Kronik

DF skylder danskerne en undskyldning for brudte Europol-løfter

Dagbladet Information fik fredag den 28. april gratis reklame, da DF indrykkede en annonce i Jyllands-Posten. Som illustration havde DF valgt et udriv fra en leder bragt i Information med overskriften »Dansk Folkeparti fik ret«.
 
I annoncen langede en selvtilfreds Kristian Thulesen Dahl ud efter de »EU-jublende partier«, fordi de prøvede »at bilde danskerne ind, at Danmark ikke kunne få en god aftale med Europol, hvis vi stemte nej.«
 
Partiets fanebærere har siden tordnet imod både ja-partier og EU-eksperter. Og Informations leder er blevet et nyttigt redskab i kampagnen. Første afsnit i lederen lød: »Ret skal være ret. Det har vist sig, at Danmark godt kunne få en aftale om samarbejde med Europol, som er (næsten) lige så god som et fuldt medlemskab. Ligesom Dansk Folkeparti forudså.«
 
Problemet er blot, at DF ikke fik ret. De snød danskerne.
 
Vi fik ret … desværre
Fakta er, at Danmark ikke fik en parallelaftale, sådan som nej-siden stillede vælgerne i udsigt. De juridiske og politiske hindringer var for store, præcis som eksperter forudså. Tænketanken EUROPA vurderede på grundlag af historiske erfaringer, at en parallelaftale kunne tage 5-6 år at få i hus.
 
Og vi vurderede, at det ikke kunne nås, inden den nye Europol-forordning trådte i kraft den 1. maj 2017. Vi fik – desværre – ret. Danmark er nu trådt ud af Europol, vi har ingen indflydelse, og vores juridiske status er reduceret til et tredjeland. Præcis som vi og andre eksperter forudsagde.
 
Hidtidige danske parallelaftaler med EU har sikret Danmark identiske rettigheder med de øvrige EU-lande, men det gør den operationelle aftale ikke.
 
Op til folkeafstemningen udstedte DF’s Morten Messerschmidt garantier om at sikre status quo og et fuldgyldigt medlemskab af Europol, selv efter et nej. DF lagde vægt på direkte søgeadgang til Europols databaser. Men partiet leverede ikke varen.
 
Den operationelle aftale giver blot indirekte søgeadgang for otte dansktalende embedsmænd ansat i Europol, der 24/7 vil servicere dansk politi med data fra Europol. Vi kan glæde os over, at Danmark har fået en bedre aftale end Norge. Men er det holdbart med over 91.000 søgninger om året, når Europol, Schengen, Eurodac og ETIAS databaser i fremtiden køres tæt sammen?
 
Rigspolitiet vurderer, at indirekte søgeadgang snart er utilstrækkelig. Når Europol med sit kommende QUEST-system tester og udruller nye håndholdte terminaler, kan danske politifolk stå med ringere søgemuligheder end andre EU-politifolk i efterforskningen af grænseoverskridende kriminalitet.
 
Det er ikke den fuldgyldige tilknytning til Europol, som DF lovede. Hvornår siger DF undskyld til vælgerne? I stedet for sloganet »Du ved, hvad vi står for« burde partiet i denne sag indrykke annoncen: »Undskyld, vi løb fra vore løfter«.
 
Blindgyde
Tænketanken EUROPA advarede i et notat fra den 30. december 2015 imod at satse på en parallelaftale om Europol, fordi den realistisk set ikke kunne sikres inden maj 2017. Vi kaldte det »en blindgyde«.
I dag er vi angiveligt blandt de eksperter, der ifølge DF’erne skal rende rundt med røde ører. Men hvorfor det? Parallelstrategien endte som en blindgyde.
 
I oktober 2016 erkendte regeringen, at det ikke kunne lade sig gøre at få en parallelaftale i hus inden tidsfristen. Og de satte så alt ind på en begrænset operationel aftale.
 
Regeringen, dygtige diplomater og EU-systemet har leveret et godt resultat på kort tid. EU-parterne har strakt sig langt. Og jeg medgiver jeg gerne, at de har strakt sig længere end nogen eksperter havde ventet på forhånd.
 
Aldrig tidligere er tredjelandsaftaler lavet så hurtigt. På et tidspunkt, hvor EU har kæmpet med flygtningekrise og Brexit, har EU-landene og Europa-Parlamentet lynbehandlet to lovændringer på blot fire måneder. For Danmarks skyld. Så hvornår sender de hovmodige og selvtilfredse nej-partier en dybfølt tak til EU i stedet for at puste deres egen selvgodhed op?
 
Fremtidens historikere vil givet undersøge alle krumspring i Europol-sagen. Der er begået fejl af alle parter undervejs. Politik og jura er ikke eksakte videnskaber med absolutte sandheder. Enkelte ja-politikere og nej-politikere har brugt skræmmeargumenter undervejs.
 
Den ene side har ikke noget at lade den anden høre. Husker I Messerschmidts trusler om rumænske dommere, der vil lave tvangsindgreb og ransagninger mod danske borgere? Og Bendt Bendtsen sagde, at et nej kunne bane vej for verdens mest hårdkogte og samfundsskadelige elementer? Den slags kommentarer var over stregen.
 
Fangens dilemma 
Virkeligheden kalder Danmark. Dansk politi får færre redskaber til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet i fremtiden end kollegaer i andre EU-lande. Danmark er ikke sikker på at få parallelaftaler for den nye Eurodac-database for illegale migranter, PNR og Eurojust. Og ender som en forpjusket outsider på konstant jagt efter nye parallelaftaler, som vi har svært ved at få.
 
Denne sag ligner den klassiske spilteoretiske historie om fangens dilemma. Når alle forfølger deres egeninteresse og ikke stoler på hinanden – i stedet for at samarbejde – bliver alle tabere. Den operationelle aftale er dårligere, end hvad både ja-siden og nej-siden stillede vælgerne i udsigt.
 
Parallelstrategien var en blindgyde. 
Det ville være bedre for Danmark, hvis partierne allerede i januar 2016 eller i oktober 2016 havde indgået et nationalt kompromis – gerne med udgangspunkt i nej-sidens plan B om en begrænset tilvalgsordning eller en variant af den.
 
Men på det tidspunkt var DF på vild flugt væk fra Thulesen Dahls løfte om at anbefale et ja til Europol ved en ny folkeafstemning, hvis Danmark ikke fik en parallelaftale. I stedet stillede DF pludselig absolutte krav om farvel til Schengen-grænsesamarbejdet, selv om Danmark ikke kan være med i Europol uden accept af Schengen.
 
På grund af DF’s løftebrud måtte regeringen tage ansvar og kaste sig ud i et diplomatisk hækkeløb for at få en operationel samarbejdsaftale.
 
Folketinget – inklusive nej-partierne – har godkendt aftalen. Historiens ironi er, at beslutningsprocessen er nøjagtig den samme som i tilvalgsordningen. Også i den skulle et folketingsflertal godkende hvert eneste tilvalg af EU’s retlige samarbejde.
 
De overstatslige forpligtelser i Europol-aftalen 
Så hvad er forskellen? Vi har samme forpligtelser, men vi får ikke samme rettigheder som andre medlemslande. Vi mister indflydelse, får ingen ret til at lede efterforskninger i Europol, må nøjes med indirekte søgeadgang og vi kan ikke bestemme vores egen skæbne i forbindelse med fremtidige retsakter. Præcis som eksperterne forudsagde.
 
Vi skal betale det samme til Europol, vi er underlagt EU-domstolen, Kommissionen kan indbringe Danmark for EU-domstolen, vi skal acceptere udstationering af Europol-ansatte i Danmark, og vi underlægges den overnationale European Data Protection Supervisor. På lige fod med andre EU-medlemslande.
 
Vi får nøjagtig samme forpligtelser i Europol, som hvis vi havde benyttet tilvalgsordningen, men mister flere rettigheder og har ikke selvbestemmelse til at beslutte, hvilke fremtidige EU-retsakter vi vil deltage i.
 
Det minder næsten om H.C. Andersens eventyr, Hvad Fatter gør, det er altid det rigtige. Vi byttede hønen bort for en pose rådne æbler, hvortil morlille udbryder: »Nu må jeg kysse dig!«
 
Så lad os kysse hinanden. Og bilde hinanden ind, at historien fik en lykkelig afslutning med grin, kys og en fest for suveræniteten. Det ville være dejligt. Sandheden er bare, at vi har fået dårligere bytte. Og DF har et meget stort medansvar.

Denne kronik blev bragt første gang i Dagbladet Information, fredag den 11. maj

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.