Kommentar

Brexit: No deal kan stadig afværges

Resume Frem mod oktober vil presset på EU og Storbritannien stige for at nå til enighed om en aftale. Vejen frem kan være en model, hvor et panel af eksperter skal sikre fair konkurrence, og hvor handelstekniske unoder kan straffes med massive sanktioner.

Denne kronik blev bragt i Jyllands-Posten 15. juni 2020.

Coronakrisen, genopretningen af Europa og de benhårde forhandlinger om det næste EU-budget har de seneste måneder fuldstædig overskygget det, mange eller havde regnet med ville være forsidestof dette forår: Slaget om den endelige brexit-aftale. Ikke desto mindre mødes premierminister Boris Johnson i dag, mandag, virtuelt med kommissionsformand Ursula von der Leyen og rådsformand Charles Michel for at drøfte det fremtidige forhold.

Det skulle i teorien have været tid til det sidste brexit-topmøde. Det bliver det ikke. For selv om det er lykkedes at gennemføre de sidste måneders forhandlinger virtuelt, er det sket uden fremskridt.

31. juni er sidste frist, hvis Storbritannien ønsker at anmode om, at forhandlingerne forlænges. Ellers ophører overgangsordningen mellem EU og briterne 1. januar 2021. Premierminister Boris Johnson har afvist at forlænge forhandlingerne, og fastholder han dette, er oktober sidste chance for at nå til enighed om en detaljeret aftaletekst, hvis den skal nå at blive godkendt i alle institutioner og lande.

Under coronakrisen har begge parter gravet sig dybere ned i deres forhandlingsskyttegrave og gensidigt beskyldt hinanden for manglende fremskridt og fleksibilitet. Johnson har gjort det klart, at briterne om nødvendigt er rede til at forlade EU uden nogen aftale.

Sker det, vil samhandel mellem EU og Storbritannien alene være reguleret ved WTO’s generelle handelsregler. Det vil bl.a. betyde indførelsen af en række betydelige toldsatser, grænsekontrol og andre barrierer for samhandelen, hvilket begge parter har en klar interesse i at undgå.

EU kræver britisk accept af sit forhandlingsmandat som basis for de videre forhandlinger og at briterne lever op til den politiske aftale fra sidste år. Storbritannien har svaret igen med krav om, at EU ændrer sit forhandlingsmandat. Det gælder især kravet om level playing field (ligeværdige konkurrenceforhold), men også reducerede krav på fiskeriområdet.

EU: Følg vores regler

Level playing field indebærer, at Storbritannien, efter de har forladt EU, skal garantere en national lovgivning som svarer til den, der gælder nu – og fremover – i EU. Det gælder primært på områder som statsstøtte og skat, men i et vist omfang også miljø, klima samt social-og arbejdstagerrettigheder.

I den politiske aftale, der blev underskrevet i oktober sidste år, anerkender briterne princippet om level playing field, men ifølge aftalen skal den nærmere udmøntning drøftes i forbindelse med de nuværende handelsforhandlinger. Her har briterne kategorisk afvist EU’s krav om et nationalt britisk regelsæt, der svarer til det, EU løbende måtte beslutte.

Briterne påpeger, at EU aldrig har krævet dette i forbindelse med handelsaftaler med andre lande, og at kravet reelt vil indebære, at Storbritannien forsat skal følge EU’s lovgivning på disse områder. Det er efter britisk opfattelse i strid med deres ønske om at tage deres suverænt eller ”kontrol” tilbage (”take back control”).

Omvendt forsvarer EU sit særlige krav til briterne med henvisning til Storbritanniens økonomiske størrelse og nærheden til EU. Hertil kommer det britiske ønske om fuld adgang til EU’s indre marked. Det nødvendiggør en særlig garanti imod, at britiske virksomheder får mulighed for at underbyde virksomheder inden for EU.

Muligt kompromis

Det er denne gordiske knude, der skal løses, for at undgå et hårdt brexit. Man skal dog næppe forvente, at nogen af parterne kravler op ad skyttegravene lige med det første, for det er stadig muligt at forhandle frem til oktober, hvor tyskerne vil have overtaget EU’s formandskab. Det er dog på høje tid, at parterne overvejer, hvor der kan fires på kravene.

Et kompromis kunne basere sig på en model, hvor briterne ikke får fuld adgang til det indre marked. Til gengæld slækker EU på kravet om, at Storbritannien til enhver tid skal følge EU-regler. Samtidig skal briterne så indstille sig på, at forsøg på protektionisme eller dumping gennem f.eks. statsstøtte straks kan imødegås med modforanstaltninger og sanktioner fra EU’s side.

Udgangspunktet for level playing field vil være situationen i EU og Storbritannien, når aftalen træder i kraft. Både Storbritannien og EU har efterfølgende fuld ret eller ”suverænitet” til at ændre deres regler, men hvis konsekvensen heraf er øget protektionisme eller dumping over for modparten, så kommer der sanktioner.

For at dette skal fungere i praksis, skal der nås til enighed om, hvordan et ekspertpanel kan overvåge, tvistbilægge og beregne skadevirkninger af brud på princippet om level playing field. Her kan man på det vigtige statsstøtteområde bygge på WTO-regler og -erfaringer fra utallige dumpingsager.

Der bliver behov for et hurtigt arbejdende panel til tvistbilæggelse, der har eksperter både fra EU og Storbritannien, men også uafhængige internationalt anerkendte handelseksperter, hvis anbefalinger parterne skal følge. Opnås der ikke enighed i panelet, har både EU og briterne mulighed for at indføre sanktioner, som reducerer den frie markedsadgang.

Det afgørende ved denne model er, at det ikke er EU, der ubetinget har retten til at fastlægge de regler, som nu og fremover skal gælde – også for Storbritannien. EU’s krav om ens konkurrencevilkår kan derimod opretholdes via sanktionsmuligheder.

For ”blødere” områder som miljø, klima, samt social -og arbejdsmarkedsforhold må grundlaget for et ligeværdigt konkurrenceforhold være respekt for internationale regelsæt, f.eks. Parisaftalen på miljøområdet samt ILO-regler om arbejdstagerrettigheder og -vilkår. Disse kan suppleres med mere detaljerede regelsæt, som de to parter forhandler sig frem til.

Også her bliver der behov for en uafhængig instans, som kan overvåge, tvistbilægge og beregne skadevirkninger samt sanktioner.

Fisk

På fiskeriområdet, som er en af Danmarks mærkesager, vil EU have garanti for at kunne bevare en stor andel af det hidtidige fiskeri i britiske farvande. Briterne ønsker derimod en model som den, EU har med Norge, med regelmæssige forhandlinger om gensidige fiskerettigheder. Her kan en model som den ovenfor skitserede også være vejen frem.

Her kan EU svare igen med massive sanktioner, hvis briterne vælger at indføre begrænsninger i forhold til det, som gælder, når aftalen træder i kraft. Sanktionerne behøver ikke alene at være rettet mod britiske fiskere og fiskeindustri, men om nødvendigt mere generelt over for Storbritanniens eksport til EU.

Det må forventes, at der vil komme en række handelskonflikter mellem EU og Storbritannien, uanset hvilken model det fremtidige forhold skal basere sig på. Og det vil, set fra EU’s side, være mest enkelt, at det til enhver tid gældende EU-regelsæt er målestokken.

På den anden side har EU muligheden for at komme briterne i møde, men stadigvæk sidde med sit store indre marked som en slags trumf, fordi det har så afgørende betydning for britisk fiskeri og økonomi.

Britisk erhvervsliv vil givet lægge et stort pres på den britiske regering for at sikre så god adgang til det indre marked som muligt, og de fælles økonomiske interesser overgår langt modsætningerne, når der skæres igennem den politiske retorik. Det giver håb om, at konflikterne kan begrænses.

Ulempen ved denne model, hvor et ekspertpanel skal sikre level playing field, er, at virksomheder på begge sider af Kanalen vil skulle leve med lidt større usikkerhed og flere handelskonflikter.

Men er alternativet et hårdt brexit, er det trods alt en mindre sten i skoen. Både fra britisk side og fra EU bør man derfor overveje, hvordan man kan arbejde sig op ad skyttegraven.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.