Analyse

EU-landene skal lære af første coronabølge

Denne analyse blev bragt i Jyllands-Posten d. 4. november 2020. 

I takt med at coronapandemien igen accelererer i Europa, skruer de europæiske lande op for coronarestriktionerne, lige fra nedlukning af udelivet til udgangsforbud.

Heller ikke eksportområdet går fri. Belgien, der er et af de hårdest ramte lande, annoncerede i oktober et forbud mod eksport af influenzavacciner. Polen indførte en lignende restriktion allerede i september. Det vækker mindelser om forårets byge af eksportrestriktioner på kritiske produkter som værnemidler, håndsprit og lægemidler.

Landene frygter, at de ikke kan forsyne deres egen befolkning og vil derfor beholde influenzavaccinen inden for landets grænser. Pandemien har nemlig fået efterspørgslen på influenzavacciner til at stige.

Eksportforbud og -begrænsninger er i nødstilfælde i overensstemmelse med EU-retten, men er alligevel problematiske for det indre marked. For når EU-landene skærer forsyningskæderne til hinanden over, så risikerer vi at forværre forsyningssikkerheden og skabe dyrere varer. Og i værste fald når varerne ikke frem til dem, der har det største behov.

I foråret skabte eksportrestriktioner på værnemidler og lægemidler et ramaskrig blandt de lande, der frygtede ikke længere at kunne modtage de forventede leverancer.

Et godt eksempel er svenske Mölnlycke, der havde lagre af værnemidler i Frankrig. Virksomheden oplevede, at varer, der var købt og betalt af Italien og Spanien, blev tilbageholdt i Frankrig. De blev først frigivet efter den svenske statsminister Löfven intervenerede på højeste plan hos den franske præsident Macron.

Blandt dem, der først vedtog eksportrestriktioner, var EU’s kernelande Frankrig og Tyskland. Og da først EU’s sværvægtere begrænsede eller helt forbød eksporten af værnemidler, satte deres eksempel gang i en kædereaktion af lignende restriktioner. I Tænketanken Europa har vi opgjort, at mindst 16 EU-lande i foråret indførte restriktioner som følge af covid-19.

Efter nogle kaotiske uger fandt landene i højere grad fælles fodslag. I hvert fald for nu. For det første appellerede kommissionen direkte til medlemslandene og bad dem sætte en stopper for restriktionerne. For det andet indførte kommissionen fælles eksportrestriktioner på værnemidler over for tredjelande.

Det skabte ro, omend prisen var, at EU’s nabolande kom til at mangle masker. For det tredje iværksatte kommissionen en fælles indkøbsprocedure for kritiske varer, hvor EU-landene kunne udnytte deres samlede indkøbsmuskler. Sidst opbyggede EU under den såkaldte rescEU-mekanisme også lagerkapacitet, hvor bl.a. Danmark skal huse et lager.

Selvom der blev taget mange initiativer under første smittebølge, kommer vi ikke udenom, at det fælles beredskab stadig er i sin vorden. Præcis derfor har både Belgien og Polen følt sig fristet af at indføre eksportrestriktioner for influenzavacciner. Selvom det er forståeligt, bør læren af første smittebølge være, at intet land kan løse problemerne alene.

Og coronakrisen har faktisk allerede revolutioneret tankerne om EU’s rolle på sundhedsområdet. Spørgsmålet er bare, om medlemslandene i en fremtidig krisesituation er villige til at lade EU fylde mere.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.