Analyse

Fra tysk-fransk tango til europæisk lancier

Macron og Merkel lancerer genopretningplan EU

Resume En ting er, at Merkel og Macron har fundet hinanden og lanceret et historisk udspil til en genopretningsplan. Noget andet er, om det kan lykkes at omsætte det til noget, der er spiseligt for alle 27 EU-lande.

Denne analyse blev bragt i Berlingske 25. maj 2020.

Angela Merkel og Emmanuel Macrons udspil til en milliardtung EU-genopretningsfond er for længst blevet betegnet som ”historisk” og som en ”game changer”. Ikke desto mindre er der stadig et stykke vej til et EU-kompromis. Det skyldes ikke kun Nord-, men i høj grad også Østeuropa

Emmanuel Macron glemmer nok aldrig sit første møde med kansler Merkel i Berlin. Først slog lynet ned i præsidentflyet, så delegationen i første omgang måtte vende om til Paris. Så rynkede Merkel på øjenbrynene og sagde ”nein”, da talen faldt på euroobligationer og muligheden for at optage fælles lån.

Men dengang i maj 2012 var Macron ikke præsident. Han var bogstaveligt talt mappebæger og deltog som én af præsident Francois Hollandes rådgivere. Med en slet skjult kritik bemærkede Macron tørt efter mødet, at der skal to til at danse tango.

I sine første tre år som præsident har Macron nu ikke været meget bedre til at finde rytmen med Merkel. Hans store EU-taler forblev stort set ubesvaret og Merkel gav alle hans ambitioner om en styrket fælles finanspolitik en kold skulder. Lige indtil den 18. maj, hvor Merkel og Macron i fællesskab foreslog ”at give EU-kommissionen lov til at finansiere genopbygningen ved at låne på markederne på vegne af EU”.

Tyskerne har rykket sig mest

Ligesom de øvrige gange i historien når Tyskland og Frankrig har fundet hinanden, er der naturligvis tale om et kompromis. F.eks. havde Macron ønsket sig, at genopretningsfonden blev endnu større end 500 mia euro.

Men det ændrer ikke ved, at det denne gang er Tyskland, som har rykket sig mest. For første gang har en tysk kansler accepteret, at en europæisk krise kan løses ved, at Kommissionen optager fælles lån til en fond, og at de nødlidende lande, der nyder godt af den, ikke skal betale beløbet tilbage – euro for euro. 

Forklaringen på dette skifte er først og fremmest, at Merkel er overbevist om, at corona-krisen er fundamentalt anderledes end de forrige. I modsætning til eurokrisen er krisen ikke udløst af overforbrug og sløsede finanser i Sydeuropa, men af en pandemi. Og i modsætning til dengang risikerer krisen direkte at ramme hjertekulen af tysk økonomi, nemlig muligheden for fortsat at kunne eksportere i stor stil til Sydeuropa.

Dermed er genopretningsfonden den logiske konsekvens af det mantra, som Merkel har fremført under krisen: ”Det kan kun gå Tyskland godt, hvis det også går resten af Europa godt”.

Den anden forklaring er direkte knyttet til Italien. Ifølge flere kilder har det gjort dybt indtryk på kansleren, at meningsmålinger nu viser, at 42 pct. af italienerne ønsker at forlade EU. Overbevisningen om, at der vitterlig denne gang er meget på spil, deles åbenbart af den brede tyske befolkning. I hvert fald viser den første måling, at et flertal støtter genopretningsplanen.

Fra tango til europæisk lancier

Én ting er imidlertid, at Tyskland og Frankrig nu har fundet hinanden i Macrons tango. Noget andet er, om EU27 kan blive enige – i en slags europæisk lancier, om man vil.

I første omgang rykker al opmærksomhed på onsdag over mod Kommissionsformand Ursula von der Leyen, når hun fremlægger Kommissionens samlede plan for Europas genopretning. Derefter er det formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, der skal forsøge sig som den store kompromismager. At dømme efter reaktionerne på det tysk-franske udspil er der i hvert fald tre centrale konfliktlinjer.

For det første skal Michel forholde sig den såkaldte ”sparebande”, Holland, Sverige, Danmark og Østrigs kritik. Selvom landene næppe vil være begejstret for en lånemodel, vil de måske kunne formildes, hvis der findes en bedre balance mellem lån og gaver; altså at Sydeuropa skal betale flere penge tilbage.

En anden ”kompromisknap” er Kommissionens foreløbige melding om, at støtte skal knyttes til klare reformkrav og investeringer inden for det digitale og grønne område. Sådanne investeringer vil kunne komme ”sparebandens” eksportindustrier til gavn. 

For det andet er der de østeuropæiske lande, som også har udtrykt sig temmelig kritisk. Landene frygter, at de nu bliver ”straffet” for at håndtere Covid-19 bedre end de på papiret rigere sydeuropæiske lande. Eller som Tjekkiets premierminister Andrej Babis har udtrykt det: ”Det vil være uretfærdigt, hvis vi bliver straffet for, at vi har været så succesrige”.

En model kunne være at sikre østeuropæerne en betydelig del af strukturfondsmidler. Det hele kompliceres dog af, at Kommissionen allerede har meddelt, at støtte skal knyttes til EU’s fælles retsstatsprincipper. Og det volder problemer i Budapest og Warszawa. 

Endelig er der spørgsmålet, hvordan og hvornår det samlede EU-lån skal betales tilbage. Her er det tysk-franske forslag noget uklart og rummer derfor mange kompromis- men også konfliktmuligheder. F.eks. vil Kommissionen åbenbart foreslå, at EU-skatter på plastik og CO2-udslip kan være med til at generere nye indtægter.  

Allerede inden Coronakrisen ramte, betegnede Charles Michel forhandlingerne ”som de vanskeligste budgetforhandlinger i EUs historie”. Meget tyder på, at han stadig kan få ret, men alle vil være nødt til at tage bestik af, at Tysklands forhandlingsposition er en ganske anden i maj end i februar 2020.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.