Kommentar

Glem aldrig d. 13. august 1961

Resume I disse dage mindes Tyskland de mindst 170 mennesker, der døde i desperate forsøg på at passere Berlinmuren. Først 28 år efter, nærmest ved fejl, fik østtyskerne deres frihed og ikke mindst retten til at rejse frit tilbage. Eller for at citere Harald Jäger, grænsevagten der åbnede Berlinmuren den 9. november 1989: ”Frihed er, når man ikke skal fortælle nogen, hvor man skal hen”.

Dette indlæg blev bragt i Jyllandsposten d. 13. august 2021

Forestil dig, du sidder i et tog. Og pludselig opsnapper du fra naboens radio, at der er ved at blive bygget en mur om dit land. Fremover vil du ikke kunne rejse frit, men bogstaveligt talt være buret inde. Toget befinder sig p.t. 3 ½ time fra grænsen til dit hjemland. Inden for det korte tidsrum skal du beslutte, hvad du gør: Står du af i grænsebyen og vinker farvel til dit job, dine venner og familie? Eller bliver du siddende, velvidende at du måske aldrig får chancen til at rejse igen? 

I dag fremstår dette som et grotesk tankeeksperiment. Ikke desto mindre var det den situation, som flere østtyskere befandt sig i præcist for 60 år siden. Den nye tyske film ”3 ½ Stunden” handler om de østtyskere, der sad i et tog fra München til Berlin, da DDRs leder den 13. august 1961 besluttede sig for at opføre Berlinmuren – i første omgang med pigtråd, der ironisk nok var blevet importeret fra Vesttyskland. 

I Vestens optik var Muren en ren tilståelsessag, der viste, at det kommunistiske DDR ikke kunne holde trit i systemkonkurrencen med kapitalismen. Eller som USA's præsident John F. Kennedy udtrykte det: ”Et liv i frihed er ikke let, og demokratiet er ikke fuldkomment, men vi har aldrig været tvunget til at holde på vores folk og forhindre dem i at tage et andet sted hen”. I praksis forholdt USA sig dog passivt efter devisen, at en mur var bedre end en potentiel ny verdenskrig. 

Resultatet var, at tusindvis af tyske familier blev splittet, og millioner af østtyskere måtte leve i en undertrykkende ”stikkerstat”. I disse dage mindes Tyskland de mindst 170 mennesker, der døde i desperate forsøg på at passere Muren. Først 28 år efter, nærmest ved fejl, fik østtyskerne deres frihed og ikke mindst retten til at rejse frit tilbage. Eller for at citere Harald Jäger, grænsevagten der åbnede Berlinmuren den 9. november 1989: ”Frihed er, når man ikke skal fortælle nogen, hvor man skal hen”.

28 år bag en mur sætter naturligvis sine spor. I den igangværende tyske valgkamp vil det endnu engang blive klart, at østtyskerne stemmer noget anderledes end deres vesttyske landsmænd – og at det vil få konsekvenser for, hvem der skal afløse Angela Merkel. Grundlæggende var vesttyskerne i 1989 ellers overbeviste om, at det ikke rigtigt var deres revolution. Det var jo ikke dem, der gik på gaden og derfor ikke deres hverdag, som ville blive forandret. Det samme gjaldt dybest set resten af Vesteuropa. Modsat ungdomsoprøret i 1968 var det kun østeuropæerne, der demonstrerede –og vel at mærke for at blive som os. At 1989 ud over det destruktive våbenkapløb reelt også satte punktum for ”det lille Vesteuropa”, hvor en håndfuld lande kunne mødes til kaminpassiar i det daværende EF, og hvor f.eks. arbejdskraftens frie bevægelighed kun gjaldt for vesteuropæere, var det de færreste, der erkendte. 

I 60-året for Berlinmuren diskuterer tyskerne nu endnu engang, hvordan de mentale mure kan rives ned. Som i 1989 bør diskussionen dog ikke kun omfatte Tyskland men hele Europa. Ét af efterårets mest centrale spørgsmål burde være at finde svar på, hvordan Europa i fællesskab kan reagere på retsstatens markante svækkelse i Polen og Ungarn. I modsætning til håbet i 1989 blev de jo ikke pr. automatik som ”os”.

Som altid kræver de fremadrettede svar imidlertid, at man har forståelse for hinandens udgangspunkter. Eller som Vesttysklands præsident og tidligere overborgmester i Vestberlin Richard Weizsäcker engang udtrykte det: ”Den, der lukker øjnene for fortiden, bliver blind for nutiden”. Præcis derfor bør vi også i Danmark mindes 60-året for Berlinmurens opførelse og forstå betydningen af 1989 for dem, der rent faktisk gik på gaden.  

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.