller virtuel krigsførelse.

Ligeledes må EU-landene have stærkere militær kapabilitet og udrykningsstyrke til at kunne sikre stabilitet og sikkerhed mod syd, når afrikanske stater kollapser, og etniske udrensninger og folkemord truer.

Sådanne kriser kan sende millioner af migranter mod nord. Vi står over for en række geopolitiske trusler og risici, der strækker sig fra Putins Rusland til Krim og videre til Erdogans Tyrkiet, Mellemøsten og Nordafrika, og som vi ikke bare kan vende ryggen til.

EU kan hjælpe os til at tackle nogle af de nye sikkerhedspolitiske udfordringer, der udgår fra terrorisme, hackerangreb, pirateri og flygtningestrømme og så videre. Danmark kan ikke selv forsvare sin suverænitet på disse områder, men kan tværtimod vinde suverænitet ved at samarbejde med de andre EU-lande om et fælles forsvar.

Effektivisering af militær

Det udvidede forsvarssamarbejde i PESCO skal sikre bedre militær koordination mellem medlemslandene, investeringer i udvikling af nyt materiel, bedre militær mobilitet over grænserne, træningsøvelser, bedre medicinske leverancer til soldaterne, fælles indsats imod cyberkrig og så videre.

PESCO kan betyde en standardisering og effektivisering af EU-landenes militær. Vi kan få meget mere for pengene i Europa, hvis vi kan lave fælles indkøb og reducere antallet af for eksempel armerede køretøjer, hvor EU-landene i dag har 37 forskellige modeller. Nationalismen i forsvarsindustrien har kostet dyrt, og EU-landene har næsten seks gange så mange forskellige våbensystemer som USA.

For eksempel vurderer den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, at EU-landene bruger halvt så meget på militært udstyr som USA, men i forhold til amerikanerne får vi kun 15 procent militær effektivitet ud af det. Det skyldes, at amerikanerne har flere fælles standarder og langt færre våbensystemer end EU-landene.

Det er billigere at bygge kampvogne eller kampfly, der kan bruges af alle medlemslande, end at genopfinde hjulet hver gang og lade tyskerne, franskmændene, italienerne og spanierne lave hver deres egne modeller og specifikationer. Vi kan sikre flere europæiske job, hvis vi kan udvikle og bygge dem i Europa i stedet at skulle placere milliardordrerne i amerikansk teknologi.

Arbejdspladser

EU har etableret en ny forsvarsfond, der fra 2020 vil råde over 5,5 milliarder euro om året. Det kan sætte fart i investeringer og udvikling af nye europæiske forsvarssystemer. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) håber, at danske virksomheder vil få del i disse ordrer. Formelt kan Danmark være med i forsvarsfonden, fordi den er lanceret som industripolitik under det indre marked. På papiret er det godt, da vi har over 90 konkurrencedygtige eksportvirksomheder, der som blandt andet Terma leverer militære komponenter og udstyr. De eksporterer for op imod 400 millioner kroner om året – og det skaber arbejdspladser i Danmark.

Men i praksis kommer de i klemme, fordi de er danske og underlagt forsvarsforbeholdet. Kun fuldgyldige medlemmer af PESCO får adgang til de 10 procent ekstra støtte, som EU vil toppe op med ved projekter i forsvarsfonden.

Dermed kan forsvarsforbeholdet i realiteten betyde, at danske virksomheder går glip af store eksportordrer og hægtes af i udviklingen af ny teknologi.

Det har aldrig været intentionen med forsvarsforbeholdet. For 25 år siden var et flertal af danskerne bekymrede for, at EU skulle forvandles til en overnational militær union. Det er EU ikke blevet, og frygten var overdrevet. Selv ikke PESCO fører til en militær union, for medlemslandene kan i sidste ende selv bestemme, hvor meget de deltager i.

Siden 1993 har Danmark aktiveret forbeholdet over 140 gange. Det har været så absurd, at vi gik med i NATO-operationer imod for eksempel pirater ud for Somalias kyst, men ikke kunne deltage i tilsvarende fredsskabende EU-missioner, der endda var langt bedre til at adressere årsagerne til problemet.

Forsvarsforbeholdet er så rigidt, at Danmark er afskåret fra at deltage i EU-ledede militæroperationer og kampgrupper, mens tredjelande som Norge går med. Vi har ikke kunnet deltage i fredsskabende EU-operationer i for eksempel Niger, der kan lægge en dæmper på flygtningestrømmen, og vi kan ikke være med til at destruere menneskesmuglernes fartøjer i Middelhavet. Derved bliver det tydeligt, at forsvarsforbeholdet har overlevet sig selv, det er kontraproduktivt og imod dansk interesse.

Men hvorfor klamrer politikerne sig så til det?

Flertal for afskaffelse

I dag ønsker over 60 procent af de danske vælgere forsvarsforbeholdet afskaffet, viser målinger foretaget af Greens for Dagbladet Børsen. I næsten to årtier har solide flertal i meningsmålingerne sagt ja til at fjerne forbeholdet. Alligevel er både regeringen og ledende oppositionspartier skræmte ved tanken om en folkeafstemning. De har bildt hinanden ind, at de risikerer at tabe.

Det er blevet Christiansborg-dogmet efter ja-partiernes fejlslagne forsøg på at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning i 2015.

Men hvorfor dog denne frygt? Fem ud af otte folkeafstemninger om EU er faldet ud til ja-sidens fordel. Danskerne er pragmatiske europæere, og de tager stilling fra sag til sag. Hvis argumenterne er solide, og det er i dansk interesse at deltage, vil vælgerne også være lydhøre og overveje det grundigt.

Er der oven i købet danske arbejdspladser på spil, og det ikke er suverænitetsafgivelse – hvilket det ikke er i forhold til PESCO – taler meget for, at vælgerne vil sige ja. Meningsmålingerne indikerer det.

Derfor er min anbefaling, at regeringen og de ansvarlige oppositionspartier indleder en seriøs debat om et stærkere engagement i EU’s forsvarssamarbejde i år med henblik på at udskrive en folkeafstemning om sagen, der passende kan afholdes samtidig med Europaparlamentsvalget i juni 2019.

Det vil være en perfekt timing, så danske virksomheder fra 2020 kan sikres lige så god adgang til kommende eksportordrer, som andre EU-landes virksomheder.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.