Kommentar

Coronakrisen: Et maskespil for stormagter

Resume Kampen om maskerne er ikke kun historien om et europæisk svigt og kinesisk gavmildhed. Det er også historien om et kreativt kinesisk rolleskift fra krisens arnested til redningsmand.

Man skulle tro, at det i denne svære tid kun drejer sig om to ting: at redde menneskeliv og arbejdspladser. Alt andet må vente til coronakrisen er raset ud. Men det er desværre naivt. Stormagtspillet om, hvem der kan komme styrket ud af krisen, er for længst begyndt – med Kina, som én af de mest offensive aktører.

I disse dramatiske dage er der mange tv-klip, som for evigt mejsler sig fast i min hukommelse. På det ene ses en konvoj af militærlastbiler, der kører i fast rutefart til krematorierne i Bergamo i Italien.

På det andet gør Italiens udenrigsminister, Luigi Di Maio, intet for at skjule sin bitterhed: Kun Kina, og ingen af EU-landene, sendte hygiejnemasker og sygeplejersker, da Italien desperat råbte om hjælp. ”Vi vil huske dem, som var tæt på os i denne svære tid”, lød det fra Maio.

Det tredje klip, indrømmet lidt mere nørdet, er med en rasende serbisk præsident. Stærkt ophidset ophøjer Aleksandar Vucic Kina til landets ”sande bror” og erklærer ”europæisk solidaritet, som et eventyr på et stykke papir”. Årsagen til raseriet er, at Serbien ikke kan få lov til at importere masker fra EU-landene.

Alle disse klip illustrerer, hvor svært det har været for EU-landene at finde fælles forslag, da coronakrisen for alvor tog fart. Pandemier vækker urinstinktet i alle, lige fra stater til den enkelte, om at redde sig selv!

En af konsekvenserne var, at en række EU-lande som Tyskland og Frankrig nåede at indføre et eksportforbud af bl.a. hygiejnemasker, inden Kommissionen nåede at gribe ind med fælles europæiske indkøb. Følelsen af at europæisk solidaritet blot er tom floskel bredte sig med lynets hast i Italien, selvom ikke mindst tyskerne i denne uge nu har sendt flere ton medicinudstyr af sted.

Fra arnested til redningsmand

Kampen om maskerne er imidlertid ikke kun historien om et europæisk svigt og kinesisk gavmildhed. Det er også historien om et kreativt kinesisk rolleskift fra krisens arnested til redningsmand.

Som bl.a avisen New York Times allerede har kortlagt, har Kina travlt med lægge luft til, at hele miseren startede på et fiskemarked i Wuhan. I stedet indtager Kina nu rollen som den humanitære supermagt, der i modsætning til USA og europæerne, lytter til mange landes råb om hjælp. Eller som Kinas Xi Jinping udtrykte det i en samtale med den italienske premierminister: Lad os sammen bygge en sundhedens silkevej.

Hvor systematisk Kina arbejder på dette rolleskift, fremgår af utallige kinesiske opslag på de sociale medier. Hér lander et kinesisk fly med 300.000 masker til Belgien; hér et andet med 500.000 til Spanien. Det hidtidige koregrafiske højdepunkt var i en kinesisk særudgave af den serbiske præsidents tale, hvor han til dramatisk underlægningsmusik bemærkede, at ”kineserne nu er vores håb”. Udgaven gik hurtigt viral i Kina.

"Donerede masker" var købt

Det hører også med, at kineserne er karrige med oplysninger om, at det langt fra er alle masker, ventilatorer etc., der er doneret. Mange er købt og betalt af europæerne. Endelig fremgår det også sjældent, at Kina jo også modtog hjælp fra EU, da krisen i Wuhan var på sit højeste.

Selvom det er problematisk, hvis Serbien skifter Beijing ud med Bruxelles, knytter der sig også en anden historie til Vucics dramatiske tale. Jo, selvfølgelig bør EU forsøge at hjælpe et ansøgerland i nød, og ja, EU’s Balkanpolitik har været noget flagrende på det seneste. Tænk blot på, at Frankrig, Holland og Danmark i oktober 2019 blokerede for optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien uden at have et alternativ klar.

Men det ændrer ikke ved, at Serbien for længst har udviklet sig til Kinas brohoved i Europa. F.eks. er den største kinesiske eksportordre af forsvarsudstyr efter den kolde krig gået til Serbien, ligesom hovedstaden Beograd takket været den kinesiske tech-gigant Huawei fremstår som en moderne ”smart city”.

Solidaritet eller gustent maskespil?

I ugerne, der kommer, er det derfor vigtigt, at europæerne midt i den allervigtigste kamp mod virussen ikke lader sig spille ud med hinanden. Det gælder derimod om med konkrete handlinger at vise, at solidaritet ikke er et gustent maskespil. Ellers vil EU-landene efter krisen få mere end svært ved at løbe økonomien i gang igen.

Og hvad der heller ikke må glemmes: Hvordan skal vi kunne udvikle en fælles politik over for Kina, USA osv., hvis flere føler, at de nu skal til at betale af på en stor moralsk gæld og f.eks. sælge strategisk vigtigt infrastruktur som havne til Kina?

Set i det lys var det uhyre vigtigt, at EU ikke alene fik styr på maskerne, men også at den europæiske centralbank fik meldt ud til alle, inklusive italienerne: Vi er klar til at gøre alt for at redde alle europæiske landes økonomier. Men der skal givetvis mere til for at vise, at europæisk solidaritet ikke er et eventyr på et stykke papir.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.