Analyse

En troværdig nej-alliance?

Resume Der hersker splittelse blandt Folketingets EU-skeptiske partier.

Denne analyse blev bragt i Politiken 15. september 2015

Forleden lancerede de EU-kritiske nejpartier en fælles aftale, der fastlægger linjen frem til folkeafstemningen.

De lover en ny folkeafstemning, hvis det skulle blive et nej 3. december.

Det er foreløbig meget usikkert, om de har magt, som de har agt. I de seneste meningsmålinger ligner det stadig et solidt ja, færre end hver 4. vælger hælder til nej. Med den ny alliance håber nejpartierne at ændre dynamikken. Men hvad er partierne egentlig enige om, når det kommer til stykket? Alliancens parter er foreløbig enige om at sige nej. Men enigheden rækker ikke til, at Danmark skal søge en parallelaftale for Europol. Det er Enhedslisten og Folkebevægelsen imod, mens Dansk Folkeparti og Liberal Alliance gerne vil. Dansk Folkeparti har alternativt foreslået en begrænset tilvalgsordning.

Nøgternt set har nejpartierne tre forskellige ideer om, hvad de vil efter et nej. Så længe nejalliancen ikke svarer klart på, hvad man får for et nej, må det skabe en vis forvirring og usikkerhed blandt vælgerne.

Enhedslisten har endnu ikke sagt, om der evt. er et af EU's retlige samarbejdsområder, de ønsker parallelaftaler for, så forslaget om en ny folkeafstemning virker umiddelbart som en taktisk manøvre uden praktisk indhold. EL vil helst bevare det gamle retsforbehold. DF og LA har hidtil været stærke fortalere for en parallelaftale for Europol -- måske fordi de har erkendt, at 8 ud af 10 danskere er tilhængere af, at dansk politi fortsætter i Europol.

Analyser fra Tænketanken EUROPA viser dog, at det er usikkert, om Danmark kan få en parallelaftale.

2 ud af 6 hidtidige forsøg på at få en sådan er slået fejl; ingen er accepteret efter Lissabontraktaten, hvor EU-parterne har givet os muligheden for at vælge Europol til som led i en tilvalgsordning. Hvis det alligevel skulle lykkes at få en parallelaftale for Europol, kan det tage flere år at få den. De hidtidige tog 5-6 år at få igennem. Og det var, før Europaparlamentet havde fået medindflydelse på den slags samarbejdsaftaler, og derfor kan det blive ekstra vanskeligt for Danmark at få EU-institutionerne til at godkende en sådan.

Hvis det tager så lang tid at forhandle en parallelaftale for Europol, må det betyde, at nejpartierne ikke kan leve op til løftet om hurtigt at holde en ny folkeafstemning. For der skal først være en færdigforhandlet parallelaftale og en lov, som vælgerne kan tage stilling til.

Både DF og LA har indtil nu brugt den norske aftale med Europol som foregangseksempel, men som Tænketanken EUROPA og Folketingets EU-konsulent har dokumenteret, kan norsk politi ikke søge direkte i Europols informationssystem, som dansk politi gjorde over 71.000 gange i 2014. Nordmændene kan kun foretage bilaterale anmodninger, som ofte er et par dage om at få frem. Det er besværligt og langsommeligt, når politifolk står midt i efterforskning af organiseret kriminalitet. Samtidig må Norge vente i årevis på nye parallelaftaler for retsakter, der er vigtige for politiets arbejde.

Den norske model giver dårligere arbejdsvilkår, end danske politifolk har. Kan det være i erkendelse af dette, at DF senest har anbefalet "en begrænset anvendelse af tilvalgsordningen", der afgrænser sig til Europol og måske nogle få andre retsakter? Morten Messerschmidt har argumenteret for en begrænset tilvalgsordning, hvor Danmark "nøjes med bare at overdrage suverænitet på de områder, man siger, man gerne vil".

Det er langtfra sikkert, at det EU-retligt er muligt at lave en begrænset tilvalgsordning, der afgrænser sig til Europol og få retsakter, da det kan være i strid med formålet i den danske protokol 22 i traktaten.

Det vil en del EU-jurister kunne anføre. Men selv hvis vi antager, at Danmark kunne få alle EU-parterne til at acceptere en stærkt begrænset tilvalgsordning, er der et alvorligt politisk problem med forslaget. Vil DF være interesseret i det ansvar og de konsekvenser, som følger med begrænset anvendelse af tilvalgsordningen? Protokollen siger klart, at Danmark ved overgangen til tilvalgsordning lover at tilvælge alle de Schengenretsakter, som Danmark indtil nu har været en del af.

Det er muligt, at Morten Messerschmidt har overset denne binding, men det er indiskutabelt, at den eksisterer. Det betyder i realiteten, at Dansk Folkeparti med sin anbefaling af en begrænset tilvalgsordning samtidig må acceptere Schengenreglerne.

Man kunne måske indvende, at det ikke gør den store forskel, for uanset om det bliver et ja eller et nej 3. december, vil Danmark fortsat være med i Schengensamarbejdet. Det ønsker et stort flertal i Folketinget, da aftalen hænger sammen med den nordiske pasunion og princippet om fri bevægelighed.

Hvad vil DF anbefale? Det vil være ironisk, hvis Kristian Thulesen Dahl kræver et opgør med Schengen, mens Morten Messerschmidt taler om en begrænset tilvalgsordning, hvor Danmark EU-retligt forpligtes til at følge Schengenreglerne. Den nuværende dobbeltposition hænger ikke sammen.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.