Debat

Brexit giver briterne mindre suverænitet

Resume De lange og ufrugtbare debatter i Underhuset i Storbritannien om Brexit har desværre vist, at der stadig er en helt ureflekteret følelsesmæssig modstand mod fælles suverænitetsudøvelse i overstatslige institutioner som EU.

Dette indlæg blev bragt i Kristeligt Dagblad 2. april 2019

Efter Anders Verdenskrigs ragnarok ønskede mange i Europa nye overstatslige europæiske institutioner, der kunne løse Europas overordnede problemer.

Grunden var den enkle, at deres egne nationalstaters institutioner havde svigtet fatalt. De havde ikke kunnet give deres borgere det vigtigste, en stat skal levere, nemlig fred, sikkerhed og fremgang.

Også i Danmark viste denne tendens sig. En dansk gallupundersøgelse fra 1951 viser, at et massivt flertal af danskerne var tilhængere af Europas Forenede Stater – cirka 58 procent mod 13 procent.

Den britiske befolkning så anderledes på det. De britiske institutioner – regering, parlament og militær – havde sejret over tyranniet og stod med palmerne i hænderne, og Storbritannien blev fortsat set som et verdensrige i egen ret. Også jeg og mine jævnaldrende så op til Storbritannien som Danmarks befrier.

Skellet mellem lande, hvis befolkninger havde mistet tiltroen til de nationale institutioner, og lande, der fortsat havde tillid til dem, splittede Europa, da De Europæiske Fællesskaber med stærke overstatslige europæiske institutioner blev oprettet i tiden 1951-1957.

Storbritannien takkede nej.

Samtidig med oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber smuldrede imidlertid både det britiske verdensrige og den britiske økonomi, der bar de britiske institutioner oppe.

UK valgte forkert

Kun to år efter at Storbritannien havde afvist at være med i De Europæiske Fællesskaber, gik det op for den daværende britiske premierminister, Harold Macmillan, at briterne nok havde valgt forkert.

Han skrev i 1959 til sin udenrigsminister: "For første gang siden Napoleons tid er de store magter på kontinentet forenede i en positiv økonomisk gruppering, som har betydelige politiske aspekter, og som uden at være direkte rettet mod Storbritannien let kan få den virkning at udelukke os både fra de europæiske markeder og fra at øve indflydelse på europæisk politik." Allerede i 1961 anmodede Storbritannien om forhandlinger om mulig optagelse i De Europæiske Fællesskaber.

Storbritannien måtte af nød snarere end lyst – fornuft snarere end følelse – sluge overstatslige europæiske institutioner.

Først efter mere end 10 års forhandlinger og venten blev Storbritannien i 1972 optaget i De Europæiske Fællesskaber.

Macmillans strategiske syn på, at Storbritannien aldrig måtte lade andre europæiske magter dominere fastlandet uden om Storbritannien, byggede på århundredgammel britisk statsræson og økonomisk fornuft, som gradvis blev styrket, fordi handelen mellem Storbritannien og resten af EU udviklede sig kraftigt, ikke mindst efter at EU i 1987 – efter tilskyndelse fra Margaret Thatcher – fik gennemført traktaten om oprettelse af EU's indre marked, der gavnede Storbritannien enormt.

Men briternes stolte traditioner, drømmen om det tabte verdensrige, kort sagt briternes følelser over for de britiske institutioner – og navnlig deres aversioner imod de overstatslige europæiske institutioner – pegede for meget i nationalistisk retning.

Mindre end to år efter briternes optagelse i Fællesmarkedet genforhandlede en ny Labour-regering under Harold Wilson medlemskabet af Fællesmarkedet og holdt i 1975 den første britiske folkeafstemning om medlemskabet.

Ude af stand til at acceptere det overnationale

I slutningen af 1970' erne fik Margaret Thatcher gennemført en genforhandling af Storbritanniens budgetbidrag til Fællesmarkedet under kampråbet "We want our money back". Senere kom undtagelser om euroen, det retspolitiske samarbejde, Schengen-samarbejdet med mere.

Alligevel var en stor del af den offentlige stemning i Storbritannien – understøttet af en ofte udenlandsk ejet presse af meget bidsk anti-EU-karakter – følelsesmæssigt ude af stand til at acceptere det overstatslige europæiske samarbejde.

En udtalelse fra Margaret Thatcher om, at alle europæiske problemer var opstået på kontinentet, og at det hver gang, de skulle løses, havde været angelsakserne, der havde måttet træde til, har næppe heller overbevist briterne om det rigtige i at være medlem af EU.

Udtalelsen er i øvrigt en grov fordrejning. Briterne har – heldigvis – altid blandet sig i kontinental politik for at sikre sig deres egne interesser.

Brexit er tab af suverænitet

Denne negative holdning til overstatslige institutioner blev på en begavet måde imødegået af den erfarne og højt respekterede Labour-politiker Dame Margaret Beckett i et indlæg i Underhuset den 27. marts i år. Under en drøftelse om otte mulige alternativer til Theresa Mays bud på Storbritanniens fremtidige forbindelser med EU, sagde hun:

"Det nøgleelement, som optræder i hver eneste af de foreslåede alternativer, er spørgsmålet om suverænitet. Det er centralt, fordi alle de fremlagte forslag inklusive premierministerens ville betyde, at vi skal følge EU's love og bestemmelser uden at have et reelt ord at skulle have sagt om deres indhold. Ved den første folkeafstemning om vores forbindelse med Europa i 1975 førte jeg kampagne imod (medlemskab af De Europæiske Fællesskaber, red.), især på grund af den begrænsning af suveræniteten, som det medførte; men i det mindste opgav vi ikke dengang vores suverænitet. Vi delte den. De foreliggende forslag indebærer, at vi vil miste vores taleret, vores stemmeret og vores vetoret. Successive britiske regeringer har brugt deres tale-og stemmeret og lejlighedsvis også vetoretten med betragtelig virkning. Vi har allerede særordninger over det hele. Vi behøver ikke at deltage i euroen, og vi behøver ikke at være medlem af Schengen-samarbejdet om ophævelse af de indre persongrænser, og vi har bidraget til at skabe aftaler internt i EU og via EU også eksternt med resten af verden. Verden over gik skoleelever for nylig på gaden for at demonstrere imod truslen mod livet på denne planet inklusive truslen mod den menneskelige races fortsatte beståen. Inden for EU har Storbritannien gennem årene spillet en væsentlig rolle under successive regeringer i disse spørgsmål, og det var oplevelsen af den indflydelse, vi udøvede internationalt på dette felt, som til slut og helhjertet overbeviste mig om værdien af vores EU-medlemskab. Premierministerens udtrædelsesaftale og de forskellige alternativer opgiver denne delte suverænitet. De vil gøre os til rule takers i stedet for (at være, red.) indflydelsesrige rule makers. Det er klart, at mange, som stemte for Brexit, accepterede de økonomiske tab, de blev advaret om. De var rede til at betale prisen for at få suveræniteten tilbage (...), men suveræniteten kommer ikke tilbage. I virkeligheden ofrer vi suveræniteten for at kunne sige, at vi ikke længere er medlem af EU."

Dame Beckett viser her, hvad mange af os anser for at være en klassisk britisk indstilling: konservatisme forenet med evnen til gennem praktiske erfaringer at lade sig overbevise om, at forandringer faktisk kan være til det bedre. In casu, at i en globaliseret verden kan suverænitet udøvet i fællesskab give mere reel suverænitet til de enkelte stater, end hvis man står ene over for de andres fælles suverænitetsudøvelse.

Fælles suverænitet er stærkere end den nationale

De lange og ufrugtbare debatter i Underhuset om Brexit har desværre vist, at der især blandt det konservative partis medlemmer stadig er en helt ureflekteret følelsesmæssig modstand mod fælles suverænitetsudøvelse i overstatslige institutioner.

Derfor kan der måske gå lang tid før de – som Dame Margaret Beckett – indser, at Storbritannien har haft mere reel suverænitet ved at være med i EU's overstatslige institutioner, end de får ved at stå uden for.

Det er næsten utroligt, at de ikke har opdaget det allerede, for efter to års skilsmisseforhandlinger mellem EU og Storbritannien står det i hvert fald klart for alle os andre, at Storbritannien kun har beskeden indflydelse, når landet står ene over for de 27 medlemslande, som trods indbyrdes uenigheder forhandler som en samlet blok.

Det positive er, at de yngre generationer i Storbritannien i langt højere grad end de ældre stemte for at forblive i Den Europæiske Union.

I en globaliseret verden kan suverænitet udøvet i fællesskab give mere reel suverænitet til de enkelte stater, end hvis man står ene over for de andres fælles suverænitetsudøvelse.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.