Analyse

Den usynlige kæmpe

Belgieren Herman Van Rompuy fik ingen blid medfart, da han i januar 2010 startede jobbet som EU’s første præsident. Under sit første måde i Europa-Parlamentet måtte han høre Nigel Farage, lederen af det britiske, euroskeptiske UKIP-parti, kalde ham en mand med karisma som en våd gulvkuld og udseende som en lavt-rangerende bankassistent. Også blandt føderalister var der skuffelse. Den tidligere franske præsident, Giscard d’Estaing, sukkede, at man burde være gået efter en rigtig ledertype i stedet for en, der i bedste fald var middelmådig.
 
Men til november, efter fem år på posten, kan ”Mr. Nobody”, som Van Rompuy også blev kaldt, under bred applaus trække sig tilbage til sin store hobby: japanske Haiku-digte. Ironisk nok formåede manden med den ubeskedne titel som EU’s præsident at gøre netop beskedenhed til sin helt store styrke. Han rejste EU rundt mindst en gang om året for at fornemme den lokale folkestemning men gav yderst sjældent interviews – det første til skandinavisk presse kom dette forår. Og det er denne evne til at skabe enighed mellem 28 statsledere uden at havne på den laveste fællesnævner og uden at kræve personlig anerkendelse for arbejdet, der har gjort den tidligere belgiske statsminister til en solid støtte for såvel store som små lande. Aftalen fra 2013 om EU’s budget, hvor Van Rompuy bidrog til at fastholde fokus på fælles mål om forskning og videnskab i stedet for at bruge midlerne til at lukke munden på de mest højtråbende lande, er ét eksempel.
 
I disse dage er valget af Van Rompuys afløser et af de varmeste emner i EU, og ikke mindst i Danmark, da statsminister Helle Thorning-Schmidt har været nævnt som favorit til posten. Der er god grund til postyret. Siden Lissabon-traktaten i 2009 oprettede stillingen for at skabe mere sammenhæng på tværs af EU’s roterende formandskaber er den blevet en af de mest eftertragtede – kun overgået af posten som Kommissionsformand.
 
Stillingen kaldes ofte for EU’s præsident, men den dækker mere præcist over rollen som fast formand for Det Europæiske Råd, som er det forum, hvor EU’s statsledere mødes for at lovgive om EU’s udvikling.
 
Præsidentkaliber
 
De første fem års erfaring har vist, at en EU-præsident bør mestre mindst tre roller:
 

  • Neutral mægler. En formand, der opfører sig som EU’s 29. medlemsland, vil lynhurtigt blive marginaliseret. Van Rompuy har selv defineret sin rolle som koordinator og kompromisskaber. I forbindelse med hvert topmøde er det formanden, der forbereder dagsordenen og de beslutninger, der skal opnås enighed om. Det er også ham eller hende, der har overblik over alles standpunkter og vurderer, hvornår der skal gives efter for nationale særinteresser, og hvornår der skal køres på i fællesskabets interesse. Det giver stor indflydelse at være leder af slagets gang. Men hvis formanden ikke ses som en troværdig mægler, skal især de store medlemslande nok sørge for sig selv. Van Rompuy har en gang i mellem måtte se sin position udfordret – for eksempel når Tyskland og Frankrig på egen hånd har sendt ”forberedende materiale” til alle hovedstæder forud for et topmøde og derved kapret dagsordenen. Men generelt er det lykkedes belgieren at indfri forventningerne til formandens mæglerrolle, og det har i stigende grad været ham, landene har henvendt sig til for at få noget på dagsordenen. Blandt andet er hans navigationsevne blevet hyldet i forbindelse med EU’s respons til den græske gældskrise og i udformningen af EU’s finanspagt.

 

  • Diplomat. I 1970 stillede USA's udenrigsminister, Henry Kissinger, et simpelt spørgsmål, der har hjemsøgt EU lige siden: ”Hvad er EU’s telefonnummer?” Med Lissabon-traktaten og etableringen af EU’s Udenrigstjeneste håbede man, at problemet var løst. Men sådan er det ikke gået. For eksempel stod Kommissionsformanden, EU-præsidenten og Udenrigsrepræsentanten alle tre i kø, da EU’s associeringsaftale med Ukraine forleden skulle undertegnes – mens kommissærerne for handel og naboskabspolitik kiggede misundeligt på. Dette interne spil om ekstern synlighed skal en EU-præsident, der er statsledernes direkte repræsentant, kunne mestre for ikke at rykke ved den skrøbelige kompetencefordeling i Unionen.

 

  • Samlingsfigur. Europa-Parlamentsvalget i maj understregede endnu engang, at EU ikke har fundet en sikker opskrift på folkelig opbakning. Og mere end nogen politisk eller økonomisk krise kan denne euroskepsis vise sig at blive den største udfordring for en kommende formand. Fra traditionelle integrationsstøtter som Holland og Italien, over flere øst- og centraleuropæiske lande med gryende nationalisme, til Storbritannien, der har varslet folkeafstemning om fortsat medlemskab, vil EU’s medlemslande i stigende grad kræve grænser og forståelse for nationale særheder. Den kommende præsident vil blive bedømt for sin evne til at agere samlingsfigur i en Union, som samtidig i stigende grad afkræves at kunne levere konkrete resultater, der gavner borgerne.

 
Kan egenskaber som beskeden mægler, verdensmand og karismatisk folkefigur forenes i én og samme person? Van Rompuy var afgjort mest mægler, mindre verdensmand og mindst folkefigur. Han var den usynlige kæmpe, og det gav ham stor anerkendelse. Men for hans arvtager kan det vise sig at få større betydning at kunne vække genkendelse og tillid blandt Europas befolkninger – med karisma som en leder og udseende som en forsoner. 

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.