Analyse

Både Trump og Biden vil kræve europæisk opbakning i ny kold krig

Resume Frem for blot at bide negle og følge USA’s præsidentvalg som en avanceret Netflix-serie bør vi i Europa bruge den amerikanske valgkamp til at vende blikket indad: Hvilken politik kan vi blive enige om i fællesskab, uanset hvem der end måtte vinde?
 

Denne analyse blev bragt i Politiken d. 6. september 2020. 

Nogle gange siger ansigtsudtryk mere end ord. Det var mildest talt tilfældet, da kansler Merkel i sidste uge på en pressekonference blev spurgt ind til, om hun kunne bekræfte, at præsident Trump over flere omgange havde »charmeret hende«. Påstanden var blevet lanceret af USA’s tidligere ambassadør i Berlin Richard Grenell.

Kansleren trak til stor moro øjenbrynene sammen, bad journalisten om at gentage, hvad Trump dog skulle have gjort ved hende, for så med et stort smil blot helt tørt at bemærke: »Ach so, nein. Jeg citerer som bekendt aldrig fra interne møder«.

Næppe én i lokalet var efterfølgende i tvivl om, at Merkel, sammen med størstedelen af de øvrige europæiske regeringsledere, krydser fingre for, at Joe Biden vinder det amerikanske præsidentvalg. Goddag til forudsigelighed, normalitet og de såkaldte ’voksne i lokalet’. Farvel til de overgearede tweets, pludselige spørgsmålstegn ved Nato’s fremtid og impulsive straffeaktioner mod f.eks. Tyskland.

Problemet for Merkel og co. er imidlertid, at det ikke er nok bare at håbe på en Biden-sejr, endsige at satse på rent faktisk at kunne charmere ham. Efter Trumps embedsperiode og ikke mindst coronakrisen befinder Europa sig i en situation, hvor forholdet til såvel USA som Kina nærmest er i frit fald. Ja, coronakrisen har efterladt mange europæere med en følelse af, at de er home alone.

USA har helt svigtet sin rolle som Vestens leder i coronakrisen, mens Kina har holdt igen med sandheden om virussen og forsøgt at drive kiler ned mellem EU-landene, f.eks. når det gjaldt leverancer af masker og andre værnemidler.

Det fremgår med al tydelighed af en måling, som European Council on Foreign Relations (ECFR) offentliggjorde sammen med Tænketanken Europa kort før sommerferien. Ifølge målingen har 48 pct. af europæerne fået forværret deres syn på Kina under coronakrisen, mens tallet for USA er oppe på 59 pct. For Danmark er tallene lige så tankevækkende. Faktisk er Danmark det land, hvor flest giver udtryk for skuffelse over USA, nemlig 71 pct., mens 62 pct. har mistet tillid til Kina.

Tallene viser med al tydelighed, at det ikke er muligt at skrue tiden tilbage til præsidentperioden med Obama med et snuptag. Rent bortset fra at der ikke er noget, som tyder på, at Biden vil være en Obama 2.0. Ikke alene vil Biden med al sandsynlighed fortsætte den udvikling, der blev indledt under Obama med ikke at engagere sig i konflikter (Syrien!) langt fra USA’s kyster. Han vil også fortsætte kursen, om end i et andet toneleje, med at stille klare krav til europæerne. Det gælder kravet om øgede forsvarsudgifter, der oprindeligt blev lanceret under Obama, men også i forholdet til Kina.

Uanset hvem der måtte vinde det amerikanske præsidentvalg, vil europæerne derfor blive mødt med krav om at bakke USA op, i hvad flere og flere betegner som en ’ny kold krig’.

I Europa har de nye storpolitiske vinde allerede udløst et nyt ’buzzword’: strategisk autonomi.

Nærstuderer man Merkels, præsident Emmanuel Macrons og utallige EU-kommissærers taler, går begrebet igen og igen. Tag f.eks. EU’s udenrigschef Josep Borrell: »Vi har brug for strategisk autonomi. Det betyder, at vi i praksis også selv kan agere i kriser ved hjælp af vores egne midler. Men ofte har vi ikke disse midler«.

Konkret peger Borrell her på Europas forsvar og sundhedspolitik. Ifølge Borrell bør EU også undgå at vælge side mellem USA og Kina og snarere lade sig inspirere af Frank Sinatras ’My Way’-klassiker: »Vi skal ikke bare støtte USA mod Kina, for vi har ikke de samme interesser i vores forhold til Kina«.

Efter en sommer, hvor først USA’s og siden Kinas udenrigsminister nøje har udvalgt en stribe forskellige europæiske lande til en større rundtur, er det imidlertid alt andet end klart, om EU kan blive enige om en sådan samlet kurs.

Hvordan skal ’strategisk autonomi’ omsættes i praksis, og hvad skal egentlig være EU’s politik over for Kina – og over for USA?

Frem for blot at bide negle og følge USA’s præsidentvalg som en avanceret Netflix-serie bør vi i Europa bruge den amerikanske valgkamp til at vende blikket indad: Hvilken politik kan vi blive enige om i fællesskab, uanset hvem der end måtte vinde?

Et oplagt sted at starte diskussionen kunne være den konference om Europas fremtid, der snart skydes i gang under det tyske EU-formandskab. Diskussionen vil dog næppe kunne blive afsluttet, inden valglokalerne lukker i USA.

Det skyldes også, at det amerikanske valg vil kunne forrykke noget på EU’s indre magtbalance. Hvis Trump taber, vil det svække Polen og Ungarn, der i hele Trumps embedsperiode har set ham som en nær allieret – også i kampen mod Tysklands og Frankrigs EU-visioner.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.