Analyse

Antonio Tajani: Ny mand i store sko

Denne analyse blev bragt i Weekendavisen 20. januar 2017.

I sidste uge blev Europa-Parlamentets nye formand valgt efter hele fire afstemningsrunder. Det er lang tid siden, at der skulle så mange runder til for at afgøre en vinder. Den nu afgående socialdemokratiske formand, Martin Schulz, blev i sin tid valgt ind med et stort flertal i første runde.

Kapløbet om posten var denne gang mere usikkert end normalt, da der ikke fra start stod en sikker vinder i skue. Den heldige kartoffel blev til sidst italieneren Antonio Tajani fra Parlamentets konservative gruppe, EPP.
 
Der har ellers siden begyndelsen af 1980'erne med få undtagelser været en gentlemanaftale mellem Parlamentets konservative og socialdemokratiske grupper om at dele magten mellem sig inden for samme parlamentariske periode ved at bakke op om hinandens kandidater på skift. Det har marginaliseret de andre grupper.
 
Denne tradition brød den socialdemokratiske gruppe med, fordi de ikke ønskede, at der skulle sidde konservative personer på alle EUs øverste topposter: formændene for Kommissionen, det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet. I dette regnestykke glemte de dog, at socialdemokraterne er velrepræsenteret i det næstvigtigste toplederlag.

Det gælder Frans Timmermans (første næstformand i Kommissionen), Federica Mogherini (EUs udenrigspolitiske repræsentant) og Jeroen Dijsselbloem (Eurogruppens formand). Valget af Tajani som parlamentsformand får ingen indflydelse på, hvordan fremtidige EU-topposter fordeles, da valget af parlamentsformanden ikke er en del af det spil, men en intern affære i Europa-Parlamentet.
 
Men hvor meget magt har Europa-Parlamentets formand egentlig, og hvor kan Tajani gøre en forskel? Formandens hovedrolle er at præsidere ved plenarforsamlinger, Europa-Parlamentets formandskonference, hvor formanden sidder sammen med formændene fra de politiske grupper, og præsidiet, der består af formanden og næstformændene. Formanden er ansvarlig for anvendelsen af Parlamentets forretningsorden og repræsenterer Parlamentet i juridiske spørgsmål.
 
Formandsposten er en kort og forholdsvis apolitisk stilling. Få tidligere formænd besidder andre højtstående job efter formandspostens udløb. For mange er stillingen den sidste store post, de besidder inden pensionsalderen – selvom denne beskrivelse langtfra passer på Martin Schulz. På trods af dette er formandsposten eftertragtet.

Formanden frekventeres ofte af forskellige ledende figurer, lige fra regeringschefer i og uden for Europa til religiøse ledere, filmstjerner og nobelpristagere. Formanden holder tale forud for Europæiske Rådsmøder og giver udtryk for Parlamentets holdning i aktuelle sager. Formanden undertegner alle retsakter, der er vedtaget med Europa-Parlamentet som medlovgiver, og leder møder på de få sager, der ender i forligsudvalget (EUs tredjebehandling af lovforslag).

Ved regeringskonferencer om traktatreformer deltager formanden i regeringsrepræsentanternes møder. Formanden bliver behandlet som et statsoverhoved på sine rejser i og uden for EU med bilkortege, sikkerhedsvagter og hele molevitten.

Formanden er ikke blot en kransekagefigur. Han (eller hun!) har nemlig indflydelse på Parlamentets administrative regler såsom antallet af ansatte og implementeringen af Parlamentets eget budget. Det giver formanden, med assistance fra generalsekretæren, stor indflydelse på Europa-Parlamentets interne reformer og prioriteringsområder. Under Schulz' formandskab blev antallet af ansatte i Parlamentet forøget med cirka 900 mennesker fra 2012 til 2016. Derudover blev Europa-Parlamentets forskningsenhed (EPRS) grundlagt med den amerikanske kongres' forskningsafdeling som forbillede. Det har styrket Parlamentets administrative-og ekspertkapacitet vis-a-vis de andre institutioner.
 
Siden 2012 er det lykkedes Schulz at lede institutionen ud fra visionen om at skabe et mere prominent og indflydelsesrigt Parlament. Med Schulz i formandsstolen er de europæiske vælgere blevet mere bevidste om, hvad Europa-Parlamentet er, og hvilken indflydelse det har. Schulz har gjort en dyd ud af at være til stede i europæiske og nationale medier og give Parlamentet rampelys. Der er ikke det tyske talkshow, han ikke har deltaget i.
 
Derudover er han en mand, der ikke har fundet sig i at blive holdt uden for beslutningsfora. I september sidste år afholdt han et pressemøde under et uformelt EU-topmøde mellem EUs stats-og regeringsledere i Bratislava – vel at mærke uden at være inviteret. Schulz har også været fremme i skoene i forhold til de forestående skilsmisseforhandlinger mellem EU og Storbritannien, hvor han har insisteret på, at europaparlamentarikerne også skal spille en rolle.
 
Det bliver nogle meget store sko, hans efterfølger, Tajani, skal udfylde. Der er stor forskel på, hvordan forskellige formænd udfylder formandsskoene. Nogle har en direkte lederstil, mens andre er mere konsensussøgende. Nogle har fokus på de internationale eksterne relationer, andre på Parlamentets interne administration eller Parlamentets image i medierne.

Tajani har dog som næstformand i Europa-Parlamentet under Schulz snust til posten som formand. De 14 næstformænd træder nemlig til, når formanden ikke kan være til stede.

Tajani er ikke ligesom Schulz kendt for at jagte mediernes søgelys. Derimod er han vellidt af mange i Parlamentet, da han evner at skabe gode personlige relationer og give plads til alle. I sit tidligere arbejde som Parlamentets næstformand havde han ry for at få alle europaparlamentarikere til at føle sig godt behandlet. Det gælder også de små politiske grupper, som ligeledes er blevet hørt.

Det gjorde Tajani en dyd ud af at fremhæve i sin tale i tirsdags forud for formandsafstemningen. Her fik han klart signaleret, at han ikke vil arbejde for sine egne politiske holdninger som formand, men tjene Parlamentets samlede holdning og lytte til mindretallets røster. Det var bestemt ikke et område, Schulz excellerede i. Af sine politiske modstandere blev han derimod opfattet som stærkt politiserende, frem for Parlamentets formand.
 
Modsat Schulz vil Tajani formentlig stå svagere over for Det Europæiske Råd, hvor han har et noget blakket ry. Han er en Berlusconi-mand, fra Forza Italia, et parti, som langtfra alle er enige med. Som kommissær holdt han lav profil i Kommissionen og havde Dieselgate-skandalen (hvor Volkswagen ved hjælp af software snød med dieselbilers CO2-udslip) hængende over hovedet. Det svækkede hans troværdighed.

Samtidig er han også en mand med moralske principper. I november 2014 nægtede Tajani at modtage en overgangsydelse på 468.000 euro, svarende til 3,4 millioner kroner, som han ellers var berettiget til som tidligere kommissær.

Posten, Tajani overtager, er af en meget anderledes karakter end Schulz' periode, fordi Parlamentet i midten af dets mandat er trådt ind i en ny fase. I begyndelsen af den nuværende parlamentariske periode havde Parlamentet og formanden fokus på at få proceduren om spidskandidaten materialiseret i praksis. Det drejer sig om den uformelle procedure med, at kommissionsformanden indirekte bliver valgt af den gruppe i Europa-Parlamentet, der får flest pladser. Godkendelsen af kommissionskollegiet og indspark til Juncker-Kommissionens arbejdsprogram og prioriteringsområder spillede også en stor rolle i begyndelsen af den nuværende parlamentsperiode.

Det var alle områder, hvor Schulz spillede en central rolle i sit tætte samarbejde med Juncker. Opstillingen af spidskandidater til kommissionsformandsposten bidrog til at styrke og synliggøre Parlamentet.
 
Nu er Parlamentet nået til en periode, hvor alle prioriteterne skal omsættes til praksis. I denne fase spiller formanden en mindre prominent rolle. Nu gælder det for eksempel om at få prioriteterne i forhold til at etablere en energiunion, et digitalt indre marked og en kapitalunion omsat til konkret lovgivning.

Lovgivningsmaskineriet i Europa-Parlamentet finder sted i de enkelte udvalg, der udgør Parlamentets rygrad. Her har formanden ingen rolle. Parlamentet er gået ind i en fase, hvor det er mindre vigtigt, hvem der er formand, og mere vigtigt, hvem der sidder på kerneposterne i udvalgene: udvalgsformændene, koordinatorerne og ordførerne.
 
I mandags trak belgieren Guy Verhofstadt sit kandidatur fra Parlamentets liberale gruppe, ALDE, for at bakke op om Tajani mod blandt andet at få en ekstra næstformandsplads.ALDE og EPP-grupperne har aftalt at sætte tre prioriteringer på Europa-Parlamentets dagsorden. Det gælder oprettelsen af en europæisk grænse-og kystvagt, reform af eurozonen og en styrkelse af EUs forsvarssamarbejde (kampen mod terrorisme og international kriminalitet). Det er dog ikke noget, de to grupper i praksis kan love at give hinanden hånden på, da Parlamentets operative samarbejde finder sted i udvalgene.
 
Meget tyder på, at formandsposten i denne omgang bliver mindre politisk. Derimod bliver det en mere ceremoniel post. Vi har dog stadig til gode at se, hvordan Tajani kommer til at udfylde skoene i praksis.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.