Debat

Det kan blive et kostbart eventyr at forlade EU

Resume Storbritannien er et eksempel på, hvad der står på spil for hvert eneste af de europæiske lande. Beslutningen om at vælge exitdøren kan blive et kostbart eventyr.

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten 28. februar 2018.

Storbritannien skal betale en meget høj pris ved at forlade det indre marked og toldunionen. Beregninger foretaget af det britiske finansministerium viser, at en hård brexit uden en aftale med EU kan føre til et velstandstab på op imod 8 pct. og op imod 3 mio. tabte arbejdspladser. Det vil skabe enorm usikkerhed om fremtiden, hvis briterne på egen hånd skal bruge årevis på at forhandle over hundrede handelsaftaler i WTO-regi.

Hvis man vælger en lidt blødere Canada-aftale med EU, vil velstandstabet måske kunne begrænses til 5 pct. I Canada-scenariet vil Londons city også miste dets finansielle pas til EU-markedet.

Ingen af disse to scenarier vil være i Storbritanniens nationale interesse. De vil være skadelige for den nationale interesse. Det rationelle økonomiske valg ville snarere være at søge den norske model, men den politiske dynamik og magtkampen i London går i retning af mere polarisering og konfrontation.

På EU-topmødet her i marts vil vi få en klar indikation af, om Storbritannien er på vej mod en hård brexit, eller om premierminister Theresa May vil opgive nogle af sine mange berømte røde linjer i forhandlingerne. Gør hun ikke det i tide, ender Storbritannien sandsynligvis i en hård brexit.

Briterne alene i verden

Nogle forbenede EU-modstandere vil måske hævde, at ekstraprisen er værd at betale for mere frihed og håndhævelse af national suverænitet.

I realiteten vil det økonomiske råderum dog blive mindre af at rive sig løs fra EU og det indre marked. Storbritannien vil få mindre og ikke mere frihed. Og hvis de vil levere varer til EU-27-landene, der i dag tager imod knap halvdelen af den britiske eksport, skal briterne overholde EU-reglerne, standarderne og acceptere afgørelser ved EU-Domstolen.

Frem for at være med til bestemme spillereglerne i EU, vil de fremover blive passive ruletakers uden indflydelse. Briterne vil stå som ”Palle alene i verden”, når de skal forhandle over 750 internationale aftaler – hvor de før fik flere muskler sammen med EU-27.

De risikerer reelt at få dårlige aftaler ud af det. Det er et elementært spørgsmål om størrelse. Drømmen om national suverænitet møder realpolitikkens virkelighed. Økonomisk og politisk magt betyder noget. Det er ikke ligegyldigt, hvem man er ved forhandlingsbordene med.

Storbritannien er i dag en stor magt i og gennem EU, men blot en småstat på den globale arena, hvor giganter som USA, EU og Kina har fat i den lange ende.

Det britiske Labour-parti anført af Jeremy Corbyn har opfordret May til at gå ind for en toldunion med EU. Det er et realpolitisk alternativ, som også den britiske industriorganisation, CBI, bakker op om.

Problemet er bare, at May er klemt mellem fløjene i sit eget parti og låst fast. Hun kan ikke lede, men har opstillet røde linjer, der er lige så kategoriske som umulige i forhandlingsspillet: Ingen accept af EU-Domstolen, ingen fri bevægelighed og national selvstændighed til at lave egne love, selv hvis de er i strid med EU’s indre markedsregler.

EU: Acceptér fælles regler

Hvis May står fast på disse røde linjer, må danske virksomheder begynde at forberede sig på en hård brexit. EU’s chefforhandler, Michel Barnier, har skåret ud i pap, at Mays røde linjer fører ud over kløften. Selv Ukraine har for sin handels- og samarbejdsaftale måttet acceptere afgørelser fra EU-Domstolen, og uden accept af fri bevægelighed kan briterne ikke engang blive et nyt Schweiz.

May har malet sig op i et hjørne, og dermed kan hun heller ikke bevare de åbne grænser mellem de to dele af Irland. EU-27 står sammen og fast på, at Storbritannien ikke kan få fri adgang til kagebordet uden også at yde noget på sin side.

Der følger forpligtelser med rettigheder. Vil man have adgang til de økonomiske gevinster i EU’s indre marked, må man også acceptere de fælles spilleregler. Dette budskab forsøger Barnier og EU-27 lederne stadig at formidle til London. Men hvornår tager briterne telefonen og giver et klart svar på, hvad de selv vil?

EU-27 vil gerne lave en ambitiøs aftale, hvor Storbritannien får en blødgørende overgangsaftale efter 29. marts 2019, og man vil også gerne etablere et stærkt partnerskab med briterne.

Men Storbritannien skal på sin side også acceptere visse fælles europæiske minimumsregler, herunder om fair konkurrence, statsstøtteregler, garantier mod skattedumping samt sociale og miljømæssige standarder. Der bliver ingen fri frokost uden forpligtelser.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.