Kommentar

Franske præsidentvalg: Det tegner stadig til en gyser

Dette indlæg blev bragt i Ræson d. 11. april 2022

Det blev som forventet præsident Emmanuel Macron og Rassemblement National´s Marine Le Pen på den yderste højrefløj, der går videre til 2. og afsluttende runde af det franske præsidentvalg den 24. april. Det er et bedre resultat for dem begge – 27,6 pct. over for 23,4 pct. - end da de mødtes i 2017, og en iøjnefaldende høj tilslutning for en siddende præsident på genvalg.

De store gamle partiers déroute er til gengæld fuldstændig. Parti Socialiste led et knæk allerede i 2017. Denne gang var turen kommer til de Gaulles gamle politiske familie hos Les Républicains, hvor Valérie Pécresse ikke kunne samle mere end 4,8 pct. af stemmerne. Tilbage står tre store blokke i fransk politik: det stærke yderste højre og det stærke yderste venstre, der i denne runde fik over 50% af stemmerne, og de macronistiske centrumkræfter i midten.

Udfordringen for de to kandidater i slutrunden er dobbelt. Næsten 25-26 pct. af de franske vælgere valgte at blive hjemme. Mobiliseringen her er vigtig for dem begge. Den anden er retningen for de stemmer, der i 1. runde er gået til de andre kandidater. Det kan godt blive en forhindring ikke mindst for Emmanuel Macron, der gerne skal kunne trække flere stemmer fra venstre. Han gik i 2017 til valg på et både/og, både højre og venstre af den politiske dagsorden. For mange vælgere til venstre for midten er Macron i dag blevet de riges præsident. Denne valgkampagnes forslag om bl.a. en forhøjet pensionsalder bidrager ikke til indtrykket af en politiker, der vil venstrefløjens vælgere det godt. Endnu en gang kan det blive diaboliseringen af Le Pen, der skal bringe sejren i hus.

Prognosen for 2. runde er pt. ml. 51-56 pct. til Macron og 49-51 pct. til Le Pen. Dramaet er langt fra forbi.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.