Kommentar

Chefkokken Scholz

Denne kommentar blev bragt i Jyllands-Posten d. 17. december 2021

Store smil, sjove gaver og en cyklende trafikminister. Den tyske regeringsoverdragelse onsdag var præget af hygge og harmoni og er for længst blevet fremhævet som en stor kontrast til overdragelsen sidste år i USA. Allerede på førstedagen blev resten af Europa imidlertid vidne til et skænderi mellem to af regeringspartierne, som er værd at holde øje med. Skænderiet kan give et første svar på det spørgsmål, som alle udenrigspolitiske nørder p.t. stiller sig selv: Hvor stor forskel vil der reelt være på Merkel og den nye regerings udenrigspolitik?

»I en rød-grøn regering må det være klart for enhver. Det største parti er kokken; det mindre er tjeneren.« Sådan beskrev Tysklands seneste socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, i 1998 magtbalancen mellem SPD og De Grønne. Onsdag fik dette citat en renæssance, da socialdemokraternes gruppeformand, Rolf Mützenich, udtalte, at Tysklands udenrigspolitik »især bliver ført fra statsministeriet«.

Svaret fra De Grønnes potentielle nye formand Omid Nouripour faldt prompte: »At nedgøre Udenrigsministeriet på denne måde er udtryk for den "kok-tjener-logik", som vi burde have lagt bag os.« På papiret har De Grønne naturligvis ret. Magtforholdene i 2021 er fundamentalt anderledes end i 1998. Dengang fik SPD over 40 pct. af stemmerne; i 2021 fik Scholz kun ca. 25 pct. og må derfor for første gang siden 1950' erne regere med hele to koalitionspartnere, De Grønne og De Liberale. Alt dette ændrer imidlertid ikke ved, at udenrigspolitik siden 1998 i endnu højere grad er rykket fra udenrigstil statsministeriet - ikke kun i Tyskland. Tag bare de mange topmøder, der i disse år afholdes i EU-regi.

Her er det jo statsministrene og ikke udenrigsministrene, der mødes. Dertil kommer, at verdens topledere, såsom Biden, Xi, Putin etc., naturligvis også fremover vil ringe til det tyske Statsministerium og ikke til De Grønnes Baerbock.

Kok-tjener-logikken er særlig interessant, fordi den tyske regering allerede i disse første uger vil skulle tage stilling til en række spørgsmål, hvor De Grønne har en langt mere markant profil end SPD. I et tiltrædelsesinterview lod Baerbock f. eks. forstå, at hun godt kan forestille sig, at Tyskland tilslutter sig den amerikansk-initierede boykot af vinter-OL i Kina, og at den russiske gasledning, Nordstream 2, ikke skal tages i brug. Tilsvarende har De Grønnes klare fokus på menneskerettigheder og retsstatsprincipper også fået Baerbock til at lægge yderligere pres på Ungarn og Polen.

I sin første uge på posten har Scholz været langt mere afdæmpet. Ifølge en historie i avisenWirtschaftswoche, som Scholz har undladt at dementere, har han allerede ladet Kinas præsident Xi forstå, at han vil fortsætte Merkels pragmatiske kurs over for Kina. På et besøg i Warszawa lød det også næsten på vanlig Merkelfacon, at han håber på en »meget god, pragmatisk løsning« i konflikten om den polske retsstat.

Hvis Baerbock må starte sin udenrigspolitiske karriere ved at tabe de første store diskussioner på hjemmebane, kan det blive svært for hende at få fodfæste på den storpolitiske scene. Det vil uden tvivl skuffe de mange, også i Danmark, der havde håbet på, at Tyskland skærper sin menneskeretlige profil over for Kina, Rusland og Polen/Ungarn. Det forhold, at de tyske bilfabrikker i disse uger offentliggør store investeringer i Kina, og at netop den tidligere kok, Gerhard Schröder, har stærke interesser i Nordstream 2 taler ikke ligefrem for, at Scholz er klar til at gøre op med Merkels kurs.
 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.