Kommentar

Efter sløv start er EU på vej op i tempo

Pressemøde om corona EU

Resume Efter en tøvende start er EU kommet på banen i kampen mod corona på i hvert fald fem områder, hvor man faktisk har beføjelser til at gøre en forskel. I nat affyrede ECB sin bazooka.

De fleste ved det godt: Coronavirussen er hverken udstyret med pas eller statsborgerskab og kræver derfor også grænseoverskridende løsninger. Men ligesom vi også ved, at vi i en coronatid ikke bør hamstre gær og toiletpapir, så er enhver stats- og regeringschef naturligt nok udstyret med et lignende urinstinkt: ”Jeg skal redde min egen befolkning, her og nu!”

Når alt kommer til alt, er det en vigtig forklaring på, at EU i den første corona-kriseuge har virket tung på fødderne. Alle stats- og regeringschefer har forståeligt nok haft fokus på deres egen befolkning og ikke mange har lyttet til kommissionsformandens opfordringer om at koordinere indsatserne.

Dertil kommer, at EU ikke har en krisehåndteringskultur, med krisestab og så videre. Mange politikområder, lige fra sundhedspolitik over skolelukninger til udgangsforbud, hører fuldstændig under nationalstaterne.

Op i tempo

Alt det ændrer imidlertid ikke ved, at det er bydende nødvendigt, at EU-Kommissionen kommer op i tempo, så der kan udvikles fælles svar. I et ærligt interview har kommissionsformand Ursula von der Leyen indrømmet, at ”alle, der ikke er eksperter, i starten undervurderede coronavirussen”.

Nu ser det dog ud til, at Kommissionen er ved at komme på banen på i hvert fald fem områder, hvor EU faktisk har beføjelser til at gøre en forskel. Bedre sent end aldrig:

For det første har EU oprettet et fælles indkøbsprogram for respiratorer, testkit, hygiejnemasker. Dette har sundhedsminister Magnus Heunicke ved flere pressemøder betonet vigtigheden af. Ved at gå sammen bliver EU-landene en ”stærk køber” på verdensmarkedet, og intern kamp afløses af koordinering. Sporene fra tidligere på ugen skrammer. Den italienske regering råbte om hjælp, men forinden havde Tyskland og Frankrig udstedt et eksportforbud. Det kunne jo være, at landene selv skulle bruge maskerne.

I stedet måtte Italien tage imod hjælp fra Kina, som var det eneste land, der svarede på den italienske henvendelse. Med kommissionsformanden som mellemmand er det tyske og franske eksportforbud nu ophævet, så EU-borgere, der har mest akut brug for masker, kan få hjælp.

EU: Brug penge

For det andet har Kommissionen taget de første økonomiske initiativer med blandt andet en krisepakke. Kommissionen har også, med medlemsstaternes opbakning, meldt ud, at alle vækstpakker og støtte til bestemte industrier vil blive behandlet med ekspresfart.

Det nytter ikke noget, hvis der går måneder, før en medlemsstat kan få svar, og i sidste uge brugte tog konkurrencekommissær Margrethe Vestager mindre end 24 timer om at godkende den danske regerings hjælpeplan (i øvrigt den første). Samtidigt signalerede von der Leyen, at vækst- og stabilitetspagten vil blive fortolket fleksibelt, så landene får vide rammer til at bruge penge.

For det tredje er der grænserne. Efter at flere lande, herunder Danmark og Tyskland, på egen hånd indførte grænsekontrol, udstak kommissionen fælles spilleregler for, hvordan grænsekontrollen skal foregå i praksis. For eksempel er det altafgørende, at alle lande indfører såkaldt grønne korridorer, så varer og i sidste instans også medicin kan komme frem internt i EU. Hvor galt det ellers kan gå, kunne man ved selvsyn se onsdag ved den polske-tyske grænse, hvor der var 57 kilometer kø og 18 timers ventetid!

Parallelt med kontrollen ved de indre grænser, har Kommissionen også anbefalet, at EU for første gang i historien indfører et indrejsestop fra alle lande uden for EU. På video-topmødet tirsdag fik det opbakning fra medlemsstaterne.

For det fjerde har EU oprustet på det altafgørende vaccineområde. Over weekenden kom det frem, at Donald Trump åbenbart har forsøgt at opkøbe en tysk virksomhed, som kæmper med at udvikle en effektiv vaccine mod corona. Ifølge flere tyske aviser var Trumps hensigt, at vaccinen kun skulle komme den amerikanske befolkning til gavn. Virksomheden meldte hus forbi.

Mandag udtalte von der Leyen, at hun personligt havde været i kontakt med virksomheden, og at EU have ydet et lån til virksomheden på 80 millioner euro. Hun udtrykte desuden optimisme omkring, at en vaccine forhåbentlig kan være på vej til efteråret.

ECB affyrede sin bazooka

Endelig for det femte – og måske vigtigst – meddelte Den Europæiske Centralbank, ECB, sent onsdag aften, at den vil opkøbe europæiske obligationer for 750 milliarder euro i 2020. Der er ”ingen grænse” for vores ”forpligtelse” ift. euroen, twittede centralbankchef Christine Lagarde. Det har her til formiddag sent de italienske renter tilbage på niveauet før coronakrisen. Det var en uhyre vigtig melding efter nogen tids tøven. Foreløbigt har markederne reageret positivt, men det er naturligvis for tidligt at vurdere den langsigtede effekt.

Kritikere har allerede travlt med at gøre regnebrættet op og udstede den endegyldige dom over EU’s ageren. Desværre er den brutale kendsgerning, at ingen p.t kan vide, hvad der på sigt viser sig at være den mest hensigtsmæssige strategi.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at de kommende uger bliver uhyre vigtige – også for EU. I disse uger vil vi ikke alene opleve, hvordan mange stats- og regeringschefers renommé for altid vil være uløseligt forbundet med deres corona-håndtering. Millioner af europæeres syn på EU og det internationale samarbejde vil også blive formet af EU’s håndtering af krisen.

Er fælles løsninger, i alt fra pandemibekæmpelse til overvindelsen af den økonomiske krise, vejen frem, eller er det alligevel nationale løsninger og ”my country-first”, der skal råde? Svarene på disse spørgsmål kan få stor betydning på EU-landenes muligheder for at udvikle fælles svar, når krisen engang er drevet over.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.