Analyse

Dette EP-valg er noget særligt

Resume Når flere eksperter i dag er enige om, at netop dette valg til Europa-Parlamentet er særligt vigtigt, skyldes det en række sammenfaldende omstændigheder, der på papiret reelt er skelsættende for EU.

Denne analyse blev bragt i magasinet Udenrigs, 2, 2019.

Når lidt over fire millioner danskere på søndag skal stemme til Europa-Parlamentsvalget, får de mulighed for at deltage i en begivenhed med skelsættende betydning for EU’s fremtidige udvikling. Ikke desto mindre står valget næppe helt så centralt på mange vælgeres radar.
 
En repræsentativ meningsmåling foretaget af YouGov for Tænketanken EUROPA i januar med 2.028 respondenter viste, at blot 2 pct. af danskerne ved, at Danmark ved valget kan sende 14 kandidater til Bruxelles. Denne artikel tager udgangspunkt i dette skisma og ser nærmere på, hvad der motiverer danskerne forud for Europa-Parlamentsvalget.
 
Denne gang er det (måske) anderledes…
 
Når et Europa-Parlamentsvalg nærmer sig, er der en tendens til, at kommentatorer og eksperter ser netop det kommende valg som særlig vigtigt. Hvis vi ser på de tre forudgående valg, var valget i 2004 således særligt vigtigt, fordi det var det første efter EU’s store udvidelse med ti central- og østeuropæiske lande.
 
Valget i 2009 kom midt i en finanskrise og ovenpå den forliste forfatningstraktat og Lissabon-traktatens tilblivelse. I 2014 var det så finanskrisens efterdønninger, populistisk vælgerfremgang samt det nye spidskandidatprojekt, hvor parlamentet fik afgørende indflydelse på valget af kommissionsformand, der gjorde valget til noget særligt i kommentatorsporet.
 
Når førende eksperter i dag er enige om, at også det kommende Europa-Parlamentsvalg er særligt vigtigt,[1] skyldes det en række sammenfaldende omstændigheder, der i hvert fald på papiret reelt er skelsættende for EU.

  • For det første falder valget sammen med den historiske begivenhed, som er Storbritanniens udtrædelse af det europæiske fællesskab. Graden af overlap mellem ’Brexit’ og Europa-Parlamentsvalget bliver tættere end nogen havde forudset, da man i midten af marts rykkede udtrædelsesdatoen fra den 29. marts til enten april eller maj, og med en pæn sandsynlighed for en endnu længere udskydelse. Det betyder, at EU-borgerne nu skal vælge hvem, der skal repræsentere dem i EU de næste fem år midt i et historisk og kaotisk drama, med total usikkerhed omkring Brexits betydning for fremtidens EU. At der mindre end to måneder før valget fortsat er usikkerhed om, hvorvidt briterne også selv skal til stemmeurnerne, hvis udtrædelsesperioden forlænges, har konkret betydning i en række lande, herunder i Danmark. Blandt EU’s resterende 27 medlemslande var man nemlig blevet enige om en ny sammensætning af parlamentet uden Storbritanniens mandater, og i Danmarks tilfælde resulterede det i et ekstra mandat. Brexit påvirker dermed både direkte og indirekte valgkampene rundtom i EU i en grad, som aldrig før har været set. Derudover betyder Brexit-processen også, at de kommende parlamentarikere vil være sikret ganske stor indflydelse på Europas fremtidige udvikling. Europa-Parlamentet vil nemlig skulle godkende den endelige aftale om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien, som ventes at blive næste skridt i forhandlingerne. Andre vordende sager, som EU’s kommende syvårige rammebudget, giver også EU’s næste folkevalgte forsamling ekstraordinær stor magt.
  • For det andet vil dette Europa-Parlamentsvalg være startskuddet til et halvår i EU med et aldrig før set sammenfald af valg og udpegelser. Det kan give det nye parlament unikke muligheder for at påvirke EU’s fremtidige retning. Umiddelbart efter parlamentsvalget skal der sammensættes en ny Europa-Kommission under en ny formand, da den nuværende, luxemburgeren Jean-Claude Juncker, ikke ønsker forlængelse. EU skal kort derefter have en ny formand for Det Europæiske Råd, hvor polakken Donald Tusk har siddet i de maksimalt tilladte fem år. Også den Europiske Centralbank og EU’s Udenrigstjeneste, EEAS, skal have nye chefer i 2019. Mens der vil blive skelet til parlamentet i forbindelse med alle udnævnelserne, får medlemmerne direkte mulighed for at påvirke sammensætningen af den kommende Europa-Kommission, og herunder også Udenrigstjenesten, da EU’s Høje Repræsentant samtidig er vicepræsident i Kommissionen. Parlamentets primære ønske er som nævnt, at kommissionsformanden skal udpeges gennem spidskandidatsprocessen. Her udnævner hvert af de europæiske politiske partier forud for parlamentsvalget en kandidat, og den, der efter valget så kan samle flertal, bliver kommissionsformand. Processen blev benyttet for første gang ifm. Junckers udnævnelse i 2014, men møder fortsat så stor modstand i mange medlemslande, at det endnu er et åbent spørgsmål, hvordan sommerens proces kommer til at forløbe. Uanset hvad kommer det kommende parlament til at spille en stor rolle i arbejdet med at sammensætte en ny Kommission gennem høringer af medlemslandenes kandidater – en øvelse, der tidligere har medført flere justeringer af holdet.
  • For det tredje falder valget til maj sammen med en historisk høj vælgertilslutning på tværs af EU til såkaldt populistiske og euroskeptiske partier. Det præcise omfang af disse partier er lige så svært at opgøre, som definitioner af euroskepsis og populisme er upræcise, men flere prognoser peger på, at valget kan føre til markant fremgang til partier, der på den ene eller anden måde arbejder for enden på det EU, vi kender i dag.[2] Det vil i så fald fortsætte den tendens, der gjorde sig gældende ved det seneste Europa-Parlamentsvalg. Ifølge en rapport fra European Council on Foreign Relations kan populistpartiernes andel af pladserne stige fra nogle og tyve procent til over 30 pct.[3]

Særlig markant er det, at populistiske partier ser ud til at kunne blive størst i tre ud af de seks lande i EU, der optager flest sæder i Europa-Parlamentet. Det gælder Matteo Salvinis Lega i Italien, Jaroslaw Kaczynskis Lov og Retfærdighedsparti i Polen og Marine Le Pens Front National i Frankrig. Partierne er indbyrdes så forskellige, og har tidligere haft så store vanskeligheder ved at samarbejde, at de heller ikke i det kommende parlament spås mange chancer for at udgøre en samlet blok. Men skulle det lykkes dem denne gang, vil deres stemmeandel formentlig være stor nok til, at valget kan bidrage til at ændre Europa-Parlamentets rolle i den europæiske integrationsproces fra en nuværende position som integrationsdrivkraft til en position som bremseklods.[4]
 
…men for vælgerne er Europa-Parlamentsvalg fortsat andenrangsvalg
 
På trods af 2019-valgets betydning står det næppe særlig centralt på mange vælgeres radar rundtom i Europa. I efteråret, dvs. et halvt års tid før valget, afslog over hver anden tysker og franskmand endog at gætte på, hvornår næste valg skulle finde sted – og blandt dem, der kom med et bud, var blot 17 og 12 pct. i stand til at udpege den korrekte måned for valget.
 
De danske tal peger på en større grad af viden. Her var det under hver tredje, 32 pct., der ikke ville svare, og 27 pct., der korrekt svarede, at valget finder sted til maj.[5] Men også i Danmark er vælgernes forhåndsviden om parlamentsvalget ikke overbevisende.
 
På trods af, at flere af de nuværende danske Europa-Parlamentsmedlemmer – herunder Morten Messerschmidt (DF), Morten Løkkegaard (V), Bendt Bendtsen (K) og Jeppe Kofod (S) – må antages at være almindeligt kendte blandt mange danskere, viste en repræsentativ måling foretaget af YouGov for Tænketanken EUROPA i januar, at der er flere respondenter, der tror, at Danmark blot har 2 mandater i parlamentet, end der sammenlagt er respondenter, der tror, at tallet er 13 eller 14.
 
Det måske mest overraskende resultat er det faktum, at der ikke er en såkaldt klokkeformation omkring det korrekte tal, 14. Langt over dobbelt så mange respondenter tror, at det korrekte tal er mellem 1 og 5 mandater (34 pct.), end at det er mellem 12 og 16 mandater (13 pct.). Disse tal afslører alt andet lige en ganske udbredt manglende viden om EU’s indretning og Europa-Parlamentets virke.
 
Anden rang men ikke uden rang…
 
Valg til Europa-Parlamentet kaldes ofte for andenrangsvalg. Et andenrangsvalg er kendetegnet ved lav valgdeltagelse, fordi valget ikke ses som vigtigt, og ved at de vælgere, som trods alt stemmer, sætter deres kryds anderledes end ved førsterangsvalg. Mange er typisk mere åbne over for at bruge deres stemme til at signalere en protest overfor den førte politiske linje, uden at denne protest har noget at gøre med det, der stemmes om. Det forklares med, at vælgere ved andenrangsvalg gør sig færre strategiske overvejelser om hvem, der har mulighed for at få magten efter valget, fordi de ikke tror, det har nogen stor betydning for deres dagligdag.[6]
 
Opgørelser over stemmeprocenter viser, at samtlige EU-befolkninger skelner klart mellem valg til Europa-Parlamentet og nationale valg.
 
I Danmark svarer ni ud af ti (91 pct.), at det er vigtigt for dem at stemme ved folketingsvalg.[7] Der er tale om tre ud af fire (76 pct.), når det gælder vigtigheden af at stemme ved Europa-Parlamentsvalg.
 
Ikke desto mindre er den danske andel stadig så høj, at det giver Danmark en delt førsteplads med Sverige i EU-28. Her er det blot hver anden, der anser det for vigtigt at stemme ved EU-valg, mens flere end to ud af tre anser det for vigtigt at stemme ved nationale parlamentsvalg (68 pct.).
 
Særligt i en del af landene i Central- og Østeuropa er der mange, der decideret opfatter Europa-Parlamentsvalg som uvigtige. I Tjekkiet svarer 37 pct. at det ikke er vigtigt at stemme til Europa-Parlamentsvalg, og blot 24 pct., at det er vigtigt. Forskellen mellem opfattelsen af vigtigheden af europæiske og nationale valg er størst i netop Tjekkiet, hvor den er på 30 procentpoint.
 
I samme dur er danskerne dem i hele EU, der anser det som mest sandsynligt, at de rent faktisk stemmer til det kommende valg. 65 pct. vælger topplaceringen ’10’ på en 11-punktsskala over stemmeintention.
 
Det samme gør blot 31 pct. på tværs af medlemslandene. Den danske valgdeltagelse ved det seneste valg i 2014 nåede dog ikke over 56 pct., selv om valget faldt sammen med folkeafstemningen om tilslutning til den europæiske patentdomstol. I EU som helhed var valgdeltagelsen 43 pct.
 
Danskerne angiver, at de stemmer, fordi det er en demokratisk pligt. Interessen for valget er ikke overvældende, og har faktisk været faldende, som det er rykket tættere på. I den nyeste måling svarer 49 pct. i Danmark, at de er interesserede i Europa-Parlamentsvalget. Da valget var mere på afstand i foråret 2017 var 60 pct. interesseret.
 
Europa-Parlamentet og danskerne
 
Som disse tal antyder, spiller Europa-Parlamentet en finurlig rolle i dansk EU-debat. Det bliver tydeligere ved at nærlæse danskernes svar til Eurobarometrenes spørgsmål om opfattelser af det nuværende parlament. På den ene side er danskerne blandt dem i hele EU-28, der har størst tillid til parlamentet, kun overgået af svenskere og luxemburgere. 67 pct. har tillid, mod 50 pct. gennemsnitligt i EU-28.
 
Danskernes ’image’ af Europa-Parlamentet – et andet klassisk Eurobarometer-spørgsmål – er også ganske godt og i hvert fald mere positivt end EU-gennemsnittet. 39 pct. af danskerne angiver at have et positivt image af parlamentet, mod blot 13 pct., der har et negativt image – i EU-28 er tallene hhv. 32 og 21 pct.
 
På den anden side er danskerne at finde helt i bunden af tabellen, når det gælder, hvorvidt Europa-Parlamentet skal spille en større rolle i EU – noget parlamentets ledelse løbende kræver ud fra argumentet om, at det kan styrke EU’s legitimitet og demokratiet. 27 pct. af danskerne – en andel der ikke findes lavere i hele EU – ønsker en større rolle til det folkevalgte parlament. Gennemsnitligt i EU ønsker 48 procent en større rolle til parlamentet.
 
Danskernes svar antyder på den ene side en anerkendelse af, at parlamentet er en velfungerende, demokratisk institution, der gør sit arbejde. På den anden side er det samtidig svært at se svarerne som andet end et ønske om, at parlamentets rolle i den europæiske integrationsproces skal begrænses.
 
Den tolkning ligger i naturlig forlængelse af studier af danske holdninger til EU, som viser, at dansk euroskepsis typisk ikke er rettet mod en kritik af EU’s demokratiske underskud, men i stedet går på en modvilje over for overstatslige integrationstiltag, der begrænser medlemslandene direkte og ubetingede indflydelse.[8]
 
Migration og klima fylder mest i Danmark
 
Ved det seneste Europa-Parlamentsvalg i 2014 fyldte den finansielle og økonomiske krise fortsat stærkt i bevidstheden hos store dele af europæerne. Den krise er i dag klinget af i folks bevidsthed, og i den seneste Eurobarometer var ’den økonomiske situation’ for første gang siden 2010 røget ud af top-3 over EU-borgernes billede af EU’s største udfordringer.[9]
 
I Danmark fyldte krisen mindre end i mange eurozonelande, og det dominerende tema i 2014 var i stedet bekymringer i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed.[10] Ved det kommende parlamentsvalg er migration i hovedsædet.
 
Migration ses på tværs af hele Europa som den største udfordring disse år, en position emnet har haft siden migrationskrisen i 2015. Der har næppe førhen været et emne, der i samme udstrækning og på samme tid har været delt på tværs af hele EU.
 
I den seneste måling er det kun i Sverige og Portugal, at migration ikke ses som den største udfordring (her er den næststørst) – i samtlige andre lande er migration den primære bekymring, der nævnes af gennemsnitligt 40 pct. af befolkningen.
 
I Danmark er andelen, der oplever migration som den største udfordring, lidt højere end gennemsnitligt i EU, med 48 pct. der peger på dette tema. Som noget nyt er klimaudfordringen rykket op på andenpladsen i stedet for terror.
 
På vej mod førsterangsvalg?
 
At danskerne disse måneder oplever klima og migration som de primære udfordringer på europæisk niveau giver faktisk et optimalt udgangspunkt for en valgkamp til Europa-Parlamentet – for det er begge politikområder med en grænseoverskridende natur, og som parlamentet rent faktisk har mulighed for at påvirke. Migration og klima bestemmes nemlig i EU ud fra den almindelige beslutningsprocedure, hvor Europa-Parlamentet har fuld medbestemmelse med Ministerrådet.
 
Om det kommende parlamentsvalg bliver en populistisk fest, eller en renæssance for opbakningen til fælleseuropæiske løsninger, og i så fald om disse løsninger primært får et ’rødt’ eller ’blåt’ præg, får derfor konkret betydning for EU’s fremtidige klima- og migrationspolitik.
 
I det lys er Europa-Parlamentsvalget fra et teoretisk synspunkt reelt at betragte som et førsterangsvalg: På netop de områder, danskerne bekymrer sig om, er valget mindst lige så afgørende for politikudviklingen som et folketingsvalg.
 
Men i lyset af det aktuelle vidensniveau bliver valget med altovervejende sandsynlighed også denne gang et andenrangsvalg. Det vil kræve langt større inddragelse af et europæisk perspektiv i den ’almindelige’ politiske debat i medlemslandene, uden for valgkampstid, at ændre ved dette.
 
[1] F.eks: Lehne og Grabbe (2018): 2019 European Parliament Elections Will Change the EU’s Political Dynamics, Carnegie Europe, https://carnegieeurope.eu/2018/12/11/2019-european-parliament-elections-will-change-eu-s-political-dynamics-pub-77922; Stearns (2018), Why European Parliament Elections Suddenly Matter, The Washington Post, https://www.washingtonpost.com/business/why-european-parliament-elections-suddenly-matter/2018/12/09/be21d0fe-fb7e-11e8-8642-c9718a256cbd_story.html?noredirect=on&utm_term=.88deff92ab87; Kreilinger, Valentin (2018): Looking ahead to the 2019 European elections, Jacques Delors Institute, https://www.delorsinstitut.de/2015/wp-content/uploads/2018/11/20181109_Ausblick-Europawahl-Kreilinger_EN.pdf.

[2] Kreilinger, Valentin (2018): Looking ahead to the 2019 European elections, Jacques Delors Institute, https://www.delorsinstitut.de/2015/wp-content/uploads/2018/11/20181109_Ausblick-Europawahl-Kreilinger_EN.pdf.

[3] Denison & Zerka (2019): The 2019 European election: How anti-Europeans plan to wreck Europe and what can be done to stop it, ECFR Flash Scorecard, https://www.ecfr.eu/page/-/EUROPEAN_PARLIAMENT_FLASH_SCORECARD_.pdf.

[4] Denison & Zerka (2019): The 2019 European election: How anti-Europeans plan to wreck Europe and what can be done to stop it, ECFR Flash Scorecard, https://www.ecfr.eu/page/-/EUROPEAN_PARLIAMENT_FLASH_SCORECARD_.pdf.

[5] Eurobarometer 90.1 (2018), European Parliament.

[6] Reif & Smith (1980): Nine second-order national elections: A conceptual framework for the analysis of European election results. European Journal of Political Research, Vol. 8: 1, pp. 3-45.

[7] Alle tal i dette og det følgende afsnit stammer fra Eurobaromter 90.1, European Parliament.

[8] Sørensen, Catharina (2007): Euroscepticism, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet.

[9] Eurobaromter 90 (2018), European Commission.

[10] Sørensen, Catharina (2017): Nordic eurosceptic voting in 2014, i: Nielsen & Franklin: The Eurosceptic 2014 European Parliament Elections, Palgrave macmillan.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.