Analyse

Britisk aftale fører ikke til reform af EU

David Camerons aftale med EU vil ikke føre til store reformer

Resume Udkastet til en ny EU-aftale for Storbritannien har en stærk symbolværdi, men vil ikke ændre EU markant.

Denne analyse blev bragt i Politiken lørdag d. 13. februar 2016.

Sidste fredag var den britiske premierminister David Cameron på kort visit hos sin danske kollega, Lars Løkke Rasmussen. Besøget var en del af Camerons turne blandt europæiske regeringschefer, der skal sikre opbakning til det forslag til en aftale mellem EU og Storbritannien, som blev fremlagt tirsdag i sidste uge.

Hvis aftalen går igennem på Det Europæiske Rådsmøde i den kommende uge, har EU strakt sig langt for at imødekomme britiske bekymringer. Og Storbritanniens genforhandling kan vise sig et være en appelsin i turbanen for statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det flugter nemlig med de ønsker, regeringen og mange partier i Folketinget har. Det gælder særligt forslag om at indeksere børnecheck og planen om at supplere opholdsdirektivet og omstøde den meget omstridte Metockdom fra 2008.

Det gælder også erklæringer om, at det indre marked skal liberaliseres yderligere, at processen hen imod en stadig snævrere union ikke fører til en politisk union, og at nationale parlamenter får mere indflydelse (i hvert fald på papiret). Alt sammen initiativer, der flugter med den danske regerings ønsker.

Aftalen vil dog ikke grundlæggende reformere EU eller ændre på betingelserne for det britiske EU-medlemskab. Der er nærmere tale om justeringer på en række mindre områder, der dog kan have stor symbolsk værdi.

Det springende punkt er, om det er nok til at overbevise premierminister David Camerons EU-kritiske partifæller og ikke mindst den britiske befolkning. Cameron er allerede blevet kritiseret af den EU-skeptiske fløj i sit parti for ikke at gå langt nok, når det gælder velfærdsydelser.

Og en nødbremse, der kun kan aktiveres, hvis kommissionen og rådet godkender det, strider mod forestillingen om britisk parlamentarisk suverænitet.

Netop nødbremsen er det mest kontroversielle aspekt af den foreløbige aftale, både i britiske konservative rækker, der mener, at den ikke går langt nok, og fra Europaparlamentet og andre medlemslande, der mener, at den går for langt.

Hvorvidt Cameron har skabt ro på sin partibagsmæk, er endnu for tidligt at sige, da de enkelte ministre er blevet bedt om at holde inde med kritik, indtil aftalen er endeligt på plads. Herefter må de udtrykke sig, som de vil. Det kan vise sig at blive en sten i Camerons sko, da EU er det emne, der splitter det konservative parti mest ad. Det gør det svært for vælgerne at søge vejledning hos regeringspartiet og gør stemmeudfaldet usikkert.

Og netop folkestemningen er nødvendig at vende, hvis Cameron skal vinde afstemningen og blive i EU. En dugfrisk meningsmåling fra YouGov viser nemlig, at 45 pct. af vælgerne ønsker at forlade EU, mens 36 pct. ønsker at blive. 19 pct. ved ikke, hvad de vil stemme.

Blandt de britiske vælgere er der en tæt forbindelse mellem et kritisk syn på indvandring og ønsket om at forlade EU. Restriktioner af ikke-britiske EU-borgeres adgang til sociale ydelser er derfor et af kardinalpunkterne for de britiske svingstemmere.

Camerons hovedpine er imidlertid, at restriktion af velfærdsydelser også er de mest usikre punkter i den foreløbige kompromistekst. Både indeksering af børnepenge og en 'nødbremse', der kan stoppe udbetalingen af britiske 'in-work benefits' til ikke-britiske EU-borgere i fire år, skal nemlig igennem hele EU's lovgivningsapparat, før de kan blive til noget.

I gennemsnit tager det 17 måneder for et lovforslag at gå igennem førstebehandlingen i EU-parlamentet, og særligt EP-parlamentarikerne er kritiske over for nødbremsen. Cameron kan næppe nå at sikre gennemførelsen af disse krav før en eventuel afstemning 23. juni 2016.

Dertil kommer, at nødbremsen adresserer et tvivlsomt problem. Ligesom i Danmark er andre EU-borgere en nettogevinst for statskasserne og udgør en forsvindende lille andel af trækket på velfærdsydelser.

Mobiliteten på det europæiske arbejdsmarked er ikke drevet af jagten på velfærdsydelser, men arbejde. Tallene taler deres klare sprog. I Storbritannien fik 4,2 millioner mennesker i alt arbejdsløshedsstøtte ('out of work benefits') i februar 2014. 92,3 pct. gik til britiske borgere, 5 pct. til tredjelandsborgere og kun 2,5 pct. til ikke-britiske EU-borgere.

Hvis man ser på de såkaldte britiske 'in-work benefits', som dækker skattefradrag for personer på de laveste løntrin, fik i alt 3,3 millioner familier disse ydelser i februar 2014, hvoraf 83 pct. gik til britiske borgere, 8,9 pct. til tredjelandsborgere og 8,1 pct. til ikke-britiske EU-borgere, som i øvrigt alle er i arbejde og betaler skat. I december 2013 fik i alt 7,6 millioner familier i Storbritannien udbetalt børnechecks, og kun 0,3 pct. af disse blev sendt til andet EU/EØS-land. Det er ret beset ret små tal, der er tale om.

På trods af at indrømmelserne til Cameron på velfærdsydelser ikke vil have den store økonomiske betydning, kan det spille en symbolsk rolle for de britiske vælgere. Cameron fik i hvert fald opbakning til sine krav fra den danske statsminister, da de mødtes fredag, og det virker lige nu sandsynligt, at aftalen vil blive endeligt vedtaget på det kommende rådsmøde. Herefter er det op til briterne at afgøre deres europæiske fremtid.

Læs meget mere i vores tema om Storbritannien og Brexit

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.