Analyse

Armin Laschet - Tysklands ”next Mutti”?

Bragt i en forkortet udgave på internetmediet Zetland d. 22. januar. 

Stedet er Aachen, Tysklands vestligste storby og residensby for Karl den Store. På scenen står en storsmilende Armin Laschet iført en hat, der ville gøre sig godt til en dansk nytårsfest og en stor orden hængende på den lidt for runde mave. Ministerpræsidenten fra Nordrhein-Westfalen er lige bedre hædret med den i karnevalskredse meget eftertragtede ”orden imod den brutale alvor” (Wider den tierischen Ernst). 450 kilometer mod øst i byen Erfurt er den politiske alvor imidlertid mere end brutal. Godt et år efter sin udpegelse som kansler Merkels foretrukne afløser, kæmper Annegret Kramp-Karrenbauer (AKK) for sit politiske liv. Efter delstatsvalget i Thüringen i efteråret 2019 har den lokale afdeling af CDU besluttet sig for at ignorere AKK og Merkels formaninger om ikke at samarbejde med det højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD) - det dårlige selskab i tysk politik, som ingen må lege med. Sammen med AfD stemmer CDU’erne i februar 2020 på en liberal ministerpræsident og afslører dermed, at AKK ikke har styr på tropperne. 

Mens AKK kaster sig ind i bilen til Erfurt for at få CDU’erne til at makke ret, gør Laschet sig klar til at tale i Aachen. At dømme på hans punchline skulle man næsten tro, at han allerede har fældet dom over AKK’s desperate redningsforsøg. ”Hvem kan være Tysklands ’next Mutti’?”, lyder det fra scenen. Og er Tyskland efter 16 år med Merkel overhovedet klar til en ”mandlig Kanzlerin?”. Salen koger, og de begejstrede Aachener råber taktfast i kor op mod bysbarnet: ”Armin, Armin, du må stille op”. ”Nein, nein, nein, nein. Mig? Sikke noget sludder”, lyder det beskedent fra Laschet. Bemærkningen er dog alt andet end impulsiv. Taleskribenten, der har hjulpet Laschet med talen, har nemlig indlagt en kunstpause, inden der på teleprompterne står ”nein, nein…”. 

Hvis AKK i Erfurt modtager bulletiner fra Aachen, kan hun kun tolke det som et forsøg på at save i hendes i forvejen vakkelvorne stol. Og da talen få dage efter transmitteres forskudt på tysk ZDF, fremstår Laschet som en dronningemorder. Få timer inden udsendelsen starter, har AKK netop kastet håndklædet i ringen og meddelt sin afgang som CDU-formand. Hermed er kampen om, hvem der skal blive Merkels arvtager skudt i gang på ny. Hvor Laschet i oktober 2018, da Merkel gik af som formand, undlod at stille op, er han denne gang klar til at gribe ud efter magten. I slutningen af februar erklærer Laschet sit kandidatur fra podiet i Bundespressekonferenz i Berlin. Til alles overraskelse er han imidlertid ikke alene. Han har formået at overtale den populære og langt mere højreorienterede sundhedsminister Jens Spahn til at stille op som sin næstformand. 

Den 16. januar 2021 i det corona-tomme messecenter Hub27 i Berlin er Laschets humør næsten på højde med karnevalsfesten i Aachen. I formandsvalget har han nemlig opnået flere stemmer end sine to konkurrenter Friedrich Merz og Norbert Röttgen, som pudsigt nok begge, ligesom Laschet, kommer fra Nordrhein-Westfalen. Men hvem er den politiker, der i sin kandidattale sagde ”Jeg er Armin Laschet, og mig kan I stole på”?. Og hvad er egentlig hans chancer for at blive Tysklands (og for den sags skyld også Europas) ”next Mutti”?

.... Portrættet kan læses i sin fulde længde i vedhæftede pdf.-fil.

 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.