Essay

(7) - Polakkerne stemmer

Essayet er en del af essay-serien 'EU, corona og samtidighedens forbandelse'.

Få uger før er her gadefest. Hundredevis af tyskere og polakker, med de to borgmestre i spidsen, kører over grænsebroen mellem Polen og Tyskland med hornet i bund og høj musik ud af højtalerne. ”Det minder om 1989”, udbryder flere af dem. Stedet er byerne Frankfurt an der Oder og Slubice, der ligger på hver side af Oder-Neisse-floden.

Det første, jeg lægger mærke til, da jeg kører ind i regionen i midten af juli, er sloganet ”uden grænser”, som står på samtlige skilte. Det er her man finder Europa Universitetet Viadrana, og hver dag kører tusindvis af polakker over broen for at arbejde bl.a. som sygehjælpere, mens tyskerne henter billige cigaretter. Altså almindeligvis. Men i tre måneder har regionen været delt. 

Da jeg kører over broen i midten af juli, ligner regionen sig selv. Det polske byggemarked er proppet med tyskere, der har ventet med at gennemføre de hjemlige renoveringer, indtil de igen kunne købe billigt ind i Polen. Men valgplakaterne viser, at polakkerne skal til valg. Egentlig skulle præsidentvalget allerede have fundet sted den 10. maj. I allersidste øjeblik bøjede regeringspartiet, Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS), imidlertid af og udskød valget.

Under store protester i ind- og udland havde partiet ellers insisteret på, at valget skulle gennemføres - uden tvivl fordi den siddende præsident Andrzej Duda stod til at vinde valget. Ligesom i mange andre lande har han fungeret som corona-general og fuldstændig domineret mediebilledet. Hvordan man egentlig skulle kunne føre valgkamp med forsamlingsforbud, og hvor valgbrochurer skal uddeles med gummihandsker og håndsprit, har regeringen dog ikke noget svar på.

Under alle omstændigheder er beslutningen om at gøre valget til en ren brevafstemning et brud på Polens valglov. Her står der nemlig, at der ikke må ændres i valgloven, når valget først er skudt i gang. Forsøget på at presse valget igennem er blot det mest grelle eksempel på, hvordan coronaen ikke blot har udløst en sundheds og økonomiske krise, men også en demokratisk krise i Europa. Et andet eksempel er Ungarn, hvor Viktor Orban med en nødretslov har sendt parlamentet hjem og dermed lagt demokratiet i karantæne.

Den amerikanske kommentator og koldkrigsekspert Anne Applebaum rammer hovedet på sømmet med følgende bemærkning, da jeg i september agerer mødeleder for hende i København: ”Når folk frygter døden, accepterer de tiltag, som, forkerte eller ej, vil redde dem – selv hvis det betyder tab af frihed”.

Og man behøver da heller ikke at drage helt til Østeuropa for at kunne genkende hendes pointe. Mange lande, inkl. Danmark, har gennemført hastelove med særdeles lange solnedgangsklausuler, der reelt forskubber magtbalancen mellem regering og folkestyret. At nogle også i Danmark er klar til at give køb på flere frihedsrettigheder, er den såkaldte Black Lives Matter-demonstration i juni et godt eksempel på. Efter at han, en sort amerikaner, George Floyd, bliver dræbt af en voldelig politimand i USA, går tusindvis af danskere på gaden i en demonstration, vel at mærke uden at holde afstand. I en meningsmåling foretaget umiddelbart derefter svarer et stort flertal af danskerne, at de er klar til at forbyde forsamlingerne - hvilket jo ellers er kernen af et demokrati.

LGBT, mennesker og ideologi
 
Men i Polen ender valget altså med at blive udsat, og den polske opposition benytter lejligheden til at skifte præsidentkandidat. På plakaterne smiler nu Warszawas unge liberale borgmester, Rafal Trzaskowski, som jeg tilfældigvis har mødt i ’90erne, da vi begge skrev Phd. Trzaskowski har markeret sig som en pro-europæisk borgmester, der har deltaget i LGBT-arrangementer.

Første runde har været relativt snæver, og i de sidste dage før anden runde har meningsmålingerne meldt om dødt løb. Det har fået præsident Andrzej Duda, der få dage før valget bliver modtaget af Trump i Det Hvide Hus, til for alvor at trække LGBT-kortet. LGBT drejer sig ikke ”om mennesker; det er en ideologi”, lyder det fra Duda, der fluks også henviser til 1989: ”Mine forældres generation kæmpede ikke i 40 år for at smide den kommunistiske ideologi ud af skolerne - og derved stoppe hjernevasken af de unge - for at vi så skulle blive enige om at indføre en anden slags ideologi, der er endnu mere farlig”.

I regioner og kommuner, der svarer til en tredjedel af Polens territorium, er der blevet indført såkaldte ”LGBT-frie zoner”. Stik i modsætning til den harmoniske stemning ved grænsebroen og det forhold, at hans kone er tysklærer, har Duda også slået anti-tyske toner an. Regeringspartiet, stærkt støttet af det statsejede tv, har decideret anklaget Trzaskowski for at varetage tyske, frem for polske, interesser. I valgkampens døende minutter trækkes også det antisemitiske kort: Trzaskowski vil også have et skarpt blik for de polske jøders interesser, hvilket øjensynligt ikke er en ros!

Fremme ved valglokalet er der to indgange. Én til de ældre og forældre med børn, så de ikke behøver at vente og én til de øvrige vælgere. Forklaringen ligger ligefor: Lov- og Retfærdighedspartiet skal have deres vælgere frem til stemmeurerne. Håbet er, at de unge vil belønne regeringspartiet for at have forhøjet børnepengene betragteligt, mens de ældre traditionelt stemmer på Lov- og Retfærdighedspartiet. Så ingen af disse grupper skal skræmmes væk af mulige lange køer.

Ved ambassaderne i udlandet forventes stort set alle polakker imidlertid at sætte deres kryds ud for Trzaskowski. Op mod 400.000 kan stemme i udlandet, men de sociale medier flyder nærmest over med protester om, hvor svært det er.

3-0 til højrefløjen

Tilbage i Berlin, tidligt om morgenen, tikker valgresultatet ind. Duda har vundet en kneben valgsejr, og flere polske NGO’er er dybt bekymrede: ”Det var vores sidste chance for at undgå ungarske tilstande. Nu kan regeringen jo foretage det næste angreb på retsstaten. Først gik det udover de uafhængige dommere, så fulgte de statsejede medier, og det næste bliver nok de privatejede medier. Og hvordan skal man så kunne vinde et valg? Bare se, hvordan det offentlige fjernsyn nærmest var en officiel del af valgkampen”. 

At frygten ikke er ubegrundet, fremgår med al tydelighed, da Polens justitsminister få dage efter valget erklærer, at regeringen vil fremsætte en lov, der begrænser de udenlandsk ejede private mediers frihed.

Fra Ungarn, nærmere bestemt landets udenrigsminister Peter Szijjarto, tikker der derimod lykønskninger ind: ”Den international liberale mainstream prøvede endnu engang alt, men nu fører den centraleuropæiske højrefløj 3-0. Næste land er Nordmakedonien”.

De to andre lande, udover Polen, hvor højrefløjen har sejret, er Kroatien og Serbien. Generelt har de højreorienterede partier nu ikke haft en ”god krise” og er gået tilbage i målingerne. Det gælder bl.a. Alternative für Deutschland i Tyskland og for Marine Le Pen i Frankrig.

Det forhold, at flere i de første uger betragtede virussen som en mindre influenza, og ofte var skeptiske over for vaccinen, har næppe hjulpet. I samme retning trækker den manglende debat om flygtninge og islam, der ellers har været den store ”sællert” for mange højreorienterede partier.

”Bleiben Sie doch, Frau Merkel”

At dømme efter det turisttomme Berlin er stemningen dog ustabil. AfD kritiserer Merkel-regeringen hårdt for den økonomiske recession, hvor tal viser en historisk tilbagegang. Tilsvarende er der opstået et fænomen med lørdagsdemonstrationer, hvor utilfredse tyskere går på gaden med budskabet om, at Covid-19 bl.a. er Bill Gates værk, og at regeringen spreder ”fake news”.

”Os” mod ”eliten” og ”establishment” har et vist overlap til starten af flygtningekrisen. I visse dele af Berlin går demonstrationerne hårdt ud over gadefacaderne, f.eks. på Karl Marx-Strasse i Neukölln. En mindre Black Lives Matter-demonstration på Gendarmenmarkt viser også frustrationen. Mange er også gået på gaden for at demonstrere mod det undertrykkende demokrati.

Alt i alt er der derfor ikke mange, der tør spå om de langsigtede konsekvenser for tysk politik. Det hænger også sammen med, at politikeren, der uden tvivl kan tage æren for, at CDU igen er tæt på 40 pct. i målingerne, nemlig Angela Merkel, for længst har annonceret sin afgang.

Efter Annegret Kramp-Karrenbauers pludselige exit som kanslerkandidat lige inden corona for alvor ramte Tyskland, er feltet til at afløse Merkel helt åbent.

Tre kandidater nåede at melde sig på banen, før Covid-19 overskyggede alt: den tidligere gruppeformand og erhvervsmand Friedrich Merz, ministerpræsidenten i Nordrhein-Westphalen Armin Laschet og formanden for det udenrigsministerpolitiske Nævn Norbert Röttgen. Under coronakrisen har Laschet markeret sig som en politiker, der relativt hurtigt gik ind for at åbne samfundet igen. Bl.a. fordi hans delstatsstat flere gange har været hårdt ramt at udbrud, lige fra karneval til slagterier, har denne kurs ikke givet ham medvind. Tværtimod. Han er nærmest styrtdykket i målingerne. Merz blev selv ramt at Covid-19 og forsvandt længe fra medierne. Og Röttgen havde som udenrigspolitisk ekspert svært ved at få sendetid i en sundhedskrise. 

Midt i juli på den næsten menneskeforladte Cafe Einstein på Unter den Linden er det derfor nogle helt andre navne, der cirkulerer. Bayerns ministerpræsident Markus Söder, der pga. sin strammerlinje på corona-fronten pludselig er Tysklands næstmest populære politiker, og sundhedsminister Jens Spahn.

På aviser, der hænger på cafeen, fanger to overskrifter mit blik ”Bleiben Sie doch, Frau Merkel” og ”Merkels dværge”.

Merkels nøgterne, videnskabsbaseret corona-tilgang, har genskabt hendes popularitet hos tyskerne - en popularitet, der før toppede før flygtningekrisen. Under hele krisen får den naturvidenskabelige kvinde skåret smittetryk og reproduktionsrater ud i pap på en sådan måde, at de i en engelsk tekstet udgave går viralt internationalt. Da hun i starten af krisen bliver set i Edeka, hvor hun køber tre flasker Riesling og fem toiletruller, er der nærmest jubel på de sociale medier, og det er ikke kun tyskerne der holder vejret, da hun må i huskarantæne, da hendes læge har fået Covid-19.

Modsat under flygtningekrisen, hvor Merkel kun særdeles sjældent taler til nationen og forklarer sin politik, f.eks. dagen efter hun undlod at lukke grænsen til Østrig i september 2015, toner Merkel nu ofte frem på skærmen, oven i købet med, for hende, temmelig emotionelle og empatiske taler. I de uger hun er i karantæne, indtaler hun podcasts fra sin privatlejlighed over for Museumsinsel, hvis dårlige lydniveau får mange tyskere til at tænke på ’50erne eller ’60erne. 

På Einstein er der dog ikke nogen, der tror på, hun genopstiller. ”Hvad skulle hendes politiske projekt dog være, når krisen er overstået? Så kommer debatten da om flygtninge og indvandrer tilbage med fuld skrue. Og hvem kan for øvrigt holde til det arbejdspres i 20 år? Nein. Es ist vorbei”.  

Andre mener derimod, at AKK kunne have overlevet, hvis hun bare havde holdt ud. ”Hvis vi nu går rundt her på caféen og spørger ind til Thüringen, hvor mange tror du så, der kan huske, at CDU stemte sammen med AfD? Og AKK har ovenikøbet haft en god krise med Luftwaffes hjælp til de italienske patienter. Men hun havde altså ikke is i maven”. 

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.