Essay

(3) - Europas store nedlukning

Essayet er en del af essay-serien 'EU, corona og samtidighedens forbandelse'.

Anfield Road. Den 11. marts 2020 er 52.000 mennesker samlet til Champions League-opgøret mellem de forsvarende mestre Liverpool og Atletico Madrid. 3000 madrilenere har taget rejsen til Merseyside. For en dansk fodboldfan er billederne af et proppet stadion, det tætteste man nok kommer på oplevelsen af, at der festes på dækket på Titanic, lige før skibet rammer isbjerget. For få timer inden kampen fløjtes i gang, har Mette Frederiksen valgt at lukke Danmark fuldstændigt ned. 

”Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere. Der vil komme svære situationer for mange borgere. Der bliver brug for, at vi hjælper hinanden”, lyder det statsministeren. Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, skal arbejde hjemmefra. Skoler, universiteter osv. lukkes ned, og der indføres et forsamlingsforbud for flere end 1000 deltagere.

Samme dag meddeler WHO, at der er tale om en verdensomspændende pandemi. Men i Storbritannien har de åbenbart en anden tilgang til sagen. Her kan man stadig gå til fodbold og for den sags skyld All England mesterskabet i badminton i Birmingham.

Premierminister Boris Johnson tvivler på, at virussen er farlig og fortsætter derfor også med demonstrativt at give hånd.

Dørene lukkes

Da virussen efterhånden har bredt sig til mange europæiske lande, beslutter Donald Trump sig uden nogen form for forvarsel den 11. marts at lukke USA's grænser for europæere. Beslutningen fører til hovedrysten i Europas hovedstæder. For hvor sikkert er det, at grænsekontrol overhovedet kan holde smittetrykket nede?

Samme dag mødes EU’s stats- og regeringschefer til et videotopmøde, hvor de bl.a. bliver enige om, at grænsekontrol mellem de respektive EU-lande ikke er vejen frem.

Men så går det alligevel stærkt - sikkert også fordi medlemsstaterne er usikre på, om Kommissionen har en klar plan for, hvad der skal ske fremadrettet for at inddæmme smitten. Ganske vist prøver kommissionsformand von der Leyen at overbevise regeringscheferne pr. telefon om, at EU skal lukke EU’s ydre grænser og lade de indre stå åben. Men da planen ikke er klar til topmødet, mister de fleste lande, inklusiv Tyskland, tålmodigheden og tilliden, og smækker grænsernes døre i.

Godt halvdelen af medlemsstaterne vælger denne kurs, mens lande som Italien og Sverige ikke indfører grænsekontrol.

Stort set samtidig forlyder det fra WHO, at Europa nu er epicenteret for virussen. Beslutningen om at ty til grænsekontrol skaber stor frustration i EU-Kommissionen. Eller som EU’s kommissær med ansvar for grænsekontrol, Ylva Johansson, siden har formuleret det: “Medlemsstaterne handlede lidt som borgerne. Da krisen ramte, stormede alle ned til supermarkederne for at købe pasta og toiletpapir for derefter at låse døren derhjemme. Og medlemsstaterne agerede stort set på samme vis”.

På trods af, at åbne grænser har været en del af fundamentet for EU-samarbejdet siden Schengen-samarbejdet trådte i kraft i 1980’erne, sker indførelsen af grænsekontrol uden nogen form for koordination med Bruxelles, endsige med nabolandene. Utallige europæere, der er vant til dagligt at passere grænserne for at arbejde, besøge kærester, gå til tandlæge etc., må pludselig vende om ved grænsen med uforrettet sag. I mange grænseregioner har det sågar været en særskilt målsætning, at den oprindelige grænse skulle miste sin betydning. 

At det også var en målsætning for den danske regering, fremgik med al tydelighed af markeringen af 100 året for Sønderjyllands genforening i januar: ”I 1920 blev spørgsmålet til den enkelte sat på spidsen: Hvem er du? Er du dansk? Eller er du tysk?”, sagde statsministeren i sin tale i Det Kongelige Teater og fortsatte: ”Og efter afstemningen var der stadig danskere på den tyske side. Og tyskere på den danske side. Dem må vi ikke glemme. Derfor er det så vigtigt, at landegrænsen ikke kun skiller. Men også samler. Og giver plads til, at man kan være – både dansk og tysk”. 

Ikke desto mindre blev grænsen lukket til bl.a. Tyskland den 14. marts uden nogen dialog - og det oveni købet på 100 årsdagen for afstemningen i Mellemslesvig og Flensborg. Med ét var der rekordlange køer rundt omkring i Europa, og mange baltere blev fanget i Polen og kunne ikke komme hjem.

De to forfærdelige fjender: Panik og egoisme

Grænselukningen sætter EU’s indre marked med den frie bevægelighed under pres. Det samme gør Tysklands og Frankrigs beslutning om allerede i starten af marts at indføre eksportrestriktioner af værnemidler over for de øvrige EU-lande. Masker, beskyttelsesdragter etc., er blevet så stor en mangelvare, at Tyskland og Frankrig har brug for dem selv. F.eks. oplever den svenske virksomhed Mölnlycke, at værnemidler, der er købt og betalt af Italien, bliver konfiskeret af den franske regering på Mölnlyckes fabrik i Lyon.

Samlet set indfører 15 EU-lande eksportrestriktioner. Efter stort pres på ikke mindst den tyske regering lykkes det Kommissionen at få ophævet de fleste eksportrestriktioner.

Den manglende hjælp fra medlemsstaterne og EU udløser voldsom stor frustration i Italien, hvor dødstallet stiger og stiger. Udtalelser fra ECB’s direktør, Christine Lagarde, bliver dråben, der får bægeret til at flyde over. Ifølge Lagarde er det nemlig ikke op til ECB at hjælpe Italien med den hastigt voksende økonomiske krise. Det må Italien selv og dernæst EU’s finansministre klare. Ikke overraskende reagerer de italienske børser med blodrøde tal.

Samme dag, hvor danskerne følger intenst med i Frederiksens pressekonference fra Spejlsalen, hvor grænserne lukkes, begynder mails at tikke ind fra mine udenlandske tænketankskolleger: ”Har du set hvad Italiens udenrigsminister har sagt på Facebook?” Pga. pressemødet er svaret nej, men det er nu ikke svært at finde ud af. Luigi Di Maio er kørt ud til lufthavnen for at tage imod en stor sending værnemidler fra Kina. ”Vi vil huske dem, som var tæt på os i denne svære tid”, lyder det fra Italiens udenrigsminister.

Forinden har den italienske ambassadør skrevet et næsten panisk åbent brev: ”Det her er en kamp, hvor vi står over for to forfærdelige fjender: panik og egoisme”. Få dage efter er de sociale medier fyldt med sendinger fra Rusland til Italien. ”From Russia with love”, står der kasserne.

I dagene efter rettes min opmærksomhed mod Beograd. En stærkt ophidset præsident, Aleksandar Vucic, toner frem på de sociale medier og ophøjer Kina til landets ”sande bror” og beskriver ”europæisk solidaritet som et eventyr på et stykke papir”. Årsagen til raseriet er, at heller ikke Serbien kan få lov til at importere masker fra de EU-lande, der har indført eksportforbud.

De mange opslag på de sociale medier i Serbien og Italien, hvor det også mere end antydes, at Kina, modsat EU, er landenes bedste ven, skaber hurtigt mistanke om, at Kina er i gang med en stor genfortælling - fra krisens arnested til humanitær stormagt. Eller som Kinas leder udtrykker det i en samtale med den italienske premierminister: ”Lad os sammen bygge en sundhedens silkevej”.

Flere videoklip går ikke alene viralt i Rom og Beograd, men også i Kina, bl.a den med den serbiske præsident med dramatisk underlægningsmusik. Kineserne er også ganske karrige med information om, at europæerne ofte selv skal betale for værnemidlerne, og at mange ikke lever op til europæiske standarder. For slet ikke at tale om, at Kina jo selv har fået hjælp fra EU. Det blev parterne enige om ikke at offentliggøre i februar, da det store Kina ikke ville fremstå sårbart. Men nu er det sket med de fine fornemmelser.

Følelsen af, at Europa er ved at tabe en informationskrig, der kan få langsigtede konsekvenser for EU-sammenholdet, får EU’s udenrigschef, Josep Borell, til at tale dunder: ”Vi må være opmærksomme på, at der er en geopolitisk dimension af dette spin og ’gavmildhedens’ politik. Vi må armeret med facts forsvare Europa mod dets kritikere”.

Efter massivt pres fra Kommissionen lemper bl.a Tyskland og Frankrig på eksportrestriktionerne, og den 17. marts går de første sendinger af masker af sted fra Tyskland og Frankrig - sendinger, der langt kommer til at overgå Ruslands og Kinas. Men denne gang er der ikke nogen italiensk udenrigsminister, der pisker ud i lufthavnen, og et indtryk breder sig af, også i Danmark, at det kun er Kina, der hjælper Italien.

En meningsmåling bekræfter Borrells fornemmelse af, at situationen er kritisk. Et flertal af italienerne har svært ved at se meningen med EU, når de ikke kan få hjælp, når det virkelig gælder, og militæret må køre døde italienere væk i Bergamo, fordi kapaciteten i lighusene ikke kan følge med. Ifølge målingen opfatter 52 procent af italienerne Kina som en ven, en stigning på 42 procent siden sidste år. Kun 17 pct. opfatter USA som en ven, mens hele 45 pct. ser Tyskland som et ”fjendtligt land”.

Succes er nationalstaternes, men fiaskoerne hører hjemme i Bruxelles

Da den første sending af de franske masker går af sted, udtaler Macrons talsmand, at solidaritet ”ikke er en gimmick. Det er en forudsætning for, at det europæiske projekt kan overleve efterfølgende”.

I Danmark er der imidlertid ikke optræk til at sende hjælp til Italien. Flere gange, f.eks. den 30. marts, taler Mette Frederiksen indgående om situationen i Sydeuropa, men konsekvent som skrækeksempel på, hvordan det kan gå i Danmark, hvis de mange lockdown-regler ikke overholdes: ”I andre lande, der ser vi nu, hvordan militæret henter ligposer i lastbiler. Alt det her, det sker i Europa, men der skal Danmark ikke hen”. Spæde tilløb om, at Danmark også må hjælpe mødes med næsten hidsige modsvar på sociale medier: ”Og hvad har du så tænkt dig, vi gør, hvis vi pludselig selv får brug for masker eller respiratorer?”.

Ursula von der Leyen bliver nærmest udsat for en shitstorm i Italien, da hendes kommunikationsfolk lægger et videoklip op på de sociale medier, hvor hun taler direkte til italienerne: ”Kære italienere. Jeres familie lader jer ikke i stikken. I dette øjeblik er vi alle i Europa italienere”. Rasende italienere svarer: ”Giv os vores penge, og hele vores suverænitet tilbage”, og ”du er ikke en del af vores familie”.

Direktøren for Italiens institut for international politik, Nathalie Tocci, slår hovedet på sømmet, da hun gør opmærksom på, at frustrationen ikke kun drejer sig om Covid-19: ”Det er tilbage til fremtiden, hvor Italien igen lades alene tilbage. Det skete under eurozonekrisen, migrantkrisen i 2015-16 og nu under coronakrisen. Det er den samme gamle historie om igen, og de politiske implikationer kan blive voldsomme”.

Udover at få løftet eksportrestriktionerne kæmper Kommissionen med at få indført de såkaldte grønne korridorer ved EU’s indre grænser. Konkret indføres en separat bane, som kun er åben for pendlere, varetransport etc., så der ikke opstår alt for lange køer.

Flere danske virksomhedsledere har siden udtalt, at de grønne korridorer var altafgørende for, at der også var varer på hylderne i de danske supermarkeder. Men de indgik aldrig i den nationale corona-fortælling med Fabers Alsang, og hvor statsministeren pludselig konsekvent talte til ”danskerne” og ikke alle borger i Danmark. ”Succes er nationalstaternes, men fiaskoerne hører hjemme i Bruxelles”, som en kollega formulerede det. 

Udover de grønne korridorer, ophævelse af eksportrestriktioner og den tysk-franske hjælp til Italien og Spanien, er der dog også andre tegn på, at EU spiller en større rolle. Christine Lagarde er vendt på en tallerken og har lanceret et gigantisk støtteprogram, der spænder et sikkerhedsnet under Europas økonomier. Von der Leyen og konkurrencekommissær Vestager har lempet Vækst- og Stabilitetspagten, så stater kan operere med større underskud; ligesom de kan vedtage nationale hjælpepakker uden at komme i strid med EU-retten.

At EU-samarbejdet dog fortsat er respiratoren, fremgår med al tydelighed, da der den 26. marts holdes endnu et videomøde blandt stats- og regeringscheferne. Forinden har Sydeuropa nærmest tryglet om, at EU nu må ændre kurs. Den økonomiske krise er så dyb, at bunden risikerer at ryge ud af deres økonomi, hvis ikke de snart får Marshall-lignende hjælp - en hjælp som de vel at mærke ikke skal betale tilbage. Landene er nemlig så forgældede, at det ikke hjælper blot at lægge et ekstra lag på deres gældsbjerg.

Tiden må derfor være kommet til at indføre såkaldte ”corona-bonds” eller obligationer, hvor EU-landene i fællesskab udsteder obligationer - og hvor gælden skal betales tilbage i fællesskab. 

Bliver coronakrisen EU’s endeligt?

Som EU-kommentator er det svært ikke at blive præget af ”deja vu”. Positionerne minder nemlig til forveksling om de roller, landene indtog under finanskrisen. 

For syd er det imidlertid altafgørende, at de denne gang – i modsætning til under eurokrisen – er helt uforskyldte i, at krisen har ramt dem så hårdt. Eller som den tidligere italienske premierminister Mario Monti, formulerer det: ”Denne gang drejer det sig ikke om, at nogen har levet over evne (dolce vita), men kun om vita” – altså om at kunne overleve en pandemi, som har sit udspring i Kina.

De nordeuropæiske lande, repræsenteret ved især Tyskland, Holland, Østrig, Danmark og Sverige, er derimod stærkt skeptiske over for en model, hvor de skal hæfte for fælles gæld. Ligesom under finanskrisen argumenterer de benhårdt imod fælles obligationer og kan heller ikke acceptere et højere EU-budget. Ja, faktisk bliver de slunkne nationale statskasser nu brugt som et ekstra argument for, at der skal holdes igen på EU-plan.

Hvor Frankrig og Tyskland normalt ellers forsøger at koordinere, står de pludselig i hver deres lejr. For første gang siden han er blevet præsident, underskriver Macron et fælles udspil med en stribe af de sydeuropæiske lande. Der er brug for fælles obligationer og europæisk Marshallhjælp fra Nord til Syd.

På topmødet er der mildest talt ikke god stemning. Portugals premierminister, António Costa, beskylder Holland for at bringe hele det europæiske samarbejde i fare: “Enten gør EU, hvad der er brug for, eller så bryder samarbejdet sammen”.

Det hele kulminerer med en barsk ordveksling mellem Merkel og den spanske premierminister Pedro Sanchez. Forinden har Merkel forsøgt at overbevise Sanchez om, at det faktisk er et godt ”tilbud”, at EU vil aktivere den såkaldte europæiske stabilitetsmekanisme, ESM, der blev oprettet under finanskrisen til at yde billige lån til Sydeuropa:

Sanchez til Merkel: ”Forstår du slet ikke den nødsituation, vi befinder os i?”.
Merkel: ”Hvordan kan du sige, at jeg ikke forstår den?”.
Sanchez: ”Jeg er nødt til at forklare dig situationens alvor”.
Merkel: ”Pedro, vi er selv nået til vores smertegrænse. Vi har allerede bevæget os meget”. 

Inden mødet har Lagarde meddelt, at væksten vil falde med 2 til 10 pct. af BNP. Stats- og regeringscheferne må bede euro-gruppen om at arbejde videre med sagen, og kommentatorer og analytikere bliver endnu engang bedt om at svare på spørgsmålet: Bliver coronakrisen EU’s endeligt?

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

<
RELATERET INDHOLD
>

Nyhedsbrev

Modtag vores nyhedsbrev og få analyser, notater og invitationer til events før alle andre.