Kommentar

Åben strategisk autonomi i EU

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten d. 9. juni 2021. 

Der er brug for at sætte handling bag ord, når det gælder om at styrke EU’s indre marked.

Manglen på værnemidler og vacciner satte under coronakrisen fokus på behovet for mere sikre og uafhængige forsyningskæder for EU. Nu skulle EU selv udvikle og producere flere produkter frem for at overlade det til usikre udenlandske leverandører – især kinesiske.

Debatten om mere sikre forsyningskæder bredte sig hurtigt til en lang række andre produkter som f.eks. mikrochips, batterier m.fl. Under slagordet ”åben strategisk autonomi” skal EU bl.a. blive bedre til at sikre Europas økonomiske interesser, herunder bedre forsyningssikkerhed på strategiske områder – eventuelt ved hjemtagning af produktionen til EU-området. Dette lyder jo besnærende, men er i praksis en kompliceret proces.

For det første giver det reelt ikke øget sikkerhed selv at producere slutprodukterne, hvis Europa stadig vil være afhængig af de nødvendige råvarer som f.eks. sjældne jordarter, der er afgørende for EU’s grønne og digitale omstilling, og hvor Kina nu har en helt dominerende position. Her flyttes usikkerheden altså blot et trin tilbage i produktionsprocessen.

For det andet er prisen på produkter, der hjemtages til produktion, ofte ikke konkurrencedygtig. Der er jo en grund til, at globaliseringen med outsourcing og leverancer ”just in time” uden dyre lagre er den model, stort set alle effektive producenter anvender i dag.

For det tredje er EU-landene selv underleverandører på mange områder til andre lande, så hvis EU trækker dele af produktion tilbage til Europa, vil modsvaret være, at andre lande gør det samme. Sådan en global forsyningspatriotisme vil betyde, at alle taber økonomisk, og forsyningssikkerheden svækkes yderligere.

Nogle tiltag tager virksomhederne selv for at sikre sig større forsyningssikkerhed, f.eks. opbygning af større stødpudelagre af vitale delkomponenter, indgåelse af aftaler med flere og mere pålidelige underleverandører placeret i forskellige lande, øget lokal produktion tæt på kunderne, som også sikrer en kortere geografisk afstand og dermed mindre transportusikkerhed, etc.

Endelig er det nu nogle steder kommercielt velbegrundet at hjemtage en større del af produktionen, f.eks. ved øget brug af robotteknologi. Alt sammen tiltag, virksomhederne bedst selv klarer uden politisk indblanding.

Er der så alligevel behov for politiske tiltag for at øge EU’s forsyningssikkerhed? Svaret er ja – og det bedste, politikerne kan gøre, er at udvikle et velfungerende indre marked i EU, der sikrer øget konkurrenceevne for EU´s virksomheder, så det giver kommerciel mening at producere mere inden for EU-området. Så sent som på EU-topmødet 25.-26. marts i år var alle medlemslande da også enige om at styrke det indre marked ved at implementere og håndhæve aftaleregler. Det har man imidlertid sagt før, men reelt er der sket meget lidt de seneste år, så her er der behov for en politisk indsats.

Der er også nu mere fokus på EU’s industripolitik, hvor kommissionen i sit oplæg fra 5. maj i år har analyseret de områder, hvor EU er særlig sårbar over for leverancer udefra, bl.a. sjældne jordarter, mikrochips, batteriproduktion og ikke mindst det sundhedsmæssige og medicinske område, hvor EU ser på sit kriseberedskab til imødegåelse af fremtidige pandemier.

Øget forsyningssikkerhed er mere centralt end nogensinde for virksomheder og politikere. Offentlig-privat samarbejde vil være nødvendigt for at nå effektive og økonomiske løsninger. Og der skal findes den rigtige balance mellem at mindske EU’s sårbarhed og undgå forsyningspatriotisme.

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.