Kommentar

Cor­o­na­grus i bre­xit-ma­ski­ne­riet

Resume Forhandlingerne om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien var i forvejen svære. Corona gør dem mere uforudsigelige.

Dette indlæg blev bragt i Børsen 31. marts 2020.

At skulle lande en aftale om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien på under et år var i forvejen udråbt som en af de vanskeligste forhandlingsøvelser i international politik.

Nu er der så kommet en pandemi oveni, der – udover vores helbred – truer hele verdensøkonomien. På sigt kan corona meget vel vise sig som en begivenhed, der vender op og ned på skyttegravsholdninger.

På den korte bane fungerer coronavirussen dog mest af alt som et forstørrelsesglas for velkendte fronter i debatten om Brexit.

Fortalere for, at Storbritannien og EU indgår en omfattende handelsaftale, mener, at coronakrisen gør det åbenlyst, at den nuværende overgangsperiode skal forlænges – ellers risikerer vi en grum double whammy af coronarecession og no-deal-brexit.

Omvendt er brexiteers blevet bekræftede i, at overgangsperioden skal stoppe som planlagt, aftale eller ej – ellers risikerer Storbritannien at blive negativt påvirket af en ny eurozone-finanskrise forårsaget af coronakrisen.

For begge parter løber tiden.

Nye problemer

Den tilbagetrækningsaftale, som trådte i kraft den 31. januar i år, fastslår, at man inden 1. juli kan enes om en forlængelse af overgangsperioden for en periode på op til to år.

Både Storbritannien og EU kan være den, der beder om forlængelse – men det er svært at se, hvorfor de 27 EU-lande skulle påbegynde koordineringen af en sådan beslutning, når premierminister Boris Johnson selv midt under coronakrisen gentager sin afvisning af muligheden – i øvrigt uden synderlige protesterer fra et påfaldende tavst Labour-parti.

Allerede nu udstiller coronakrisen nye problemer i forholdet mellem Storbritannien og EU. På den ene side er Storbritannien ikke længere EU-medlem og dermed ikke en del af de krisebeslutninger, der træffes.

Men samtidig er Storbritannien stadig omfattet af EU’s regler under overgangsperioden.

Forleden betød det, at Boris Johnson ikke deltog i stats- og regeringschefernes videokonference, hvor det blev besluttet at lukke EU’s ydre grænser, dog med undtagelse af dem til Storbritannien på grund af overgangsperioden.

Men da Johnson efterfølgende tøvede med at indføre et tilsvarende indrejseforbud, fik det den franske præsident, Emmanuel Macron, til at advare om, at Frankrig så alligevel måtte behandle Storbritannien som et tredjeland med dertil hørende lukning af den engelske kanal.

Betaler regningen

Samtidig betaler Storbritannien fortsat sin del af EU’s budget og har dermed ret til sin del af diverse nødpakker.

Det vil dog kræve, at man beder EU om hjælp – og det virker Johnson-regeringen ikke til at have stor appetit til.

På trods af akut respiratormangel gik briterne ikke med i et nyt EU-program for fælles masseanskaffelse af respiratorer til lavere købspriser.

Først udtalte Johnson’s talsperson, at det ville man ikke, da Storbritannien ikke længere var EU-medlem. Siden blev forklaringen ændret til, at man ikke nåede at gå med i udbuddet på grund af en kommunikationsbrist. Regeringen er tilsyneladende i et dilemma mellem ideologi og pragmatisme.

Johnson er indtil videre et bevis på, at pragmatisme ikke nødvendigvis belønnes af vælgerne – men brexit har trods alt ikke tidligere handlet om akut syge mennesker.

Rent lavpraktisk er forhandlingerne derudover ramt af en logistisk udfordring, der handler om at få 200 personer fordelt på 11 arbejdsgrupper til at mødes virtuelt.

Opgaven besværes her og nu af, at hele EU’s forhandlingshold efter sigende er i selvisolation, efter at chefforhandler Michel Barnier blev coronaramt.

Siden har den britiske chefforhandler, David Frost, også fået symptomer på smitte – foruden Johnson selv. Begge sider forsikrer om, at de fortsat arbejder – og har bl.a. offentliggjort udkaster til aftaleteksten. Men mange tvivler på, at så følsomme og tekniske forhandlinger kan lykkes uden fysiske møder mellem parterne.

Hvem blinker først?

Derfor bliver coronakrisens brexit-effekt med al sandsynlighed et endnu mere sort-hvidt landskab: Enten accepterer briterne en forlængelse, eller også forlader landet EU’s indre marked uden en aftale.

På kontinentet spår førende brexit-eksperter, som Bruxelles-tænketanken EPC’s direktør, Fabien Zuleeg, at coronakrisen bliver Johnson’s "undskyldning" for at forlænge forhandlingerne.

Mange brexiteers mener derimod, at det bliver EU, der blinker først.

Netmediet Politico citerer den tidligere partileder Iain Duncan Smith for at sige, at "EU vil have behov for al den hjælp, EU kan få for at slippe ud af coronakrisen, og vi er EU’s største eksportmarked. Det er ved at gå op for EU, at de er nødt til at opnå en aftale." Med Johnson ved roret er alle udfald mulige.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.