Analyse

Elefanten i rummet: Hvad nu, hvis han nægter at gå?

Resume Det prekære spørgsmål er, hvordan EU-landene skal reagere i fællesskab, hvis Trump virkelig skulle gøre alvor af spekulationerne om at blive på posten og nægte at gå af.

Denne analyse blev bragt i Politiken d. 1. november 2020. 

For Europas regeringschefer er valgaftener i andre EU- og Nato-lande noget af det tætteste, man kommer på professionel afslapning. I ro og mag kan de afvente mediernes første exitpolls, og at de første opklarende sms’er tikker ind fra de udsendte ambassadører. For hvad er der ellers at gøre – ud over naturligvis at spekulere i, hvilke konsekvenser valget kan få for magtbalancen i Nato eller EU?

Det skulle da lige være at gruble over, om der er nogle nye kampagnemetoder, der kan bruges i en hjemlig valgkamp. Selv udkast til lykønskningstweets og de første pressemeldinger er for længst forberedt, da embedsmænd og rådgivere naturligvis har analyseret til bunds, hvem der står til sejr.

Når amerikanerne går til valg 3. november, vil situationen imidlertid være anderledes. Her vil der ikke være fløjtet til afslapning hjemme hos Europas regeringschefer, men betydelig anspændthed. Ikke alene kan valget få store konsekvenser for alt fra klima- over sikkerheds- til handelspolitik.

Mindst lige så afgørende er det, at der denne gang også er en stor ubekendt – eller elefant – i rummet: Hvad gør resten af verden og ikke mindst Europa, hvis valget ikke får en klar vinder? Eller for at udtrykke det mindre diplomatisk: Hvordan skal Europas stats- og regeringschefer forholde sig, hvis Trump, trods nederlag i antal stemmer (’popular vote’) og valgmandskollegiet, pludselig nægter at foretage det obligatoriske telefonopkald til valgets egentlige sejrherre, Joe Biden?

På mange måder lyder det som en dårlig science fiction-roman. Allerede i 2016, da Trump var oppe imod Hillary Clinton, var han imidlertid alt andet end klar i mælet, da han blev spurgt, om han ville acceptere et valgnederlag. I opløbet til 3. november har han gentagne gange åbnet for, at demokraterne er ude på at stjæle hans valgsejr.

Tag bare, da han for nylig gæstede staten Pennsylvania og gav udtryk for, at demokraterne kun kunne vinde staten ved hjælp af urent trav. Eller da han i sommer på Fox News nægtede at svare på, om han ville acceptere et nederlag: »Vi må se. Jeg siger ikke bare ja. Jeg siger ikke nej«. Siden har han systematisk gjort sig til talsmand for, at de foreløbig 27 millioner afgivne brevstemmer kan udløse valgsvindel.

Trumps meldinger har givet anledning til en stribe artikler og bøger, såsom Lawrence Douglas’ ’Will He Go?’, hvor man kan nærstudere adskillige scenarier for, hvordan valgkampen kan resultere i et langvarigt juridisk opgør med alt fra uroligheder i gaderne til sågar militærets intervention.

Artikler og bøger er også spækket med juridiske spidsfindigheder: Hvor klar er den amerikanske forfatning egentlig, og hvad kan man f.eks. lære af dramaet fra 2000 med genoptælling i Florida eller den mudrede situation helt tilbage i 1824? I de seneste dage har Trumps tidligere kommunikationsdirektør Anthony Scaramucci bidraget til spekulationerne ved at hævde, at Secret Service har udviklet en nødplan for, hvordan Trump kunne blive eskorteret ud af det ovale værelse. I samme dur har Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton udtalt, at Trump ikke vil forlade Det Hvide Hus »på en værdig måde«, mens fagforeningerne har varslet strejke.

De forskellige scenarier, hvor Trump trods nederlag forsøger at blive ved magten, er naturligvis ikke en debat, som kansler Merkel eller andre europæiske regeringschefer kaster sig ud i officielt. De er nødt til at gå ud fra, at Nato’s stærkeste land overholder de gængse demokratiske spilleregler.

Ganske interessant har Peter Beyer, der er den tyske regerings koordinator for transatlantiske forhold og medlem af Forbundsdagen, imidlertid for nylig meldt sig til orde i ugemagasinet Der Spiegel: »Jeg ser en fare for, at Trump ved et smalt valgresultat tidligt vil udråbe sig selv som sejrherre, og at USA dermed vil kunne komme ud ind i en forfatningskrise. Det var utænkeligt for bare nogle få år siden«. I samme udgave af Der Spiegel opfordrer De Grønnes EU-ordfører, Franziska Brandtner, det tyske EU-formandskab til at være klar til at håndtere den særlige situation. »Mit indtryk er, at Berlin ikke gør nok … især ikke, når det gælder de andre EU-hovedstæder«.

Tilsvarende har Storbritanniens forhenværende ambassadør i Washington Peter Westmacott advaret imod vestlig passivitet og konsekvenserne heraf. Tidligere har USA og dets allierede kunne lægge pres på »autokrater og diktatorer, der ville stjæle valg. Hvis ikke vi kan gøre det længere, vil både vores værdier og moralske lederskab være i fare«. Anklagerne om passivitet og om at lurepasse vil uden tvivl vokse med, jo klarere det er, at Biden er den egentlig sejrherre.

Det prekære spørgsmål er derfor, hvordan EU-landene skal reagere i fællesskab, hvis Trump virkelig skulle gøre alvor af spekulationerne om at blive på posten og nægte at gå af.

Det hele kompliceres af, at europæerne i Trump-årene generelt har haft svært ved at finde fælles fodslag over for USA. Frankrig og Emmanuel Macron har erklæret Nato for ’hjernedød’ og slået på tromme for, at EU skal udvikle en såkaldt strategisk autonomi over for bl.a. USA. Mange central- og østeuropæiske lande, med Polen, Ungarn og Tjekkiet i spidsen, er nærmest rykket tættere på USA i Trump-årene, mens Tyskland har taget retorisk afstand fra Trump, men reelt ikke har investeret mærkbart mere i Europas forsvar. Ja, ofte har det virket, som om tyskerne satsede på, at Trump blot var en kortvarig parentes, der før eller siden ville blive afløst af en ny Obama 2.0-præsident.

Det europæiske sammenhold styrkes bestemt ikke af, at Storbritannien har forladt EU. Efter det seneste EU-topmøde, hvor pilen peger på et Brexit uden aftale, kan premierminister Boris Johnson i kølvandet på valget sågar have en selvstændig interesse i ikke at lægge sig ud med Trump, der i modsætning til Biden er Brexit-tilhænger og dermed kan lokke med en lukrativ britisk-amerikansk handelsaftale.»«

Ganske tankevækkende spekuleres der i international presse allerede i, hvilken regeringschef der efter Trumps ’sejrserklæring’ kunne være den første til at lykønske ham på Twitter og dermed ignorere en mulig Biden-sejr. Brasiliens Jair Bolsonaro, Ruslands Vladimir Putin, Nordkoreas Kim Jong-un, Ruslands Vladimir Putin efterfulgt af måske Boris Johnson? Og vil Ungarns Orbán, Tjekkiets Andrej Babis og Polens Morawiecki, der alle står Trump nær, derefter føle sig fristet til at gå solo og ønske til lykke – før EU har fundet en fælles linje?

I givet fald vil ironien være til at få øje på: På én og samme tid vil Trump have sat spørgsmålstegn ved de demokratiske spilleregler – og EU-landenes evne til at forsvare dem.

Det er præcis derfor, at kommissionsformand Ursula von der Leyen og ikke mindst det tyske EU-formandskab med kansler Merkel i spidsen næppe gør klar til nogle afslappende dage før og efter den amerikanske valgnat.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.