Debat

Danske mærkesager fylder i EU

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og kommissær Margrethe Vestager

Resume Siden årtusindeskiftet har danske (og britiske) mærkesager stået højt på EU's dagsorden, skriver Poul Skytte Christoffersen, der er bestyrelsesformand i Tænketanken EUROPA og tidligere dansk EU-ambassadør.

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten 9. marts 2016.

Londons borgmester, Boris Johnson, som nu har meldt sig under fanerne for britisk udtræden af EU, gør det til et hovedargument, at EU i de seneste par årtier har bredt sig ud over alt for meget i stedet for at holde sig til sit oprindelige formål – at nedbryde handelsskranker i Europa.

Tilsvarende argumentation høres også i dansk EU-debat.

Ser vi på, hvor EU har udvidet sit arbejdsfelt siden årtusindeskiftet, må man konstatere, at det i høj grad har drejet sig om danske (og britiske) mærkesager. Det har været udvidelsen, energi- og klima, international handelsliberalisering, udbygning af det indre marked og terrorbekæmpelse.

Udvidelsen af EU med de øst- og centraleuropæiske lande var i mange år en dansk folkesag. Begejstringen er nok blevet kølet lidt af, især efter udvidelsen med Bulgarien og Rumænien. Tilbage står, at østudvidelsen har været en økonomisk og politisk succes – trods Orban og Kaczynski. Man kan blot prøve at tænke igennem, hvad situationen ville have været uden.

De øst- og centraleuropæiske lande ville sandsynligvis have udviklet økonomier, der i højere grad end i dag ville konkurrere på lave lønninger og standarder (herunder på miljøområdet). Samtidig ville det have været en legeplads for Putin i skabelsen af en bufferzone til Rusland, og højreekstremismen ville have haft endnu bedre grobund.

Euroen og Schengen-samarbejdet fremstilles også som eksempler på, at EU – i en føderalistisk stræben – har gabt over mere, end det kunne kapere.
Historien om euroen fremstilles som et hasarderet eksperiment, der blev påtvunget Tyskland som pris for tysk genforening.

De, der fulgte begivenhederne omkring Murens fald, ved, at europæiske politikere, der forsøgte at skabe stille betingelser for tysk genforening, hurtigt måtte stikke piben ind. Historien kunne ikke standses, og kansler Kohl havde ikke behov for at betale en pris.

Baggrunden for skabelsen af den økonomiske og monetære union (Ømu) er langt mere jordnær. Projektet blev startet som et fransk-tysk initiativ, længe inden nogen havde drømt om Murens fald, og var langt fremskredent, da grænserne faldt i 1989.

Ustabilt system

For tyskerne var motivet ønsket om en videreudvikling af det indre marked i Europa. Dette kunne ikke opnås ved fastholdelsen af det hidtidige valutasystem i Europa med faste, men justerbare valutakurser. Med frigørelsen af kapitalbevægelserne var systemet blevet ustabilt. Og alternativet – flydende valutakurser mellem alle de europæiske valutaer – ville reducere fordelene af det indre marked betydeligt.

For Frankrig var det afgørende at få skabt fælles kontrol over den europæiske pengepolitik efter at have set, at den var blevet en de facto tysk pengepolitik styret af Bundesbank efter tyske økonomiske behov. Og man var parat til at betale prisen, nemlig en europæisk centralbank, der blev en klon af Bundesbank.

Ømu’en var ikke nogen perfekt konstruktion, og nødvendigt reparationsarbejde har været i gang i flere år. Men der er ingen tvivl om, at den økonomiske krise ville have fået et langt mere dramatisk forløb – også for ikkeeurolandene – hvis der ikke havde eksisteret et stabilt valutarisk anker i form af en europæisk fælles valuta.

Vækst og dynamik

Skabelsen af Schengen-samarbejdet i slutningen af 1980’erne var heller ikke et udtryk for blåøjet Europa-entusiasme. Fremme af det indre marked var igen den væsentligste bevæggrund, men også ønsket om at skabe vækst og dynamik i de tilbagestående grænseregioner.

Bag nyskabelsen lå endvidere en erkendelse af, at gammeldags grænsekontrol ikke længere var effektiv til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, herunder illegal indvandring.

Et forstærket politisamarbejde i Europa var svaret. Forhåbentligt glemmes dette ikke i disse måneders ræs mod stigende grænsekontrol i Europa. Historien viser, at det er kostbart – og at det ikke virker, med mindre man vil gå hele vejen og bruge hegn og pigtråd, som under Den Kolde Krig.
 

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.