Analyse

Danmark får B-medlemskab af Europol

Resume Den aftale om Europol, som Lars Løkke Rasmussen i dag har lagt en køreplan for sammen med Jean-Claude Juncker og Donald Tusk, kan vise sig utilstrækkelig.

Danmark skal til at forberede sig på den nye virkelighed 1. maj 2017, hvor vores medlemskab af Europol ophører. Det står klart, når man læser overskriften på den fælles erklæring, der her til morgen blev udsendt efter et møde mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen, præsidenten for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, og Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

Den endelige aftale og juridiske tekst er ikke skrevet endnu, så meget er stadig åbent. Men den fælles erklæring slår fast, at Danmark udtræder af Europol 1. maj 2017, og at der nu iværksættes en juridisk proces frem mod en samarbejdsaftale, der skal sikre, at de negative konsekvenser heraf mindskes.

Bundlinjen er foreløbig denne: Danmark får ikke fuldt medlemskab af Europol, vi får ikke fuld adgang til Europols datalagre, vi får ikke fuld adgang til deltagelse i Europols operationelle aktiviteter, vi får ikke stemmeret i Europols ledende organer, vi forpligter os til at forblive medlemmer af Schengen, vi skal gennemføre EU's databeskyttelsesdirektiv, og vi skal underlægge os EU-domstolens jurisdiktion på området.

Dette er ikke den parallelaftale om fuldgyldigt og fortsat medlemskab af Europol, som nej-partierne lovede vælgerne før folkeafstemningen den 3. december 2015. Alle hidtidige parallelaftaler til Danmark har sikret fulde rettigheder på linje med andre medlemsstater. Eller som det fremgik af regeringens redegørelse fra marts 2015: "Det sikres, at de bestemmelser (ved parallelaftaler, red.), der anvendes i Danmark og de øvrige medlemslande, har samme indhold" (Samarbejdet om retlige og indre anliggender. En analyse af EU-lovgivning omfattet af retsforbeholdet, Regeringen, marts 2015).

Uanset, hvor meget nej-partierne i de seneste dage har forsøge at spinne realiteterne, står det klart, at Danmark ikke får en parallelaftale, men en mere begrænset operationel samarbejdsaftale. Og den giver i praksis dansk politi ringere vilkår, end hvad vælgerne blev stillet i udsigt.

Aftalen er også et nederlag for EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermanns, der i forbindelse med DI's topmøde i september udtalte, at Danmark ikke kan være ”halvt gravid” i Europol. For det er nøjagtigt, hvad den nye samarbejdsaftale for Europol, som regeringen har forhandlet sig frem til, og som både Donald Tusk og Jean-Claude Juncker nu bakker op om, er. Danmark er godt nok EU-medlem, men ift. Europol vil Danmarks status blive omdefineret til at være et tredjeland for, at den operationelle aftale kan blive til virkelighed.
 
En aftale for cirklens kvadratur
 
I dag fremgår det klart af EU-retten, at det kun er ikke-medlemslande, der kan behandles som tredjelande, så man lægger reelt af hensyn til Danmark op til at definere cirklens kvadratur.

Det er endnu uvist, om den model vil blive accepteret af EU-institutionerne. Ministerrådet skal ad to omgange med kvalificeret flertal vedtage juridiske ændringer af det nugældende retsgrundlag, og Europaparlamentet skal høres to gange (hvilket i princippet kan tage op til to gange tre måneder).

Danmark skal igennem et hækkeløb på 17 mulige forhindringer, før end aftalen kan gennemføres. Og man kan ikke på forhånd sige, om Europaparlamentet eventuelt vil rejse en sag ved EU-domstolen, om det er muligt i EU-retten at behandle et EU-medlemsland på lige fod med et tredjeland.

Man bør derfor være påpasselig med ikke at juble utidigt over denne aftale. Den skal først på skrift, og Danmark skal igennem et hæsblæsende hækkeløb med mange mulige forhindringer, før end regeringen og forligspartierne bag aftalen endeligt kan meddele Rigspolitiet, at dansk politi kan få en operationel aftale med Europol.

Dagens fælles erklæring fra Løkke, Tusk og Juncker viser, at EU vil strække sig langt for at hjælpe Danmark. Men det er ikke en betingelsesløs gave, hvor EU-institutionerne giver Danmark carte blanche til at gøre, hvad vi vil. Det er en fundamental forudsætning, at Danmark også fremover forbliver medlem af Schengen-grænsesamarbejdet. Og samtidig understreges det, at Danmark kun kan blive et fuldgyldigt medlem af Europol, hvis vi benytter tilvalgsordningen, som fremgår af den danske protokol 22 i Lissabon-traktaten.
 
Det muliges kunst
 
Statsministeren erkender, at aftalen ikke er optimal, men anbefaler den som det bedst opnåelige for Danmark lige nu. Og umiddelbart ser den samlet set bedre ud end, hvad der var grund til at håbe på i kølvandet på folkeafstemningen den 3. december.

Det er derfor også forståeligt, at Folketingets partier har valgt at bakke op bag denne forhåndsaftale, der sikrer, at dansk politi også efter den 1. maj 2017 kan samarbejde med Europol på et afgrænset og operationelt grundlag.

Danmark tilbydes i realiteten et B- eller C-medlemskab, hvor vi får lov til at udstationere en forbindelsesofficer, der døgnet rundt kan anmode Europols ansatte om at give os adgang til data på mistænkte. Det er på papiret bedre vilkår end dem, Norge har som tredjeland, og på dette punkt har regeringen sikret Danmark en bedre aftale end forventet.

Samtidig må man dog konstatere, at aftalen i praksis svækker dansk politi i kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet, menneskesmugling og terrorisme. Aftalen skal, som det hedder i dagens fælles erklæring, "mindske de negative virkninger af Danmarks udtræden af Europol den 1. maj 2017, til fælles gavn for Danmark og resten af Den Europæiske Union i bestræbelserne på at bekæmpe grov og organiseret grænseoverskridende kriminalitet og international terrorisme."

Den mindsker de negative virkninger, men sikrer os ikke fuldgyldige rettigheder, som de hidtidige parallelaftaler har gjort. Det er ikke en perfekt løsning på en næsten umulig opgave.
 
Ingen fremtidssikring
 
Aftalen er ikke fremtidssikret, for Danmark risikerer fremover at falde ud af en stribe retsakter, der gør det lettere for politiet at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Den garanterer heller ikke dansk deltagelse i PNR-registret mod terrorisme eller i Eurojust-samarbejdet, selv om et bredt flertal af både ja- og nej-partier ønsker dansk deltagelse på disse områder.

Det er kun ved at benytte tilvalgsordningen, at Folketingets flertal vil kunne tilvælge og fravælge EU-retsakter, der er af interesse for Danmark, hvorimod vi ved at vælge mellemstatslige aftaler risikerer, at EU-landene afviser at give Danmark lige så gode vilkår som de øvrige medlemsstater.

Det helt store operationelle problem ved den foreliggende Europol-aftale er, at dansk politi ikke længere har direkte og ubegrænset søgeadgang til Europols databaser. Rigspolitiet har sagt, at det på kort sigt går an at søge indirekte via en dansk forbindelsesofficer i Europol, men på længere sigt indebærer aftalen "en meget væsentlig begrænsning af dansk politis muligheder for at bekæmpe grænsekoverskridende kriminalitet sammenlignet med fuldgyldige medlemmer af Europol". Det må politikerne før eller siden forholde sig til.

Før folkeafstemningen fastslog Dansk Folkeparti, at de vil ”ikke acceptere et andenrangs-medlemskab af Europol, men kræver mindst lige så gode konditioner som i dag.”

Den foreliggende aftale lever ikke op til det løfte, og den er ikke den parallelaftale med lige operative vilkår, som nej-siden lovede vælgerne.

Nej-partierne sagde før folkeafstemningen, at hvis ikke Danmark kunne få en parallelaftale, så ville de anbefale en begrænset tilvalgsordning, hvor Europol og få andre retsakter kunne tilvælges. Både DF og Liberal Alliance må erkende, at den foreliggende samarbejdsaftale ikke svarer til den parallelaftale, som de stillede vælgerne i udsigt.

Hvis de skulle stå fast på deres løfte til de danske vælgere før folkeafstemningen, burde de vel nu forlange af regeringen, at der laves en begrænset tilvalgsordning og udskrives folkeafstemning om den?

Det er både logisk og forståeligt, at Lars Løkke Rasmussen ikke stiller kravet i lyset af nederlaget ved folkeafstemningen. Men kravet kunne med rette stilles af de nej-partier, der lovede vælgerne at sikre et fortsat fuldgyldigt Europol-medlemskab. Dermed kunne de undgå at blive beskyldt for et historisk løftebrud. Og samtidig kunne de udvise rettidig omhu for landets sikkerhed, der i høj grad afhænger af, om politiet får ordentlige vilkår i kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme.
 
DF spænder ben for sig selv
 
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl erklærede før folkeafstemningen i december, at han var villig til at acceptere Schengen-medlemskabet, hvis det var nødvendigt for at sikre fortsat dansk medlemskab af Europol. Men her i efteråret har partiet lagt kursen om og gjort op med dette løfte ved at kræve permanent grænsekontrol indført efter en folkeafstemning om Schengen-medlemskabet.

Den nye samarbejdsaftale om Europol, som regeringen håber at EU-institutionerne godkender, slår dog fast, at Danmark er forpligtet til at forblive i Schengen, hvis vi vil have operational adgang til Europols databaser. Det er kun logisk. Europols databaser og Schengens informationssystemer med millioner af data bliver i stigende grad bundet sammen, og det er afgørende, at politiet kan krydse disse informationer og analysere på dem i fælles efterforskningsteams på tværs af grænserne.

Uanset om man accepterer regeringens samarbejdsaftale for Europol eller benytter tilvalgsordningen, er Schengen et ufravigeligt grundvilkår. Det er ikke til forhandling.

Det betyder samtidig, at det ikke hænger sammen, når DF med den ene hånd bakker op om samarbejdsaftalen, mens partiet på den anden side vil kæmpe for den permanente grænsekontrol, der er direkte uforeneligt med Europol-samarbejdet. DF's krav om permanent grænsekontrol er i strid med Schengen-reglerne og vil tvinge Danmark ud af Schengen, og dermed også af Europol.

Det er ikke troværdigt, at partiet således lægger op til både at blæse og have mel i munden. Men det kan også få en række alvorlige negative konsekvenser, hvis Danmark vender tilbage til den permanente grænsekontrol og dermed ofrer både Schengen og Europol.

Schengens databaser – der samkøres med Europols databaser – er nemlig blevet helt vitale for at sikre et effektivt politiarbejde i Danmark. I 2015 søgte dansk politi 91.000 gange i Europols database, og der blev søgt hele 5,6 millioner gange i Schengens SIS-II-database, der rummer informationer over udenlandske kriminelle, stjålne biler, falske visumansøgninger mv. Politiets nye mobile og stationære nummerpladeskannere trækker således direkte på Schengen-databasen, bl.a. for at tjekke, om der er match med udenlandske kriminelle og stjålne biler fra udlandet.

Det er i den forbindelse værd at bemærke sig, at Dansk Folkeparti og et bredt flertal i Folketinget ønsker at udvide antallet af nummerpladeskannere i Danmark, da de har vist sig at være særdeles effektive i politiets indsats imod organiseret kriminalitet såvel som trafikforseelser. Et fortsat dansk Schengen-medlemskab er af afgørende betydning, hvis disse nummerpladescannere også skal kunne hjælpe politiet til at pågribe mistænkte kriminelle af udenlandsk herkomst.
 
Direkte dataadgang er afgørende
 
Rigspolitiet er ved at forberede en ny generation af mobile teknologiske løsninger, hvor politifolk fra deres mobiltelefoner og tablets skal kunne søge direkte i både Europols og Schengens databaser. Og allerede i løbet af 2017/2018 kan den nye samarbejdsaftale for Europol vise sig at blive en stopklods for at gøre denne vision til virkelighed. Aftalens udløbsdato er derfor sat på, næsten inden blækket er tørt.

I løbet af det næste år eller to kan dansk politi blive forhindret i at udnytte de nye teknologiske muligheder, hvor politifolkene kan trække direkte på de forskellige og sammenkørte EU-databaser over kriminelle via en fælles mobilløsning. Er det godt nok?

Direkte og hurtig dataadgang og mulighed for at sammenkøre informationerne i de forskellige europæiske databaser er nemlig ved at få en helt central nøglerolle for politiet i kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet. De nationale og europæiske interesser mødes i denne sag.

Også langt mere end hvad f.eks. Dansk Folkeparti lægger op til, når man stadig forsøger at bilde vælgerne ind, at indførslen af permanent grænsekontrol ved de danske grænser vil øge danskernes sikkerhed. Det forholder sig faktisk stik modsat. Den hjemmegroede kriminalitet i Danmark har været faldende i en årrække, mens den grænseoverskridende kriminalitet har været stigende, og det er derfor af vital betydning for politiet at få direkte adgang til at trække på informationer om kriminelle i Europols- og Schengens databaser.

Sat på spidsen er situationen den, at Danmark kun kan føre effektiv udlændingepolitik og bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, hvis politiet er fuldt og helt med i det europæiske samarbejde og kan trække direkte på data fra de fælles europæiske databaser i Schengen og Europol.

Den nye samarbejdsaftale om Europol fremstår derfor mest som en nødløsning på et akut problem, men den er næppe en langsigtet og holdbar løsning på de udfordringer, som den grænseoverskridende kriminalitet udgør.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.