Kommentar

Europa uden Merkel: Det tyske "supervalgår"

Bragt i Jyllandsposten d. 7. januar 2021

Hånden på hjertet. Hvem vil kunne svare rigtigt på følgende spørgsmål i en forsinket nytårsquiz: Hvilken post varetog Thomas Kemmerich kortvarigt i starten af 2020 i Tyskland? Næppe mange! For da Kemmerich blev valgt som ministerpræsident i den østtyske delstat Thüringen, var alle danske udlandsreaktioner travlt optaget af primærvalgene i USA. Valgene blev dækket væg-til-væg og overskyggede fuldstændigt begivenhederne i Thüringen. Og dét på trods af, at begivenhederne i det tidligere DDR udløste et jordskælv, som hurtigt bredte sig til Berlin.

Ganske få dage efter valget af Kemmerich kastede CDU’s nye formand og potentielle Merkel-afløser Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK) nemlig håndklædet i ringen. Hendes motivation var indlysende. For hvordan skulle hun kunne lede hele CDU og på sigt Tyskland, hvis hun ikke engang havde styr på de lokale partifæller i Tyskland? På trods af AKK’s mange appeller havde CDU i Thüringen valgt se stort på hendes opfordring om aldrig at samarbejde med det højreorienterede Alternative für Deutschland, AfD. I stedet for at stemme blankt sikrede de sammen med bl.a AfD kortvarigt den liberale Kemmerich regeringsposten. 

Dramatikken i Thüringen var dårligt overstået, før corona-krisen lagde sig som en tung dyne over tysk politik. Reelt er det derfor først nu, at kampen om det Merkel-løse Tyskland kan blive skudt i gang. Den 15.-16. januar skal 1001 delegerede vælge ny CDU-formand på et virtuelt landsmøde i Berlin. Derefter går det slag i slag med delstatsvalg i Rheinland-Pfalz og Baden-Württemberg (14. marts), Thüringen (25. april) og Sachsen-Anhalt (6. juni). Det hele kulminerer med forbundsdagsvalget den 26. september. Samme dag skal vælgerne i Mecklenburg-Vorpommern og Berlin også sammensætte en ny landdag. Supervalgåret vil ikke alene kunne vende op og ned på magtforholdene i Tyskland; det vil også afgøre, hvem der skal overtage Merkels centrale position som Europas store kompromismager. 

Ganske tankevækkende er der lagt op til ét af de mest åbne opgør om magten siden Forbundsrepublikkens grundlæggelse. For første gang siden 1949 stiller den siddende kansler nemlig ikke op til nyvalg. Faktisk er Merkel den første kansler, der forlader posten uden enten at være blevet gået af sine egne (Adenauer, Erhard, Brandt og Schmidt) eller af vælgerne (Kiesinger, Schröder og Kohl). I praksis betyder det, at det er svært at forudsige, hvem der i sidste instans afløser Merkel. Meget tyder faktisk på, at der kan blive tale om en helt ny konstellation af regeringspartier. Selvom CDU’s landsmøde løber af stablen kun få dage før Joe Bidens indsættelse, gør alle klogt i at lære af Thüringen og stille skarpt på opgøret i CDU. 

Ved første øjekast er de tre kandidater, som stiller op den 16. januar, Friedrich Merz, Armin Laschet og Norbert Röttgen, alt det, Merkel ikke er: mænd, katolikker og vesttyskere, opvokset i Nordrhein-Westfalen. Siden corona-krisens start er Merkels popularitet imidlertid vokset så meget, at der reelt ikke er nogen af kandidaterne, der tør tage et opgør med Merkels midtsøgende kurs. Ja, at dømme på de hidtidige virtuelle valgmøder virker det som om, at de tre kandidater har indgået en pagt om ikke at grave nye grøfter i partiet. Det hænger også sammen med, at den tidligere så kontroversielle udlændingepolitik er røget ned af dagsordenen. Lige så afgørende er det, at De Grønne har overtaget AfD’s position som det parti, CDU skal profilere sig overfor. Kort sagt: meget tyder på at klima- bliver mere afgørende end udlændingepolitikken. 

De manglende klare skel mellem de tre kandidater bevirker, at der allerede spekuleres kraftigt i, om det ikke bliver en fjerde kandidat, der i september skal forsøge at forsvare Merkels kanslerpost. Et kort blik i historiebogen vidner også om, at søsterpartierne CDU og CSU to gange tidligere er blevet enige om, at CDU’s formand ikke automatisk skulle ophøjes til kanslerkandidat. I 1980 stillede CDU/CSU med CSU-formand Franz Josef Strauss i stedet for Helmut Kohl. Og i 2002 overlod Merkel, CDU, kanslerkandidaturet til CSU’eren Edmund Stoiber. At der spekuleres kraftig i en fjerde kandidat, ses bl.a. af, at CDU’s nestor, Wolfgang Schäuble, har plæderet for, at CDU/CSU først sidst på foråret skal beslutte sig for, hvem der bliver kanslerkandidat. Hermed vil kanslerkandidaten ikke som AKK skulle konkurrere med Merkel om rampelyset. Dertil kommer, at han ikke bliver ”fedtet ind” i mulige dårlige delstatsvalg i Rheinland-Pfalz og Baden-Württemberg.

Ser man på meningsmålingerne, er der ingen tvivl om, hvem der kunne være den ”fjerde mand”, nemlig sundhedsminister Jens Spahn, CDU, eller Bayerns ministerpræsident Markus Söder, CSU. Begge har profileret sig under corona-krisen og ligger konsekvent sammen med Merkel i top 3 af Tysklands mest populære politikere. Söder har hidtil på det kraftigste afvist, at han skulle være interesseret. ”Min plads er i Bayern”, og ”tyskerne er ikke klar til at blive regeret fra Hofbräuhaus i München” er blandt hans ”soundbites”. Spahn svækkes af, at han indgår i en formandsduo med Laschet og dermed skal kuppe sig til kanslerkandidaturet, hvis Laschet bliver formand. 

Spahns og Söders chancer vil uundgåeligt stige, hvis den nye CDU-formand kun lige akkurat slår de to andre kandidater, og hvis partiet klarer sig dårligt til delstatsvalgene i marts. Reelt er der derfor kun én ting, der er helt sikkert, nemlig at Merkel ikke pludselig alligevel lader sig overtale til at tage en tørn mere. Senest i sin nytårstale har Merkel igen gjort det klart, at hun er færdig i politik. Alt taler derfor for, at hun vil indfri sin drøm fra DDR-tiden: ”Jeg vil se Rocky Mountains og køre rundt i bil med Bruce Springsteen i ørerne”. 

Det forhold, at Merkel ikke er på stemmeseddelen skaber betydelig usikkerhed om resultatet. Ikke alene vil CDU/CSU gå glip af en såkaldt ”kanslerbonus”. Mindst lige så klart er det, at partiets fremgang siden corona-krisen i høj grad skyldes Merkels nøgterne håndtering af krisen. Når Merkel først er væk, kan CDU’s støtte derfor meget vel falde. 
Nærstuderer man de seneste målinger, kan det faktisk ikke helt udelukkes, at De Grønne, SPD og det venstreorienterede parti Die Linke på papiret vil kunne danne en flertalsregering uden om CDU/CSU. Mod det taler imidlertid, at De Grønne og SPD næppe vil turde at regere med Die Linke, hvis partitop taler imod NATO og en styrkelse af samarbejdet med Rusland. Eller som De Grønnes tidligere udenrigsminister Joschka Fischer har udtrykt det: Tyskland er for stort og vigtigt et land til at kaste sig ud i et sådant eksperiment. 

Den p.t. mest sandsynlige konstellation er derfor en helt anden, nemlig en konservativ-grøn regering. En sådan konstellation vil kunne fastholde en stram udlændingepolitik samtidigt med, at klima-politikken ophøjes til det centrale tema. Da det liberale, FDP, kæmper med spærregrænsen, fremstår den klassiske borgerlig-liberale konstellation ikke overvejende sandsynlig. Det samme gælder en fortsættelse af den nuværende store koalition, CDU/CSU-SPD der længe kun har været et fornuftsægteskab. 

Uanset hvilken konstellation tyskerne vælger, vil de fremover blive regeret af en kansler, der ikke har den store udenrigspolitiske erfaring. I det øvrige Europa vil det give anledning til nogen bekymring. For hvem skal så holde sammen på EU-butikken? Her er det værd at huske, at situationen langt fra er ny. Da Merkel for 16 år siden blev kansler, var aviserne i ind- og udland fyldte med, at Helmut Kohls ”Mädchen”, var en novice på den internationale scene. Og hvad der er mindst lige så centralt: ingen af de potentielle kanslerkandidater i CDU/CSU, Die Grønne eller SPD går til valg på radikalt at ændre Merkels Europa-politik. 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.