Brief

EU-skeptikerne vandt ikke valget

Skeptikere vandt ikke valget

Resume Valget til Europa-Parlamentet blev samlet set ikke et europæisk jordskredsvalg, selv om euroskeptikerne i en række lande som Danmark, Frankrig, Storbritannien og Grækenland endte som de største partier. En cocktail med folkelige frustrationer over manglende vækst og beskæftigelse, protester over EU´s finanspagt, samt indvandringsfrygt gødede jorden for skeptikernes fremgang. Det er dog fejlagtigt, når kommentarer, analytikere og medierne hævder, at skeptikerne ”vandt valget”. Billedet er langt mere nuanceret. Der er store ideologiske og politiske uenigheder internt i skeptikerlejren, og de kommer til at stå tilbage som proteststemmer uden realpolitisk indflydelse.

Bundlinjen efter valget er, at de pro-europæiske partier stadig udgør det store flertal i Europa-Parlamentet med 70 pct. af stemmerne bag sig. Det vil føre til mere EU og ikke mindre EU, hvis parlamentets pro-europæiske partier kan finde sammen i en ny bred Europa-koalition. Det vurderer Tænketanken EUROPA i dette brief om EP-valget.

Skeptikerne og de nationalistiske partier vil blive isoleret i beslutningsprocessen, fordi det må forventes, at den nye brede Europa-koalition på den politiske midte vil kunne enes om en række store reformer, og på ad-hoc basis kan indgå forlig med såvel den liberale ALDE-gruppe som den grønne gruppe. Men EU-skeptikerne kan opnå indirekte indflydelse, hvis de store borgerlige og socialdemokratiske partier går i defensiven og overtager skeptikernes retorik.

Tænketanken advarer mod at gøre valget til en historie om, at europæerne og befolkningen over en kam kræver mindre integration og mindre EU. En analyse af de underliggende vælgerstrømninger og målinger af europæernes holdninger til EU viser, at det store flertal af de europæiske vælgere ikke ønsker en tilbagevenden til den nationale identitetspolitik og genindførsel af den nationale grænsekontrol. På centrale områder ønsker befolkningsflertallet faktisk mere EU.

Skeptikerne og de nationalpopulistiske partier har færre vælgere bag sig, end den gruppe af europæiske vælgere, der efterlyser en mere effektiv økonomisk reformpolitik i EU for at mindske arbejdsløsheden, begrænse social ulighed og skabe ny vækst. Noget tyder på, at der kan være flere stemmer i at føre en mere offensiv EU-reformpolitik, der mindsker arbejdsløsheden og skaber vækst i Europa end i at overtage skeptikernes og nationalpopulisternes identitetspolitik.

Hovedkonklusioner
  • Frygten for EU-skeptikere bør ikke overdrives
  • EP-valg var ikke et jordskredsvalg – bortset fra i enkelte EU-lande
  • Skeptikerne får ingen realpolitisk magt
  • Vi på vej mod en stor blå-rød koalition i Europa-Parlamentet
  • Den bedste medicin mod EU-skepsis er ny vækstpolitik, der skaber flere arbejdspladser og større tro på fremtiden

Fremgang for EU-skeptikere bør ikke overdrives

Det blev som ventet til fremgang for euroskeptiske partier i øst og i vest, i nord og i syd. Europas vælgere er forenet af krisen, der har skabt økonomisk og social tumult de seneste år. Men det er svært at få øje på andre fællesnævnere end vælgernes mistillid til det etablerede, politiske system. Mod de nationale regeringer. Mod nationale spareplaner og EU´s stramme finanspagt. Mod indvandring. Mod det EU, vi har i dag. Mod politik generelt. Denne mistillid er til gengæld nærmest eksploderet i kølvandet på krisen – og den kommer også til udtryk over for EU. Men det er først og fremmest en mistillid mod det etablerede, politiske system som sådan. I lande som Frankrig, Grækenland og Spanien, hvor skeptikerpartier gik stort frem, er en del af befolkningen mere utilfredse med situationen i deres eget land, end med EU.

Partier med en klar, pro-europæisk profil klarede sig faktisk ganske godt i flere lande – Tyskland, Italien, Holland og Polen er eksempler på, hvordan kandidater, der vil mere EU, har sejret. I Tyskland fik både Angela Merkels konservative parti og Socialdemokraterne et flot valg. Det er også værd at fremhæve, at den nye centrum-venstre ministerpræsident i Italien, Matteo Renzi, med over 40 pct. af stemmerne var i stand til at samle næsten dobbelt så mange stemmer som Bebbe Grillos protestparti på andenpladsen. De finansielle markeder har i første omgang draget et lettelsens suk, som følge af at Matteo Renzi vandt en overbevisende sejr i Italien og fik opbakning til sin reformpolitik. Det har som en første reaktion medført lavere renter og højere aktiekurser på de europæiske markeder.  Noget tyder her på, at Frankrig med stigende EU-skepsis og en svækket regering risikerer at overtage ltaliens position som Europas syge mand.

Også i Danmark har de pro-europæiske partier med 8 ud af 13 mandater fortsat et flertal bag sig, selv om Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti med 26,7 pct. af stemmerne har fået et historisk gennembrud som Danmarks største parti ved et valg. Det kan muligvis få store politiske sideeffekter på den nationale arena, men i Europa-Parlamentet ser det helt anderledes ud. Her er der et meget stabilt flertal for mere, og ikke mindre, Europa. Næsten 70 pct. af mandaterne i det nye parlament tilhører pro-europæiske partier, der ønsker at bevare og styrke det EU, vi kender i dag. Betydningen af den fremvoksende EU-skepsis ser også ud til at være overdrevet i flere lande. Mens det for eksempel lyder af meget, at 27,5 procent stemte på UKIP i Storbritannien var det i lyset af den lave valgdeltagelse på 33 procent ”blot” godt og vel 9 procent af den samlede, britiske befolkning, der stemte på Farage og Co.

Hvem er ”de nye skeptikerpartier”?

I det nye Europa-Parlament vil der være mange forskellige typer euroskeptikere – så hvad taler vi om? Nogle analyser mener, at skeptikergruppen har op imod 30 pct. af stemmerne bag sig, men det kræver, at man definerer skeptikerne meget bredt. Det kræver f.eks., at man udstrækker skeptikerbegrebet til at omfatte f.eks. de britiske konservative, der gerne vil være med i EU og det indre marked, men er modstandere af føderalisme og overstatslig integration. Morten Messerschmidt har flirtet med at flytte Dansk Folkeparti ind i deres ECR-gruppe, og dermed sige farvel til EFD-gruppen med bl.a. Nigel Farage fra det britiske uafhængighedsparti, UKIP, der vil have Storbritannien ud af EU.

På den ene side af skeptikergruppen har vi den brede gruppe af højrenationalister, fra Dansk Folkeparti til yderligtgående grupper som Front National, og endnu længere til højre, Gyldent Daggry i Grækenland. De fik en klar fremgang ved valget. Euroskeptiske partier på højrefløjen drives typisk frem af indvandrerfrygt og protest mod overnationale EU-reguleringer, euroen og EU-eliten. Nogle er mere politisk stuerene end andre, og Morten Messerschmidt har således forsøgt at lægge afstand til bl.a. Front National og Gyldent Daggry. Fællesnævneren for de højrenationalistiske skeptikerpartier - blandt andet i Holland, Frankrig og Storbritannien - er immigrationsspørgsmålet det, der især tiltrækker vælgerne.

Bag det ligger muligvis også en dybere bekymring for fremtidens jobsikkerhed og arbejdsvilkår, som den økonomiske globalisering også er med til at skabe.  Størsteparten af skeptikerpartierne er ikke modstandere af EU som sådan. DF og de britiske konservative støtter fx det indre marked og kan indgå forlig i økonomiske spørgsmål. Antallet af EU-kritiske hardlinere, der som Marine Le Pen i Front National, Geert Wilders fra det hollandske frihedsparti, og Nigel Farage fra UKIP, ønsker at bekæmpe og nedbryde EU indefra. Selv Front National blev største parti i Frankrig med 25 pct., fik Geert Wilders derimod et dårligt valg med 13 pct. og endte væsentligt lavere end meningsmålingerne. De EU-kritiske hardlinere overstiger dog næppe 10-15 pct. af de europæiske vælgere.

Derudover er der skeptikerpartier på venstrefløjen. Det er især i Sydeuropas bløde bug og i de kriseramte, gældsatte lande, at venstreorienterede unionsskeptikere politisk har lukreret på den økonomiske krise. De mobiliserer vælgere i protest mod Angela Merkels stramme finanspolitiske disciplin og EU´s finanspagt. Det venstreorienterede Syriza i Grækenland blev således største parti med 26 pct. af stemmerne og i Spanien fik den nye valgliste, Podemos, 8 pct. af stemmerne på en protestpolitik mod finanspagtens disciplin.

Mange af disse skeptikere vil samles i den venstreorienterede GUE/NGL gruppe, hvor de vil være i opposition til den økonomiske politik og finanspagten, men i praksis ventes de at kunne levere stemmer til forlig om grønne og sociale dagsordener. Deres nationalstater har ingen penge og en stor gældsbyrde, men de kræver groft sagt, at der føres en mere ekspansiv finanspolitik for tyskernes penge. Bebbe Grillos femstjerne bevægelse, der samlede 21 pct. af stemmerne i Italien bl.a. med krav om at komme ud af euroen, er ikke decideret venstreorienteret, men han er en del af de nye økonomisk betingede protestbevægelser i Middelhavslandene. Interessant nok vil et flertal af befolkningerne her gerne have flere EU-beslutninger og endda på nogle områder et føderalt Europa – det skal bare i deres øjne være langt mere socialt end det EU, vi har i dag.

Fælles for flere af ”de nye euroskeptikere” er, at de har også gjort det rigtig godt i lokalvalg for nyligt. I for eksempel Frankrig, Grækenland, Storbritannien og Ungarn har partierne vundet store sejre. De handler altså om meget andet end EU. Mange af skeptikerpartierne bruger da også Europa-Parlamentet som en platform i deres nationale magtkampe, og de vil hellere protestere end i lægge stemmer til brede forlig i EP. Marine Le Pen har f.eks. straks krævet, at den franske præsident Francois Hollande opløser Nationalforsamlingen og udskriver valg, fordi socialisterne kun fik 14 pct. af stemmerne ved EP-valget. Også Syriza i Grækenland har krævet hurtigt parlamentsvalg i Grækenland for at udnytte situationen. Ligeledes søger UKIP at bruge valgsejren til at vinde sæder i det britiske parlament næste år. Dette fokus på den nationale kontekst vil næppe bidrage til at samle skeptikerne i Europa, der i forvejen mangler et klart projekt på europæisk plan.

Mere polarisering – men også en stor Europa-koalition – i vente

Der kommer med stor sandsynlighed flere politiske grupper i Europa-Parlamentet – og flere vil være på yderfløjene med radikalt islæt fra indædte kommunister til nynazister. Det betyder med stor sandsynlighed, at Europa-Parlamentet vil blive ledet af en stor blå-rød koalition. Den konservative og socialistiske gruppe er pisket til at samarbejde, for de har ikke længere noget alternativ, hvis de vil undgå et blokerende mindretal.

Den konservative-kristendemokratiske gruppe (EPP) blev atter størst med 214 mandater, men det dækker over en betydelig tilbagegang på 21 pct. EPP-gruppen kan ikke længere læne sig op af et borgerligt/liberalt flertal med den liberale ALDE-gruppe (64 mandater) og de britiske konservatives ECR-gruppe (46 mandater). Det var ellers bl.a. den gruppe, der sikrede Barroso genvalg som Kommissionsformand tilbage i 2009. Omvendt har socialisterne i S&D gruppen med 191 mandater heller ikke styrke at samle et flertal. I de forløbne fem år har S&D gruppen lejlighedsvist lavet ad-hoc koalitioner med den grønne gruppe, de venstreorienterede unionsmodstandere i GUE/NGL, samt moderate konservative – f.eks. om direktiver om GMO´er og barselsorlov – men fremover bliver det langt sværere.

Den første store test for det nyvalgte parlament og de 751 medlemmer bliver valget af ny Kommissionsformand. I princippet står Luxembourgs konservative Jean-Claude Juncker nu som klar frontmand, da hans EPP-gruppe blev størst. Men hvorfra samler han det flertal på 376 parlamentarikere, som han får brug for? Hvis det for eksempel lykkes EU’s stats- og regeringschefer at enes om en dygtig modkandidat fra højrefløjen – man fristes til at tænke på IMF-formand, franske Christine Lagarde – så kan parlamentet får nemmere ved at enes om vedkommende end om Juncker. Og dermed vil én konsekvens af valget være, at Parlamentet går glip af en ellers oplagt chance for mere indflydelse i magtspillet mellem EU's institutioner.
 
Men fremover vil EPP og S&D som nævnt ventes at samarbejde – og det gjorde de faktisk også ifølge en analyse fra Tænketanken Notre Europe i 70 procent af de sager, der var på bordet i det gamle parlament. Tempoet i integrationsprocessen vil derfor måske endda blive styrket. Den blå-røde koalition vil efter alt at dømme gå sammen om en række store reformer, der kan sætte ekstra fart på integrationsprocessen i Europa, og de vil indgå flere politiske forlig for at give et klart modsvar til de styrkede grupper af EU-skeptikere i Parlamentet.

Stadig ramt af legitimitetskrisen – det nye øst/vest skel

For første gang i mange år var der med 43,09 pct. af vælgerne en lille stigning i stemmeprocenten ved Europa-Parlamentsvalget, men det er ikke afgørende demokratisk gennembrud. Uden større folkelig opbakning kan EU ende i en ond spiral af stigende mistillid til institutionerne, apati og svækket demokratisk legitimitet, der har potentiale til at styrke unionsmodstanderne over tid. Apatien og de mange sofavælgere – ikke mindst i en række øst- og centraleuropæiske lande, men også i en række af euroens kernelande - udgør en alvorlig udfordring til de magtmæssige ambitioner, som Europa-Parlamentet har. Problemet er størst i de østeuropæiske medlemslande, hvor valgdeltagelsen er langt lavere end i de vestlige EU-lande, der har en højere, mere forudsigelig og nogenlunde jævn stemmeprocent.

Siden 2009 har Bulgarien, de baltiske lande Estland, Letland og Litauen har alle oplevet et markant dyk i valgdeltagelsen – i Letland er valgdeltagelsen faldet fra 54 pct. i 2009 (skyldes delvist et lokalvalg dette år) til kun 30 pct. De østeuropæiske EU-lande er ved at udvikle noget, man kunne kalde for et tredjedels demokrati. Tjekkiet, Slovenien, Polen, Ungarn og Kroatien er faldet under under 30 pct, og Slovakiet skiller sig ud med kun 13 procents valgdeltagelse. Se figur i bunden af artiklen.

Der er ved at udvikle sig et nyt øst-vest skel mellem en passiv og apatisk kreds af medlemslande på den ene side og en gruppe vestlige lande, der har langt højere stemmeprocenter.

Tilbage til virkeligheden

EU skal tilbage vil virkeligheden. I stedet for at gå i baglås på grund af stigende EU-skepsis ved EP-valget, bør parlamentets flertal lægge mærke til, at der er endnu flere europæiske vælgere, der har udtrykt frustration over stigende arbejdsløshed, social ulighed og manglende vækst.
I flg. en måling fra Eurobarometer mener halvdelen af de europæiske vælgere, at arbejdsløsheden er EU´s vigtigste udfordring og 32 pct. siger, at den vigtigste udfordring for EU er de sociale uligheder. Først på en tredjeplads kommer nedbringelse af statsgælden, der er et område, som især optager tyskerne.

I en anden måling fra Eurobarometer har hele 62 pct. af europæerne erklæret, at EU bør få mere magt og tage flere fælles beslutninger for at bekæmpe arbejdsløsheden. Disse socioøkonomiske problemer er en langt større udfordring til EU end den stigende folkelige opbakning til unionsmodstanderne og nationalisternes identitetspolitik.

Faktisk tyder en del på, at effektive reformer på disse reformer kan være en opskrift, der kan bidrage til at nedbringe den fremvoksende EU-skepsis og den øgede mistillid til EU-institutionerne.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.