Debat

Fremtiden tilhører EU

Resume Fremtiden i Europa tegner lys og lovende, hvis blot vi tør gribe de muligheder, som integrationen og det indre marked skaber.

Der er opbrud i det politiske landskab i Europa, og vi er vidner til store rystelser i de tektoniske plader på kontinentet. I en række EU-medlemslande er de unionsskeptiske partier gået i offensiven for at vinde stemmer frem mod europaparlamentsvalget i maj, og de regeringsbærende partier virker mange steder mundlamme eller vælter baglæns i debatterne om velfærdsydelser, migration og EU-reguleringer.

Den Europæiske Union bevæger sig stadig fremad, og for nylig er man blevet enig om at lave en bankunion for at undgå nye finanskriser, men EU er også ramt af en slags eksistentiel krise, hvor der er skabt tvivl om, hvordan samarbejdet skal organiseres i fremtiden.

Europa-Kommissionen under José Manuel Barroso virker udmattet og uden et klart lederskab. Der mangler også i udpræget grad politisk lederskab i kredsen af EU-ledere, der i de seneste fem år har befundet sig i et næsten traumatisk efterskælv fra den globale økonomiske og finansielle krise.

Vi har brug for en ny fortælling om, hvad der er værdien af det europæiske samarbejde, og vi trænger til en ny pagt for Europa, der ikke bare hænger fast i fortidens løsninger, men også nytænker den måde, vi samarbejder på.

På en international konference om en New Pact for Europe, som Tænketanken Europa var vært for på Christiansborg den 10. april, præsenterede vi en række hovedscenarier for, hvordan EU kan udvikle sig i fremtiden. Det er led i en rapport fra en række europæiske tænketanke, der realistisk og uden omsvøb præsenterer flere alternativer til det nuværende EU.

Skal vi vælge en tilbage til fortiden-løsning, hvor forsigtigper vil pille euroen fra hinanden og sætte grænsebomme op. Det, synes vi ikke, vil være et klogt træk. Det er også muligt at være mere ambitiøs på kontinentets vegne og rykke tættere sammen for at løse de fælles udfordringer.

Nogle danskere er skeptikere, men det store flertal af danskere er faktisk for Europa på en sund og pragmatisk måde. Sagen er bare, at mange ikke længere er sikre på, hvad det betyder i fremtiden. Det er et reelt problem, der må tages alvorligt. Det nytter ikke bare at feje det til side, når folk udtrykker bekymring for fremtiden.

Sagen er, at Den Europæiske Union trænger til at blive genopladet og fornyet, så der igen kan skabes solid folkelig opbakning til projektet og de værdier, som det skal bygge på i fremtiden.

Krisen har i de fleste lande kostet dyrt på væksten og velstanden, og når regeringerne ikke kan levere økonomisk fremskridt, og lønmodtagerne oplever stagnerende lønninger og øget utryghed i jobbet, så bides hestene.

Der er muligvis et økonomisk forår på vej i Europa, men opsvinget er stadig sårbart, og der er fortsat en del usikkerhed. Det påvirker også det politiske klima, hvor der er betydelige spændinger både indadtil og i forhold til de andre.

Nogle politikere bruger skældsord og pisker en folkestemning op med masser af frygt for alt fra jordbærplukkere til polske blikkenslagere, og medieluften er forvandlet til en sand talkrig om alt fra børnechecken til dagpenge og social dumping. Selv om der for enkelte ydelser er sket en stor procentvis stigning, er det sket fra et ekstremt lavt niveau.

Tallene dokumenterer, at der indtil nu kun er tale om et begrænset socialt misbrug eller eksternt velfærdstræk. Alligevel bliver stemningen pisket op, fordi der er en bagvedliggende usikkerhed om, hvad fremtiden vil byde på.

Det er muligt at reformere sig ud af krisen. Personligt er jeg overbevist om, at fremtiden i Europa tegner lys og lovende, hvis blot vi tør gribe de muligheder, som integrationen og det indre marked skaber i stedet for at lade os overmande af frygt og en stadig mere forpint fremtidsfobi. Vi har ingen økonomisk interesse i at sænke grænsebomme eller satse på en ny protektionisme, der lægger en dæmper på samhandlen og mobiliteten i Europa.

Danmarks velstand og fremtidige velfærd afhænger i sidste ende af, at vi fortsat kan høste milliardgevinster ved øget samhandel i det indre marked. Når man taler om frygten for, at det danske velfærdssamfund kan ende med en regning på nogle millioner kroner til f.eks. polske lønmodtagere og deres familier, bør man ikke glemme, at den danske eksport til de østeuropæiske lande er steget kraftigt i de seneste år.

I de seneste 10 år er eksporten til Polen mere end fordoblet til over 15 mia. kr., og frem mod 2020 kan den blive mere end fordoblet til over 33 mia. kr.
Det er vigtigt at få disse økonomiske perspektiver ind i debatten igen. Tænketanken Europa har her i marts samlet en thinkforce bestående af otte eksperter, der skal være med til at finde konstruktive bud på holdbare og afbalancerede løsninger, der kan tackle risikoen for velfærdsshopping gennem reformer. Både i Danmark og EU må vi føre en seriøs debat om reformer uden at tabe hovedet.

I den europapolitiske debat bør vi ikke bare lade os styre af korttidshukommelsen, af hovsa-reaktioner eller af de sidste Google-hits på internettets allestedsnærværende søgemaskine. Vi må også have et historisk perspektiv på vore handlinger. EU er et barn af de historiske aspirationer, der blev født i kølvandet på Anden Verdenskrig og dens forfærdelige ødelæggelser på kontinentet.

Visionære folk som Winston Churchill, Jean Monnet, Robert Schumann og Konrad Adenauer byggede fundamentet til et europæisk samarbejde, der er udvidet og konsolideret gennem generationer.

Fortidens voldelige nationalisme og krige på dele af det europæiske kontinent er afløst af et tæt økonomisk og politisk samarbejde, og det indre markeds stadig tættere samhandel har været en velstandsmotor, som de færreste i dag vil være foruden.

Det har ikke været let, og undervejs har mange forsøgt at udstede en dødsdom over euroen og Europa-Parlamentet, men glem for et øjeblik Mickey Mouse i Disneyland. Virkeligheden er, at EU – trods mange tilbageslag – har overvundet flere store kriser.

Den 1. maj er der gået 10 år siden østudvidelsen af fællesskabet, og de lande har oplevet en kraftig velstandsstigning. Det er en investering, som også kan komme de næste generationer til gode. Øget velstand i de øst- og centraleuropæiske lande er med til at stabilisere kontinentet. Gennem øget samhandel og større mobilitet for lønmodtagere i EU's indre marked kan vi alle sammen blive rigere.

Vi investerer også i fremtidens sikkerhed i Øst- og Centraleuropa. Ruslands ekspansion og overtagelse af Krim-halvøen giver grund til dyb bekymring i Danmark og andre EU-lande, og det er vigtigt at finde et holdbart og langsigtet svar på den sikkerhedspolitiske udfordring, som præsident Putins nye ekspansionisme skaber.

Målrettede og kloge sanktioner er bare et lille element i dette nye stormagtsspil. Større energipolitisk uafhængighed af Rusland er et andet. Uden et stærkere EU vil vi være yderst sårbare, når Putin og andre med stormagtsambitioner spiller med musklerne i fremtiden.

I stedet for at vende tilbage til fortidens nationalistiske magtspil i EU-kredsen, hvor hver især søger at maksimere de nationale særinteresser, er der i allerhøjeste grad brug for, at EU-landene rykker tættere sammen. Vi skal i gang med at finde nye svar på de globale og europæiske udfordringer. Dialogen om en ny pagt for Europa er et godt sted at starte.

En udgave af dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten d. 2. april.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.