Kommentar

Bal i den borgerlige i Berlin

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten d. 8. oktober 2021

”Et nej tak til kristendemokraterne”. Så klar i mælet var Bayerns ministerpræsident Markus Söder i onsdags. Få minutter forinden havde de tyske liberale, FDP, og De Grønne meddelt, at de i første omgang vil forsøge at danne en såkaldt trafiklys-koalition med socialdemokraterne. Selvom man aldrig skal sige aldrig, tyder alt dermed på, at Jamaica også fremadrettet blot vil være en østat i det Caribiske Hav og ikke navnet på en tysk koalitionsregering bestående af CDU/CSU, FDP og De Grønne. CDU/CSU’s tilbagegang på næsten 9 procentpoint ved valget 26. september var for stor til, at de fremstod som et troværdigt regeringsparti. Og hvad der var næsten lige så afgørende: mange i den borgerlige lejr ønsker CDU-formand og kanslerkandidat Armin Laschet hen, hvor peberet gror.

Tag bare Bayerns ministerpræsident og CSU-formand Markus Söder. Allerede under valgkampen gjorde hans sekundanter sig langt fra fortjente til en loyalitetsmedalje. Flere gange mindede de vælgerne om, at de faktisk også var i tvivl om, hvorvidt Laschet var den rette kandidat. ”Vi vil have fået et bedre valg med Söder”, lød det f.eks. fra CSU’s generalsekretær. Hvor Laschet efter valgdagen forsøgte at holde liv i Jamaica-koalitionen, talte Söder den ned. Motivet er svært at overse: Hvis socialdemokraternes Scholz bliver kansler, har Söder langt bedre kort på hånden til at blive kristendemokraternes fælles kanslerkandidat ved valget i 2025. Ellers ville han jo først skulle udmanøvrere en kansler Laschet.

Selvom Laschet nok vil kunne blive i CDU-formandstolen, så længe FDP og De Grønne har brug for et forhandlingstaktisk alternativ til SPD, er magtkampen for længst skudt i gang. Flere potentielle CDU-formandskandidater er allerede begyndt at røre på sig. Blandt dem er sundhedsminister Jens Spahn og de to kandidater, der tabte til Laschet i januar 2021, Norbert Röttgen og Friedrich Merz. Men alle vil have samme problem som Laschet: Hvordan skal de håndtere Söder?

Realistisk set er der lagt op til en langvarig affære, der meget vel først vil blive afklaret i efteråret 2023. Her skal der nemlig være delstatsvalg i Bayern. Hvis Söder får et godt valg, er han næsten selvskreven til at blive CDU/CSU’s kanslerkandidat. Men både i 2018 og også ved forbundsdagsvalget forleden, har Söder klaret sig historisk dårligt – sammenlignet med andre CSU-formænd. Hvis det gentager sig, vil en nyvalgt CDU-formand næppe acceptere at overlade posten uden diskussion til Söder.

Alt dette betyder, at kristendemokraterne i de næste år vil være travlt optaget af interne kampe. Det hele kompliceres af, at der næste år er fire delstatsvalg i Saarland, Schlesvig-Holsten, Niedersachsen og Nordrhein-Westfalen. Umiddelbart skulle man tro, at alt det får den designerede kansler Scholz til at græde tørre tårer. For slet ikke at tale om socialdemokratiske regeringschefer i Europa.

Problemet er imidlertid, at godt 40 procent af lovgivningen i Tyskland er afhængig af, at Forbundsrådet og dermed delstaterne kan vende tommelfingeren opad. Og hvis CDU/CSU tjekker ud af samarbejdet eller stiller sig på bagbenene, kan en Scholz-regering hurtigt komme i problemer. F.eks. vil opblødningen af den såkaldte gældsbremse og en reform af EU’s Stabilitets- og Vækstpagt, som mange socialdemokrater og Grønne drømmer om, kræve 2/3 dels flertal i Forbundsrådet.

Set ud fra et europæisk perspektiv må man håbe, at Söder og en ny CDU-formand hurtigt vil kunne afklare magtforholdene. Uden tvivl vil det i hvert fald være holdningen på 13. sal i Berlaymont-bygningen i Bruxelles, hvor kommissionsformand (og kristendemokrat) Ursula von der Leyen nok allerede føler sig temmelig alene hjemme.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.