Kronik

Europol i hus – men hvad med resten?

Resume Med den nye operationelle aftale mister Danmark direkte adgang til data og indflydelse i Europol.

Denne kronik blev bragt af jp.dk 1. maj 2017.

Glæde over Europol aftale er en stakket frist
Lidt mere end 500 dage skulle der gå fra det danske nej ved retsforbeholdsafstemningen 3. december 2015, til den danske særaftale med Europol kom i hus. Dermed har Danmark og EU sat rekord for, hvor hurtigt en aftale med Europol kan tegnes og underskrives. 

Det er naturligvis glædeligt. Endnu mere glædeligt er det, at den nye aftale er bedre end frygtet – ja, faktisk den bedste tredjelandsaftale der er med Europol. Men selvom Danmark stilles bedre end andre tredjelande, sætter aftalen desværre Danmark på B-holdet. Danmark vil ikke længere være medlem, men et tredjeland, og på en række områder får det betydning for dansk politis muligheder. Forskellene kan beskrives i en sætning: Danmark mister direkte adgang til data og indflydelse.

I dag er der omkring 100 personer hos politiet, der kan søge i Europols registrer, fremover bliver det nul. Og Danmark er storforbruger af databasen. Alene i 2016 søgte dansk politi mere end 92.000 gange. For at løse problemet med den manglende søgeadgang, bliver der med aftalen oprettet en løsning, hvor op til otte dedikerede dansktalende Europol-ansatte skal foretage søgninger for Danmark. 

Rigspoliti: Løsning har begrænset holdbarhed
Det vurderes, at denne løsning ind til videre er operativt tilfredsstillende, men Rigspolitiet forudser allerede nu, at ”den manglende direkte søgeadgang i nær fremtid vil indebære en meget væsentlig begrænsning af dansk politis mulighed for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet sammenlignet med fuldgyldige medlemmer af Europol.”

Det skyldes, at selv hvis løsningen fungerer upåklageligt, kan det ikke ændre ved, at dansk politi ikke får glæde af Europols kommende mobile løsninger, der vil gøre Europol-data mere tilgængeligt for betjente, der arbejder med at efterforske organiseret kriminalitet og terrorisme. Værktøjet vurderes at være yderst nyttigt for politiet, men kommer ikke til at gavne danske politifolk. 

Endelig vil Danmark trods observatørstatus i Europols Styrelsesråd ikke have formel indflydelse på Europols prioritetsområder og udvikling. Indflydelse kan være svært at måle, men forskellen mellem observatør og medlem bør ikke undervurderes. Danmark har tidligere været primusmotor i at få sat rocker-kriminalitet og menneskesmugling på hele Europols dagsorden. 

Omvendt vil dansk politi ikke kunne mærke forskel på en lang række områder. Danmark vil f.eks. stadig kunne udstationere politifolk til Europol, deltage i fælles efterforskningshold og i EU’s anti-terrorcenter. 

Det er glædeligt. Men selv med Europolaftalen står Danmark desværre i stadig stigende grad udenfor EU’s politi- og strafferetlige samarbejde. Europol er nemlig kun ét af de vigtige værktøjer i EU’s stadig mere omfattende og højtteknologiske værktøjskasse til bekæmpelse af grænseoverskridende, organiseret kriminalitet, som Danmark og dansk politi stille og roligt mister råderet over. 

Danmark falder længere og længere ud 
Allerede i dag er Danmark afskåret fra flere dele af samarbejdet, og på sigt vil gabet mellem Danmark og de andre EU-lande kun blive større. Det skyldes to ting. For det første at EU intensiverer samarbejdet i lyset af terrortruslen mod Europa. For det andet vil de retsakter, som Danmark i dag er en del af, fordi de stadig er mellemstatslige, bliver ført op i det almindelige overstatslige EU-samarbejde, hvilket aktiverer det danske retsforbehold. 

Det gælder bl.a. anklagemyndighedernes pendant til Europol, Eurojust, den europæiske arrestordre og efterforskningskendelse. Danmark er eller bliver også afskåret andre centrale værktøjer, som giver mulighed for udveksling af DNA, fingeraftryk og passageroplysninger. 

Denne konsekvens er helt forudset. Det fremgår direkte af vores forbeholdsprotokol. Og det var sådan set også baggrunden for, at vi stemte om at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Tilvalgsordningen ville have givet de folkevalgte i Danmark mulighed for selv at bestemme hvilke dele af samarbejdet, Danmark skulle tilsluttes. Med bevarelsen af retsforbeholdet står vi i den paradoksale situation, at politikerne må gå med hatten i hånden til EU-Kommissionen, for at overbevise dem om, at vi alligevel skal deltage – trods forbehold på området. Lykkes det, går tiggeturen videre til Europa-Parlamentet og Rådet, der begge skal godkende nye aftaler. 

Det vil selvsagt kunne lykkes i nogle tilfælde. Navnlig hvor et samarbejde er i EU’s interesse og hvor det juridisk set kan lade sig gøre. Omvendt vil der også være tilfælde, hvor Danmark må tage hatten på igen og forlade lokalet. 

Og det gælder ikke kun i forhold til politisamarbejdet. Det gælder også i forhold til de mange regler, der gør det nemmere for virksomheder og borgere at agere over grænserne. Regler der gør, at en dansk konkurs anerkendes i Belgien, hvis der er aktiver i landet, og som letter proceduren for borgere og virksomheder, der skal indkræve gæld på under 15.000 kr. i andre EU-lande. Og hvor mor og far bor i hvert sit land, eller hvor et familiemedlem med aktiver i flere lande dør, gør EU-reglerne, at man i udgangspunktet har ét og ikke to, tre eller 28 forskellige regelsæt at tage udgangspunkt i.  

Er det muligt at føre konkurssager, indkræve penge og afgøre forældremyndighedssager uden EU-reglerne? Det er det uden tvivl. Men det er omkostningsfyldt, uigennemsigtigt, besværligt og gør vilkårene dårlige for danske virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter. 

Suverænitet tog opmærksomheden
Efter nej’et den 3. december 2015 kan der skydes en hvid pil efter deltage i de regler. EU har allerede to gange sagt nej tak, da Danmark kom med hatten i hånden i 2001, fordi de ganske enkelt ikke var i EU’s interesse. 

De nævnte regler er svære at finde argumenter imod. Og det var da heller ikke det, der var omdrejningspunktet for debatten op til folkeafstemningen. Liberal Alliance pegede f.eks. på, at partiet sådan set var for 21 af de 22 retsakter, Danmark efter et ja ville have tiltrådt. Og det største af nej-partierne, Dansk Folkeparti, ville ikke gå ind i diskussionen om hvilke retsakter, man var for eller i mod. 

I stedet handlede afstemningen - som ved tidligere EU-afstemninger - om suverænitet. Suverænitetsspørgsmålet blev taget som gidsel i afstemningen, der i stedet for indhold langt hen af vejen handlede om at ville eller ikke at ville overlade suverænitet på retsområdet. 

Retsområdet er ikke et sort hul, men handler om samarbejde
Retsområdet blev fremlagt som et sort hul af initiativer, hvor alt fra lovgivning om kriminel lavalder og et Europæisk FBI ville kunne vokse fremad. Jeg hørte endda påstande om, at politikerne ved ja ville kunne tilslutte Danmark euroen og at Danmark ville ophøre som selvstændig stat! Ingen af disse ting ville kunne lade sig gøre, hvis det var blevet et ja. Der manglende kort sagt juridisk grundlag for det. 

De vi reelt tog stilling til, var et europæiske retssamarbejde om grænseroverskridende civil-, straffe- og politimæssige spørgsmål. Kernen i samarbejdet er gensidig anerkendelse af retsafgørelser, mens det kun i meget lille omfang er muligt at lave lovharmonisering. Der var ikke tale om fælles politi, straffelov eller for den sags skyld en fælles kriminel lavalder. Det var tale om helt konkrete løsninger på nogle af de problemer, der opstår, når penge, kriminelle, varer og familier krydser grænserne. Områder hvor intet land er suverænt nok til selv at kunne løse problemerne. De andre 27 EU-lande har for længst besluttet, at det giver bedst mening at udøve suverænitet i fællesskab. Kun Danmark står udenfor.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.