Kommentar

De Grønne i Tyskland - Hvad vil de med magten?

Denne kronik blev bragt i Politiken d. 6. april 2021.

En ung mand i ”infight” med ordensmagten i Frankfurt. En minister, der aflægger ed i Wiesbaden iført jeans og hvide gummisko. En langhåret parlamentariker med prins Valentin frisure i hjemmestrikket sweater i Bonn, der tiltrækker sig kansler Kohls opgivende blik. Disse tre billeder har for længst printet sig fast i tyskernes erindring, og skoene er sågar kommet på det historiske museum i Bonn. Den korporlige mand og den unge minister er Joschka Fischer, der senere blev den helt centrale figur for De Grønne. Den langhårede politiker er Walter Schwenninger fra selvsamme parti, og billedet med Kohl gik verden rundt som symbol på firsernes opbrud i tysk politik.

Billederne siger meget om den rejse den nuværende højdespringer i tysk politik, Bündnis 90/Die Grünen er på. For prøv at spole frem til i dag, hvor en storsmilende, hip formandsduo afholder den første digitale partikongres i det corona-ramte Tyskland. Den ene, Robert Habeck, har i forbindelse med succesrige valgkampe ikke kunne dy sig for at ”stage-dive” ned i armene på sine begejstrede partifæller. Den anden, Annalena Baerbock, der ganske passende dyrkede trampolinspring som ung, har udviklet sig til Tysklands eneste bud på en kvindelig afløser til kansler Angela Merkel efter forbundsdagsvalget den 26. september. 

At partiet netop har ambitioner om kanslerposten ses af, at det helt, lige som socialdemokraterne i SPD og kristendemokraterne i CDU/CSU, for første gang vil udpege en kanslerkandidat. Da beslutningen blev taget sidste år, var der mange, som trak på smilebåndene. Var det ikke bare et politisk stunt? Med CDU/CSU’s pludselige nedsmeltning med over 10 procentpoint i meningsmålingerne, er nøglerne til statsministeriet (Kanzleramt) imidlertid pludselig inden for rækkevidde. 

Under alle omstændigheder forekommer det nærmest umuligt, at der kan dannes en regering uden om De Grønne, der her og nu står til 22% af stemmerne. Det vil i givet fald være være en fremgang på 13 procentpoint i forhold til valget i 2017. Partiet har i samme periode også oplevet en medlemsfremgang fra 63.000 til 104.000. Set i det lys gør vi også i Danmark klogt i at stille skarpt på De Grønne – uanset hvem der måtte blive deres kanslerkandidat, Annalena Baerbock eller den dansk-talende Robert Habeck, der sågar har en vimpel i rød-hvide farver foran huset i Flensborg. Umiddelbart er der tre forklaringer på partiets himmelflugt.

Længslen efter et alternativ
”Merkeldämmerung” er det ord, der har fulgt Angela Merkel, længst. Ikke mindst hendes interne kritikere har konsekvent spået, at hun ville trække sig i næste måned eller så i hvert fald næste år. I dag er kansleren stadig ved magten, mens de fleste (mandlige) konkurrenter er gået på pension - ofte efter at Merkel brutalt har vist dem mod udgangen. Ét af de andre ord, der karakteriserer Merkel, er nemlig ”Männermörderin”. Men nu er det forbi. Allerede i 2018 meddelte Merkel, at hun ikke genopstiller, og at dømme efter målingerne har trætheden nu for alvor meldt sig. Trætheden skyldes ikke alene Merkel, men også at de mange store koalitioner, bestående af CDU/CSU og SPD, har lagt sig som en dyne over tysk politik. 

Allerede efter valget i 2017 ønskede mange forandring, men håbet om en såkaldt Jamaica-koalition bestående af CDU/CSU, De Grønne og FPD blev slukket, da FDP’s leder, Christian Lindner, meddelte, at han hellere ville undlade at regere end at regere dårligt. I de seneste år har De Grønne samlet mange skuffede CDU/CSU og SPD vælgere op. På det seneste har udviklingen taget fart, da mange kristendemokrater er dybt frustrerede over højt corona-smittetryk, forsinkede vacciner og manglende teststrategi. SPD, derimod, profiterer ikke på CDU/CSUs massive tilbagegang. Forklaringen ligger ligefor: SPD har som regeringspartner i Berlin og med seks ministerpræsidenter svært ved at fralægge sig ansvaret for miseren. En stor del af corona-strategien ligger nemlig på delstatsniveau. Kort sagt: De Grønne fremstår som alternativet, selvom de paradoksalt nok ikke har fremlagt en alternativ corona-politik.

Farvel til protest- og projektparti
”Undskyld, hr. præsident, men De er et røvhul”. Denne bemærkning fra en oprevet Joschka Fischer faldt i Forbundsdagen i 1984 og indrammer De Grønnes første fase efter oprettelsen i 1983: partiet var et protestparti, der så sig selv som modpol til det etablerede Tyskland, der langt fra havde gjort op med nazi-tiden og som ikke havde erkendt, at våbenkapløb, nukleare ulykker og skovdød var lige rundt om hjørnet. Med den mangeårige næstformand Reinhard Bütikofers ord gik partiet dog relativt hurtigt fra at være et rent protest- til et såkaldt ”projektparti”, der satsede på at sætte aftryk på nogle få centrale emner, såsom miljøpolitikken. 

Den første spæde start var, da De Grønne i 1985 gik i regering med SPD i Hessen med Joschka Fischer som miljøminister. 13 år efter rykkede De Grønne ind på regeringskontorerne i Berlin under socialdemokraten Gerhard Schröders ledelse. Ganske symbolsk skiftede Fischer, som blev udenrigsminister, jeans og gummisko ud med habit og laksko, At De Grønne stadig var et fløjparti ses af, at partiet konsekvent positionerede sig til venstre for SPD. Partiprogrammet mindede også til forveksling om en dystopisk roman – med advarsler om atomvåben, militarisme og gentagelse af Tjernobyl. 

Anden periode sluttede, da Schröder i 2005 udskrev valg og tabte til Merkel. Umiddelbart efter traf De Grønne beslutning om, at partiet skulle løsne sig fra venstrefløjen og være spilbar for alle partier. Eller som der stod i Oldenburg-erklæringen, der 16 år efter fremstår som decideret profetisk: ”Måske står vi ved begyndelsen på enden for folkepartierne (”Volksparteien”), som vi kender dem … Hvis De Grønne på mellemlang sigt ikke kun vil satse på det rød-grønne kort eller begrænse sig til oppositionsrollen, må vi også arbejde for at muliggøre nye parlamentariske alliancer”. 

At Oldenburg-beslutningen i de første mange udløste en hård kamp mellem partiets realpolitiske (”Realos”) og mere fundamentalistiske fløj (”Fundis”) ses af, at stærke kræfter, såsom tidligere miljøminister Jürgen Trittin, blokerede for, at De Grønne i 2013 indgik i regering med CDU. Med valget af Habeck og Baerbock i 2018, der begge er fra ”Realo”-fløjen, er der imidlertid sat punktum for fløjkrigen. Det samme gælder ambitionen om primært at være et ”projektparti”. Med Baerbocks ord er ”ambitionen at kunne drive debatterne inden for samtlige politikområder”.     

Ganske karakteristisk for partiets spilbarhed deltager De Grønne på delstatsniveau i stort set alle tænkelige koalitioner. I Baden-Württemberg, hvor partiet stiller med partiets eneste ministerpræsident, er koalitionspartneren p.t. CDU. Det samme er tilfældet i Hessen, hvor CDU dog har ministerpræsidentposten. I Hamborg er regeringspartneren SPD og i Mecklenburg-Vorpommern og Brandenburg SPD og CDU. I Slesvig-Holsten regeres med CDU og FDP, i Sachsen og Sachsen-Anhalt med CDU og SPD og i Thüringen, Berlin og Bremen med SPD og Die Linke. I Rheinland-Pfalz er de Grønne ved at danne en ny såkaldt lyskurvekoalition bestående af SPD, FDP og De Grønne. Kort sagt: partiet regerer med alle partier bortset fra Alternative für Deutschland (AfD) og i samtlige delstater med undtagelse af Bayern, Niedersachsen, Nordrhein-Westfalen og Saarland. 

Netop De Grønnes evne til at udgøre den fleksible midte (”Mittigkeit”) i tysk politik, prædestinerer partiet til at opsamle de mange Merkel-stemmer, der snart blive hjemløse. I samtlige 16 år ved magten har Merkel således udmærket sig ved selv at udgøre denne midte og dermed appellere til vælgere, der ikke pr automatik sætter kryds ud for CDU. Det skyldes også, at Merkel ofte har indtaget positioner, som mildest talt ikke var konservative mærkesager, såsom afskaffelse af atomkraft og værnepligt. For slet ikke at tale om den manglende grænselukning i 2015! Som et resultat har Merkel trukket mange stemmer fra højreorienterede socialdemokrater og mange unge (kvindelige) vælgere. Og tyskere, der bare så Merkel som en midtsøgende politiker med hænderne sikkert på rattet. Med Merkels exit er De Grønne det nye førstevalg for ”Merkelianerne”. 

De Grønnes strategi om at udgøre midten bevirker også, at partiet ikke længere opfatter sig selv som modpol til det højreorienterede AfD. Ikke overraskende ser CDU/CSU dog ikke passivt til, mens De Grønne går på strandhugst. Ganske tankevækkende har CSU’s formand, Markus Söder, der er CDU/CSU’s ene bud på kanslerkandidatposten, for nyligt foretaget et strategiskifte. For Söder er hovedmodstanderen ikke AfD, men De Grønne. Målinger viser nemlig, at CSU ved det bayerske delstatsvalg i 2018 tabte flere stemmer til De Grønne end AfD. Som en konsekvens er Söder slået ind en ambitiøs klimapolitisk kurs med alt fra støtte til biernes bevarelse over en lavere moms på offentlig transport til, at klimabeskyttelse skal skrives ind i den tyske grundlov. 

Klimapolitik uden V-ordet
De Grønne har fået paranoia mod forbud. V-ordet, Verbot, er decideret blevet bandlyst, efter at De Grønne tabte mange stemmer i 2013 på at ville indføre en ugentlig vegetardag i de offentlige kantiner. Selvom der egentlig bare var tale om en opfordring, blev forslaget opfattet som om, at De Grønne var gået til angreb på tyskernes elskede Brat- og Currywurst. De andre partier var da også hurtigt til at overbyde hinanden i, hvad de næste forbud ville være, dieselbilen eller Schnitzel på havegrillen. 

En mere ”mainstream-agtig” klimapolitik er den tredje forklaring på partiets fremgang. Frafaldne Merkelstemmer og klimabevidste borgerlige behøver ikke at frygte, at en stemme på De Grønne er den direkte vej til en grøn revolution, hvor alt, også det private forbrug, underordnes klimaneutralitet. Tidligere tiders løftede pegefinger og forbud er i dag erstattet af optimisme og besværgelser om, at klimapolitik ikke vil forandre tyskernes hverdag. Eller for igen at citere Annalena Baerbock: ”Jeg skal ikke omvende SUV-bilejeren på Prenzlauer Berg [i Berlin] … Den enkeltes ageren er ikke tilstrækkelig til at ændre et system, der ikke anerkender planetens grænser. Vi skal derfor ændre selve systemet”.

De Grønnes mindre radikale klimakurs ses også af, at partiet under de kuldsejlede regeringsforhandlinger i 2017 var villig til at fire på kravene. Det samme gælder på deltstatsniveau. Kursen er justeret, men den er fortsat mere ambitiøs end de øvrige partiers. Selvom den nye kurs kan koste stemmer hos Friday’s for future-segmentet, er det derfor næppe noget, der holder Baerbock og Habeck vågne om natten. De skuffede vælgere kan nemlig ikke finde et parti, der er mere grønt end De Grønne. Hvor hurtigt forbuds-imaget kan få comeback, fremgik af partiledelsens hårde afvisning i foråret af, at partiet har en intention om at forbyde opførelsen af nye én-familiehuse.

Konsekvenser for Europa
Tyskernes ønske om et alternativ til CDU/CSU og SPD, De Grønnes erobring af midten og den mere realpolitiske klimakurs er hovedårsagerne til, at De Grønne med stor sandsynlighed kommer til at indgå i ny tysk regering. Tre modeller er de mest realistiske: De Grønne kan regere med CDU/CSU, i en lyskurvekoalition med SPD og FDP eller i koalition med SPD og Die Linke. Hvis De Grønne bliver større end CDU/CSU, vil Annalena Baerbock eller Robert Habeck kunne rykke ind i statsministeriet. I begge tilfælde vil der være tale om en nyskabelse. Baerbock vil med sine 40 år være Tysklands yngste kansler, og Habeck vil være den første filosof på kanslerposten. Og begge vil bryde traditionen om, at samtlige tyske kanslere efter 1949 har været enten erfarne ministre eller ministerpræsidenter. 

Når det er sagt, skal man næppe forvente en revolution. Dertil er efterkrigstidens Tyskland alt for konsensussøgende, hvilket De Grønnes rejse mod midten i sig selv er et skoleeksempel på. Og dertil er tallene på statsbudgettet alt for blodrøde pga. corona-krisens rekordstore hjælpepakker. Journalisten Ulrich Schulte, der netop har udgivet en bog om De Grønne, har derfor følgende bud på, hvad det er for en hverdag, tyskerne vil vågne op til med en grøn kansler: ”Republikken vil forblive den samme. Der kommer ikke en gennemgribende socialreform eller mere omfordeling fra top til bund. Men alt vil blive noget mere økologisk”. 

Nærstuderer man udkastet til Grønnes valgprogram, vil der på det europa- og udenrigspolitiske område imidlertid være lagt op til tre vigtige ændringer. For det første kan den danske regering allerede godt indstille sig på, at Tyskland vil blive en langt mere aktiv allierede i kampen om at gøre EU klimaneutral. Det hænger uløseligt sammen med, at De Grønne vil øge det tyske ambitionsniveau, men også overbevisningen om, at klimapolitikken som minimum kræver europæiske løsninger. I valgprogrammet plæderer De Grønne derfor for en europæisk co2-afgift, en co2-grænseudligningsafgift og en ambitiøs reform af kvotehandelssystemet. 

For det andet vil De Grønne gennemføre justeringer af den økonomiske kurs, der vil være sød musik i Frankrigs Emmanuel Macrons ører. Ifølge De Grønne skal den store genopretningsfond på 750 mia euro fra i sommer nemlig gøres permanent og dermed fungere som det omfordelingsinstrument på europæisk niveau, som Frankrig længe har arbejdet for. Merkel og CDU plæderer derimod for, at fonden var helt ekstraordinær pga. coronakrisen. Tilsvarende vil De Grønne lægge sig i selen for, at Vækst- og Stabilitetspagten reformeres, så den tillader en mere ekspansiv politik. 

For det tredje vil De Grønne skærpe fokus på menneskerettigheder og retsstaten. Det gælder over for de centraleuropæiske lande, såsom Ungarn og Polen, der ikke overholder retsstatprinciperne. Godkender de ikke den europæiske anklagemyndighed (EPPO), skal de ikke kunne modtage nye midler fra EU. Men det gælder også over for Kina og Rusland, selvom partiet næppe vil være tonedøvt over for tyske erhvervslederes nervøsitet for den store eksport til Kina. Konkret har De Grønne vendt sig imod, at den kinesiske tech gigant Huawei må byde på det tyske 5G-net. Den store sag i forholdet til Rusland er den omdiskuterede Nordstream2 gasledning fra Rusland til Tyskland, som De Grønne gerne vil sætter en stopper for. Ikke mindst det sidste vil skabe glæde i Washington. Derimod vil præsident Biden ikke kippe med flaget over, at De Grønne går til valg på at afskaffe 2 procent-målet i NATO. Det er ”for abstrakt og statisk” og skal i stedet erstattes af ”mål efter behov”.

Da Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier sidste år talte til De Grønnes 40 års jubilæumsfest, var hans hovedbudskab, at ”De Grønne har forandret landet – og landet har forandret De Grønne”. Når fotografer den 26. september foreviger den jublende formandsduo, vil denne grundlæggende pointe ikke alene blive bekræftet. Tyskerne vil også få et nyt billede, der med al sandsynlighed vil blive hængt op på det historiske museum i Bonn. 

 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.