Analyse

Farage-paradokset

Resume Jo mere vind i sejlene det EU-skeptiske parti UKIP har, jo mere vågner pro-europæiske kræfter og trækker opinionen i Storbritannien i den anden retning. Derfor taler man om Farage-paradokset.

Dette indlæg blev bragt som analyse i Politiken 23. april 2015

Et bemærkelsesværdigt modsætningsforhold præger britisk politik frem mod valget 7. maj. Mens det liberale og stærkt EU-kritiske parti, United Kingdom Independence Party (UKIP), går frem i meningsmålingerne, bakker flere og flere briterne op om at Storbritannien fortsat skal være medlem af EU.
 
Disse to modsatrettede trends har i den britiske debat fået navnet ”Farage-paradokset” – opkaldt efter UKIP’s kontroversielle og karismatiske leder, Nigel Farrage. Men hvordan kan disse umiddelbare modsætningsforhold hænge sammen?
 
YouGov har siden 2010 undersøgt, hvordan britiske vælgere vil stemme, hvis der var en folkeafstemning om Storbritanniens EU-medlemskab. Se figur1. Fra september 2010 til februar 2015 er udviklingen gået fra, at et flertal ønskede at forlade EU, til at flere ønsker at blive i EU. I samme periode har debatten om et Brexit, altså et britisk EU-exit, taget til.

UKIP går frem, men opbakningen til EU stiger - Farage-paradokset

Denne debat har været med til at vække flere virksomheder og interesseorganisationer, som har kastet sig ind i debatten som stærke fortalere for at Storbritannien bør blive i EU. De er stærkt bekymrede for konsekvenserne af at forlade det europæiske samarbejde, og er nu offentligt begyndt at udtrykke deres støtte til fortsat EU-medlemskab.
 
En forklaring på Farage-paradokset er derfor, at fremgangen for de mest EU-kritiske partier, der bl.a. også har fået De Konservative og premierminister David Cameron til at skærpe tonen over for EU, har fået de mere pragmatiske og centrumsøgende vælgere til at bakke op om EU-medlemskabet. Altså en form for modreaktion: Jo mere vind i sejlene UKIP har, jo mere vågner pro-europæiske kræfter og trækker opinionen i den anden retning.
 
“Stem på UKIP, få Labour”
 
UKIP står til at få en håndfuld mandater til det kommende valg. Partiet er nyliberalt med fokus på frie markedskræfter og lille statsindblanding, men alligevel udgør dets vælgerbase primært ufaglærte arbejdere, der føler sig ladt i stikken af globaliseringens kræfter.
 
Afgørende for partiets store fremgang har været at sammensmelte EU-politik med immigrationspolitik, hvilket har gjort hård euroskepsis til populærpolitik. Presset fra UKIP har fået Cameron til at skrue EU- og immigrationsbissen på og love en afstemning om britisk medlemskab af EU, måske i håb om at skabe ro i mere kritiske konservative kredse.
 
På grund af det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse står UKIP ikke til at få ret mange pladser i det britiske parlament. Det britiske valgsystem er en særlig udfordring for UKIP, der ikke ligesom det Skotske National Parti, Liberaldemokraterne og De Grønne har formået at koncentrere sine stemmer til enkelte valgkredse.
 
På trods af dette er UKIP med til at gøre valgets udfald mere usikkert. Det skyldes, at en stemme på UKIP kan være med til at afgøre udfaldet af valget i enkelte kredse. I de valgkredse, hvor kampen mellem Labour og Det Konservative Parti er tæt, kan vælgervandring fra De Konservative til UKIP betyde, at Labour vinder kredsen. Det har fået den konservative premierminister David Cameron til af advare mod, at en stemme på UKIP, kan være en stemme på Labour.
 
Undersøgelser viser, at mange af UKIP’s nuværende støtter stemte på Labour i 1990’erne, men flyttede deres opbakning til De Konservative ved valget i 2010, bl.a. på grund utilfredshed med Labours immigrationspolitik. De Konservative ser dog ikke ud til at kunne fastholde disse vælgere, og mange vender nu snuden mod UKIP.
 
En trussel mod britisk identitet
 
UKIP ser på EU som et elitært projekt, der fører til ubegrænset immigration og nedadgående lønpres for britiske ufaglærte – en trussel mod britisk identitet – og det europæiske samarbejde bliver brugt som symbol på de ændringer og udfordringer, som globaliseringen medfører. Intet andet britisk parti kan bryste sig med en lige så skarp vælgerprofil.
 
Stemmerne kommer typisk fra hvide, britiske mænd over 55 år, der tidligt har forladt skolebænken arbejder som ufaglært. De mangler de kvalifikationer, der er væsentlige for social mobilitet og føler sig presset af globaliseringen. Denne gruppe er også særligt sårbar over for den stigende økonomiske ulighed i det britiske samfund, britisk sparepolitik og konkurrence udefra. Og de oplever ikke, at de etablerede politiske partier længere taler deres sag.
 
Derfor bakker de trængte ufaglærte arbejdere op om UKIP – også selvom partiet ikke har en troværdig økonomisk politik eller tradition for at hjælpe de svage i samfundet. I stedet er der fokus på stærke nyliberale værdier og frie markedskræfter. Det er dog ikke afgørende for partiets vælgere. De har mistet tilliden til, at traditionel politik kan løse deres problemer, og de har vendt deres vrede mod de etablerede partier.
 
Under Europa-Parlamentsvalget fik UKIP’s kernevælgere selskab af vælgere fra middelklassen, der ønskede at lufte deres utilfredshed med den etablerede politiske elite og lufte deres modvilje mod EU. Men målinger viser, at disse vælgere vender tilbage til deres partipolitiske fold, når et parlamentsvalg står for døren. Derfor vil UKIP igen være et parti for desillusionerede ufaglærte, når briterne går til valg 7. maj.

Læs flere analyser og notater om Storbritannien og Brexit her

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.